En gylden aften med De Underjordiske

Anmeldelse af: De Underjordiske + Totem. Hotel Cecil, Kbh. 14. april 2018

For første gang skulle De Underjordiske spille den nye samling af sange fra deres nye album, Flænger i Luften, for det københavnske publikum efter at selve releasefesten foregik i Aarhus weekenden forinden. Det er første gang, jeg skal opleve bandet live, men efter at have skamlyttet til både debutalbummet, Ind I Flammerne, fra 2015 og det nye, er jeg ret spændt på at se, hvad aftenen skal bringe.

Foto: Mathilde Maria Rønshof

Koncerten afholdes på Københavns nye kæledægge af et spillested, nemlig Hotel Cecil, der har overtaget de historiske Jazzhouse-lokaler. Siden de første nyheder i vinters om åbningen af Hotel Cecil har jeg glædet mig som et lille barn til at opleve det, og med min partner-in-crime, lillesøster og fotograf Mathilde Maria Rønshof under armen, kunne jeg langt om længe træde ind i lokalerne, der viser sig at overgå alle mine forventninger.
Man bliver mødt af en smuk bar, der sagtens kan konkurrere med byens fineste i et 1920’er art deco-inspireret skattekammer af god kvalitet og dertilhørende yderst behageligt personale. Væggene er beklædt med smaragdgrønne og guldfarvede tapeter, lamperne er udformede som gyldne palmeblade og samtlige siddepladser er betrukket med samme brune læder. Spillestedets visuelle identitet er udfoldet noget så elegant, og det er en ren æstetisk fornøjelse at gå rundt og undersøge stedets arealer.

Totem
Aftenens support var den danske kunstner Totem, aka Christoffer Bagge, der er tidligere frontmand i post-punk bandet Metro Cult. Jeg havde ikke hørt Totems musik før og havde dermed ingen forventninger til musikoplevelsen, udover at den skulle have en vis sammenhæng med hovednavnets genre.

Da jeg ankom til Hotel Cecils koncertkælder, var Totem netop begyndt at spille for de små tredive gæster, der havde valgt at ankomme til klokken 20.00 på denne lørdag aften. Man kunne tydeligt høre de kække, konstante og på en måde velkendte 80’er beats, før man trådte ind i selve salen, og i et kort øjeblik faldt mine tanker nostalgisk hen på Duran Duran og andre lignende lyde fra min barndom. I selve salen dunkede 80’er-takterne nu mere intenst og omsværmede enmandsorkesteret Totem, der kom til udtryk i en 30 % rebelsk og 70 % sørgende, sortklædt, ung, punket og lidt goth-mandeskikkelse med kort, afbleget hår og sort eyeliner og en intens klyngen til mikrofonstativet. Med på scenen var en elguitar og et keyboard, som fra tid til anden blev trykket let taktisk på.

Det var tydeligt, at Totems sange omhandlede svære, følsomme emner, og at Christoffer Bagge i høj grad følte ordene og historierne bag, som han formidlede dem ud til et forsigtigt lyttende publikum. Desværre var det utrolig svært – hvis ikke umuligt – at høre, hvad der rent faktisk blev sunget, og dermed blev den ellers modige og garanteret ærlige optræden forvandlet til et lidt stenet og ensformigt gætværk af en oplevelse.
Den darkwave-ish kombination af musikgenrer forvandlede sig til en kløft mellem en følsom og melankolsk stemmeføring samt friske beats, man fik lyst til at danse til på en lørdag aften. En kombination, som skabte skizofrene publikummer, der ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til at stå foran scenen. Det kan hermed desværre siges, at supporten ikke gjorde meget for at bringe publikum i hverken lørdagsstemning eller syrerockhumør, men han har som artist masser af positiv udvikling foran sig.

Pausen
Efter opvarmningen kunne Mathilde og jeg rigtigt gå på opdagelse i Hotel Cecils smaragdgrønne og guldfarvede gange, fordelt på to etager. Med en varm anbefaling fra personalet fik jeg bestilt en sommerlig Hyldeblomst Sour (der varmt kan anbefales videre), og så kunne jeg ellers gå rundt som en hertuginde og nyde, at alt omkring mig var smukt. Mange af koncertgæsterne var stimlet sammen ude foran Hotel Cecil, hvor rygning er forvist til. Det betød til gengæld intet på sådan en mild aften midt i april, hvor ingen rigtig skulle nå noget andet end at være til stede og hygge sig med sine følgesvende.

Tilbage i den mørke kælder indtræder vi i et scenarie, der er som taget ud af 70’erne, men i de smukke lokaler fra 20’erne. Her er en afslappet festivalstemning med unge, flippede typer i blå denimjakker og trompetbukser, der sidder afventende i skrædderstilling i grupper på gulvet, mens de sparer på kræfterne til, når showet rigtigt går i gang. De ved godt, at de har noget godt i vente.

De Underjordiske
Ind på scenen svæver fem slanke silhuetter ind og fordeler sig ud på hver deres plads med en særlig kollektiv ro over sig. De er iklædt velour, læder og højtaljede bukser med svaj og i sjælfuld stilhed indledes koncerten nøjagtig som den nye udgivelse med det storladne og stille titelnummer, “Flænger i Luften”. Dernæst spilles nyeste single “Saskorus”, hvor guitarist Kristian Bengtsen placerer sig på en marokkansk læderpuf og skifter elguitaren ud. Publikum lytter intenst med og fylder i øvrigt pludselig godt ud i salen, der vel er omtrent på størrelse med Lille Vega.

Netop som vi troede, at vi var vidner til en kronologisk gennemgang af det splinternye album, begynder bandet at spille publikumskære kendinge fra forrige album, nemlig sangene “Hvis Du Forstod” og dernæst “Trold”. Et par hvinende skrig og arme i luften fra dedikerede fans indleder en fest i bevægelse, og den lille live-lykke opstår. De fem afbalancerede bandmedlemmer er i hver deres verden, men smiler nu stolte under deres lange hår og lader til at slappe lidt mere af og bevæger sig mere rundt omkring deres faste pladser.

Det er, som om at der forekommer en særlig glæde ved at synge på det danske sprog, når publikum bliver dit kor og synger med på alle ord, hvilket er en flot præstation fra så ungt et band. Det er en kunst at have en stemme, der giver folk lyst til at lytte efter, hvad man synger gennem hvert et ord under en hel koncert.
Forsanger Peter Kure udviser en flot stemmekontrol, der dog flere gange i løbet af koncerten er udfordret i det, at der ikke er skruet højt nok op for mikrofonen. På nogle tidspunkter, når især trommerne lyder højest, må han nærmest råbe sangene ud, og det er her svært at høre teksterne i versene.

Der bliver igen skruet ned for tempoet, og den nye sang “Ellevild i Skumringen” lader publikum stille absorbere Kures smukke tekstunivers, videre ind i “Piskesmæld”, til at “Ind I Flammerne” igen sætter gang i benene rundt om i salen. Vi ser en dynamisk kropskontrol fra forsangeren, der i bukkende og svajende bevægelser understøtter alle rytmers takter og opildner til frisættende dans. Samtidig pumpes energisk lys i alle regnbuens farver ud fra scenens bagerste kant, der klæder atmosfæren rigtig godt.

Pludselig vækkes vi af et ‘Tak for i aften’, og bandet træder ud, mens publikum efterlades lidt målløse, men der går ikke længe, før bandet kommer tilbage og fortsætter festen. Med “Sort Røg” manglede vi kun en god mængde scenerøg til at understrege intensiteten i aftenens liveoptræden, og da “Vi Kommer Nu” kom på, var vi så sandelig til rockkoncert. Den konstante vekslen mellem de rolige og energiske rocknumre indrammer en sand syrerutsjebane, hvor tid og sted mister sin vigtighed.

Måske er det her omkring, at effekten af min gin-drink slår ind, og jeg ser mig selv stå som til en hedensk ceremoni dybt ude i en glemt skov, og jeg skal lige zoome tilbage til virkeligheden for at få noteret hvilke sange, bandet spiller, men jeg kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har det på den måde, og jeg kaster min notesbog op i luften, da koncerten eksploderer.
I en regnbuefarvet glædesrus slutter bandet stolt koncerten af, og publikum bevæger sig ud i loungen, hvor festen uden problemer kan fortsætte, da Hotel Cecils bar først lukker klokken 02.00.

De Underjordiske understreger med deres nye gyldne album og koncert på det gyldne Hotel Cecil, at vi befinder os i en ny guldalder af danske musikalske poeter, og at alle der siger, at rocken er død, er forkert på den.

Nyd et galleri fra koncerten fra Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com her: