Hollywood Undead, Store Vega, 24. marts 2016
Måske var segmentet blandt publikum i den unge ende, måske er musikken infantile beats med nemme guitar-riffs, men når det bliver et sammensurium på den måde, er det i høj klasse
Hvor går yderpolerne for Heavy Metal og Rock? Hvornår er guitaren forvrænget nok – eller skal den overhovedet være det? Og kan en gruppe ungersvende, hvor størstedelen kun rapper, kaldes rocket “nok”?
Det får vi nok aldrig svaret på (Man har forsøgt; man kan ikke), men Metal A Day mener bestemt, at Hollywood Undead tangerede noget nær årets koncert hidtil i Store Vega! (Is på, året er langt fra gået endnu!)
Attila
Men før vi skulle opleve de californiske rappere og deres riffs, skulle vi lige gennem bandet Attila først.
Jeg er glad for, at jeg fik sovet, inden jeg begyndte at skrive den her anmeldelse, for ellers havde jeg nok endt med at bruge nogle knap så pæne gloser om dem. Og af frygt for at gå efter manden og ikke bolden, vil jeg forsøge at forholde mig så neutral som muligt i mit sprogbrug.
Attila bliver fremhævet som et Metalcore-band, men lød mest som Post-Hardcore, hvor lysten oversteg evnerne på alle musiske fronter. Så var der forsangeren, der vist havde glemt at kigge sig i spejlet og konstatere, at han ikke er en krydsning mellem Kanye West og Snoop Dogg.
Nogle blandt publikum lod til at nyde musikken, jeg kom mere i tanke om, at jeg skal have købt bedre ørepropper.
Lad os ile videre, for da først Hollywood Undead entrerede scenen, var Attila langt væk i bevidstheden.
Hollywood Undead
Notesblokken vidner ikke om så mange skriblerier, og det er forståeligt nok, for selvom gruppen er nogenlunde tilfældigt sammensat, så har drengene tydeligvis forstået at udvikle deres evner til at agere på en scene og fremskabe ørehængere af sange.
Den maskerede gruppe lod hurtigt maskerne falde, og det er vel meget sigende for en gruppens musik. Nok blev det her band/den her rapgruppe kendt via MySpace (Kan folk huske det?) omkring 2005 via nogle indadvendte sange og for at bære masker. Men når selv musikken kan holde uden blikfang, så ved man, at musikken er langtidsholdbar. Det oplever man bestemt her 11 år senere.
Det ene øjeblik skrålede man med på den hurtige “Undead” for senere at tro, der var gået techno i den med “War Child” for også at tage sig selv i at kaste håndtegn som en novice af en rapper til “Comin’ in Hot”
Det siger noget om drengenes alsidighed og evner til at bevæge sig på mange musiske fronter, og det samme lod de til at gøre rent musisk. Vi fik diverse covernumre med alt fra The White Stripes til Rammstein, en fødselsdagssang til deres stage-manager og en gut fra publikum fik lov at spille lidt på spaden på scenen med bandet og holde en lille tale.
Hollywood Undead hev den rent hjem, opildnede det unge publikum og skabte en fest, der med stor sandsynlighed har fortsat videre ud i skærtorsdagsnatten i hovedstaden.
