Hippie-fløjte-rock-eskapader en masse

Anmeldelse af: Jethro Tull, Aalborg Kongres & Kultur Center, 01. marts 2018

De gamle rockere fra Jethro Tull lagde torsdag aften vejen forbi Aalborg, hvor de leverede en glimrende opvisning i, at fløjte og rock kan sammensættes

 

Turen går fra smilets by til gadens by, også kendt under det lidt mere almindelige navn Aalborg. Her til aften skal en mindre drøm fra barndommen gå i opfyldelse. Jethro Tull, et band, som velsagtens nærmest er kommet ind med modermælken for mig, skal opleves i en livesammenhæng.
Jeg husker stadig klart min reaktion første gang, jeg hørte det formidable nummer “Aqualung” fra pladen af den samme titel. Det riff, det sammenspil, den sangskrivning. Ikke et sekund var jeg i tvivl om, at dette var et unikt band, der i høj grad kunne finde ud af at spille. Desværre er det som om, at jeg aldrig kom ret meget videre end til det helt basale med bandet. Den har for mit vedkommende sgu helt ærligt stået mest på Aqualung-albummet, Thick As A Brick og War Child. Altså de mere populære albums.

Heldigvis er Jethro Tull mere end blot et one-hit-wonder, og det vises flittigt igennem hele koncerten i Aalborg.
Bandet har 55-årsjubilæum, og det kan ses på koncerten, hvor en god portion af numrene får en videointroduktion af f.eks. tidligere medlemmer samt musikere, der har set op til Jethro Tull, som f.eks. vores alles yndlings Tony Iommi, Steve Harris og Slash. Hele ideen med denne form for introduktion virker glimrende, og der klappes og hujes rigeligt til samtlige introduktioner.

Som nævnt, består Jethro Tull af nogle ældre herrer, særligt frontmanden og fløjtespilleren, Ian Anderson, der er det eneste oprindelige medlem i bandet. Derfor lander forventningerne helt plet i forhold til, at koncerten skal foregå i behagelig position i en god stol fremfor stående. Det gør sig glimrende og er velsagtens nærmest en nødvendighed, når gennemsnitsalderen til koncerten siger ca. 60+.

Bandet spiller glimrende, om end lyden i starten af koncerten halter lidt særligt i forhold til guitaren, der ikke rigtigt kommer til sin ret. Det bliver der dog heldigvis rettet op på i løbet af sættet, så lyden i Aalborghallen denne aften står ganske klart og detaljeret. Lyden står dog kun ganske klart, da det indimellem bliver svært at tyde, hvad Anderson egentlig synger ind i sin mikrofon.
Heldigvis er lyden dog klar langt størstedelen af koncerten igennem.

Bandet spiller til UG denne aften. Alt sidder umiddelbart lige i skabet, og vi får fede soli fra samtlige medlemmer under koncerten. Særligt skal de dog roses for brugen af fløjte, som velsagtens kan betegnes som Jethro Tull største og mest unikke kendetegn. Personligt kan jeg meget hurtigt få for meget fløjte i min rock. Der skal sædvanligvis ikke meget mere end to-tre numre med fløjte i streg, førend jeg bliver træt. Dette gør sig tydeligvis ikke gældende for Jethro Tull, hvor fløjten formår at virke imponerende, catchy og velimplementeret igennem hele showet. Hvordan det rent faktisk lykkedes at få mig til at kunne lide fløjte, må stå i det uvisse. Ian Anderson kan bare noget særligt.

Liveshowet sidder igennem hele aftenen lige i skabet. Okay, det er givet, at bandet ikke bevæger sig synderligt meget, men det handler heller ikke super meget om bandet. Folket er kommet for at se Anderson, og der er rigeligt med Anderson til hele Aalborg. Manden er igennem hele showet en sand fornøjelse at opleve. Der er krudt i tøven på den ældre herre, der flittigt igennem koncerten deler ud af sjove anekdoter og historier. Han formår også at nå godt rundt på scenen og danse flittigt, imens han fløjter løs som en lille hyggelig britisk nisse.

Showet er denne aften inddelt i to dele med et kvarters pause imellem, så man kan nå i merch-boden eller lige få ordnet sine fornødenheder. På scenen kører der igennem hele showet en glimrende scenografi, der, når der vises liveoptagelser og ikke lækre industrielle old school-videoer af gamle lokomotiver og traktorer, nærmest passer på punkt og prikke til det, der bliver spillet på scenen, også selvom optagelserne spænder fra 70erne til for ganske nyligt. Dette er egentlig super effektivt, og på trods af, at det viser et gennemøvet band, føler man aldrig, at der blev kørt udelukkende efter en rutine.

Desværre kan det godt høres på Ian Andersons stemme, at han er blevet ældre. Det giver dog en vis form for oprigtighed i forhold til musikken, at vokalen nogle gange er knap så skarp og lidt mere ved siden af, end hvad den var på pladerne. Hvem kan også lyde, som de gjorde for 50 år siden? Ikke mange! Det er lige lovligt meget at forlange. Heldigvis kan mindre også godt gøre det, og Ian Anderson og Co. kører den skarpt ind med et smil på læben, charme samt en ærlighed omkring deres evner og begrænsninger.

Sætlisten for aftenen bringer os igennem en bred vifte af glimrende sange fra bandets historie. Vi får serveret sikre træffere som Thick as a Brick, et lækkert cover af “Bourrée” i E mol (Johann Sebastian Bach) samt den altid sikre basker “Aqualung”, der dog desværre kun bliver leveret med halv vokal fra Anderson, da der er kører en video med en anden, desværre for mit vedkommende, ukendt sanger, der dog gjorde det ganske godt. Desværre er det bare ikke helt sådan, som man kunne have ønsket, når lige netop dét nummer er blevet skamlyttet så meget, som det er.

Jethro Tull leverer fra start til slut et show der ligger over det jævne særligt for et band i deres alder. Spilleglæden står igennem hele koncerten ud af ansigterne på medlemmerne særligt hos Anderson og den fantastiske guitarist Florian Opahle, der begge fremviser særligt stor spilleglæde igennem aftenens koncert.

Da koncerten er slut, sidder man dog tilbage med følelsen, af at man som publikum sagtens kunne have magtet en god portion mere! Hippie-fløjte-rocken havde altså vist sig fra sin bedste side, og derfor kunne man næsten heller ikke undlade at købe en t-shirt, særligt til den fornemme pris af 150 kroner, som jo nærmest er uhørt for de større bands. Hatten af for stadig at være hippier nok til at sælge ting til retfærdige priser!

Jethro Tull vinder denne aften mit hjerte, en lille håndfuld penge og en stor røvfuld respekt for at kunne levere så godt, som de gør det særligt efter så mange år.