Anmeldelse af: The Three Tremors. High Voltage, Kbh. 14. oktober 2018

Der var i sandhed lagt i skuffen til en aften med old school highpitched metal, da supergruppen The Three Tremors lagde vejen forbi spillestedet og natklubben High Voltage.

Benedictum
Aftenen starter ud med et relativt kort sæt opvarmning fra amerikanske Benedictum.
Der er virkelig dømt old school metal med en hæs kvindelig vokal, og bandet virker da bestemt heller ikke ufermt.

Sammenspillet sidder ret godt, hvor særligt guitaristens teknik bestemt ikke fejler noget. Desværre er hans lyd meget muligt en af de værste lyde, jeg til dato har hørt live. Alt mellemtone er taget ud af guitaren, hvilket resulterer i, at den bliver ufatteligt svær at høre bag de buldrende trommer og den, af mystiske årsager, meget mere mellemtone-prægede bas.

Det virker yderst mærkeligt at et band, der har så mange år på bagen, ikke kan finde ud af at sætte en lyd ordentligt sammen, for det er ikke kun spillestedet, der er skyld i, at lyden er totalt elendig. Bandet er fra 2005, men består af medlemmer, der har været i gamet lige lidt længere end det.

Vokalen er meget ofte skæv og fungerer ikke helt her til aften. Riffsene er sjældent rigtigt fede eller interessante at lytte til, når de da kan høres. Der er dog heldigvis tidspunkter, hvor musikken rent faktisk kommer op og svinge i et nogenlunde fornuftigt niveau.

Lyden nede på det nye High Voltage er desværre heller ikke med Benedictum, hvor alt buldrer og brager derudaf med kun sporadisk definition.
Scenen er ligeledes også en kende lille, og bandet virker til at have svært ved at finde deres pladser. Alt i alt formår Benedictum ikke at imponere synderligt her til aften, hvor særligt den dårlige lyd fra både bandet og spillestedet er med til at hive oplevelsen ned.

 

The Three Tremors
The Three Tremors består af nogle af de ypperste high pitch-sangere, som metalscenen har at byde på p.t., navnligt Sean Peck (Cage, Death Dealer, Denner/Shermann), Harry Conklin (Jag Panzer) og den uden tvivl mest populære af dem alle: Tim ”Ripper” Owens (Ex Judas Priest, Ex Iced Earth).
Det er altså i sandhed nogle stærke vokalister, der er gået sammen, men kan der virkelig være plads til så meget af det samme både i et band og da i særdeleshed også på en scene? Både og.

Bandet formår i langt højere grad at udnytte scenen og får da også hevet godt fat i publikummet på High Voltage. De tre herrer formår at fylde hele fronten af scenen, så det er ikke meget af backingbandet, som man reelt set får ordentligt med, men det er jo heller ikke meningen med lige netop det her projekt.

Der er ingen tvivl om, at det er vokalen, der er i fokus, selvom musikken langt hen ad vejen følger ganske glimrende med i et godt niveau og tempo. Det er jo også vigtigt. Et band er aldrig bedre, end hvad musikken leverer uanset, hvem der står og synger.

Personligt er jeg ret så glad for old school metal med højfrekvent vokal, og The Three Tremors skuffer bestemt ikke på denne front. Desværre er det præcis lige så unuanceret, som jeg havde frygtet. Der er ikke ret meget dynamik, når vokalen konsekvent ligger i den højere ende af frekvensspektret. Det havde klædt bandet at variere lidt mere, om end det netop er denne type vokal, der er varemærket.

Sættet består af en blanding imellem numre fra de enkelte vokalisters bands, hvor der ikke altid er tre vokalister på scenen, og naturligvis sange fra The Three Tremors eget album. Midtvejs i sættet kommer aftenens ”overraskelse” (det var egentlig annonceret før, så egentlig overraskende var det ikke) i form af danske Michael Denner, der spiller et par Mercyful Fate-numre sammen med bandet.
Det er et godt indspark at lige få lidt Mercyful Fate, og jeg tvivler ikke på, at netop dette har fået ekstra publikum ned. Trommerne halter lidt, men bandet har garanteret heller ikke fået øvet disse numre særligt meget igennem.

Lyden er kraftigt forbedret under The Three Tremors i forhold til den, Benedictum havde. Dette skyldes især, at guitarerne har mere mellemtone og derfor ikke drukner i de andre instrumenter.

The Three Tremors har leveret en glimrende opvisning i old school heavy, hvor det i længden blev lidt for unuanceret med de konstante højfrekvente vokaler.
Showet har været glimrende og egentlig fungeret bedre end forventet med tre mand i fronten. Desuden har det været en sjov oplevelse at opleve tre så store stemmer i så intime rammer, som dem High Voltage leverer.

Næste gang kan de dog godt fortjene en lidt større scene.