Hvad for et apparat?!

“Apparatus” af Apparatus fra 2015.

Et helt hyldest-album – for ikke at sige hyldest-band – til fiktionsmonsteret Cthuhlu i form af Blackened Death Metal-lyd. Det kan enten gå godt eller skidt. Det placerer sig et sted imellem.

Konceptalbums er en ting, men at københavnske Apparatus ligefrem dedikerer hele deres eksistensberettigelse til blæksprutteuhyret Cthuhlu fra H. P. Lovecrafts romaner, foranlediger spørgsmålet: Hvor meget kan de vride tomaten for at blive ved med at lave ketchup på den opskrift?

Nuvel, med en enkelt EP i ryggen og dette, “Appartarus”, som deres debutalbum ligger det spørgsmål da heldigvis ubesvaret hen et stykke tid endnu. Jeg lod høre, at bandet optrådte på den ‘hemmelige’ scene CopenHate ved dette års Copenhell. Jeg missede dem, og det gjorde andre vist også. Scenen var hengemt og næsten uannonceret, og lige det med hengemt er faktisk et godt referencepunkt til denne anmeldelse af “Apparatus”.

Stilen er som nævnt Blackened Death Metal, og første ørekast giver konnotationer til en mørk messe, dybt nede i en grav. Skiven har sine afbræk med ‘Sermon’ fra nummer et til tre, som viser alt fra teknisk snilde til at lulle en gåsehudsfremkaldende stemning frem. Jeg fik tanken, at det er som at opleve svenske Ghost i en VIRKELIG dyster udgave.Stemningen er nemlig den samme, men lyden er HELT anderledes. Det er ikke paven, men Satan i front, og dæmonerne spiller i baggrunden.

Teknisk miss
At kalde produktionen Black Metal-ish er misvisende, at kalde den velkomprimeret er også ved siden af. Der er mindre mudder end på fx en Hexis plade, men der er mindre sammenhæng end som ved Defilementory; begge, vi tidligere har anmeldt. Som sagt, en anelse skjulte elementer. Ikke helt grød, ikke helt velkomponeret.

Guitar- og bas-arbejdet sidder lige i skabet, men trommerne lyder for ‘hule’ i mangel af bedre udtryk. Vokalen virker også malplaceret i mixet. Måske er det en bare en sag om tilvænning, men jeg nåede bare aldrig så langt – og dog!

For halvvejs gennem pladen tager jeg på en og samme tid hatten af for musikernes tekniske formåen, men ryster mit hovedt foroverbøjet i sammen vending. For på “Apparatus” bliver der leget med alskens skæve indslag, abrupte rytmer og syrede tiltag. Som eksempel kan man tjekke klaverstykket i slutningen af nummeret “Spheres” ud…. Jeg mener: Er det en joke?!

Vinder vidder til sidst
Da vi når til “Miskatonic” bliver det forvirrede øjenbryn dog vendt til et smil. For hvor “Sermon”-indslagene hidtil var mine favoritter, bliver “Miskatonic” med ét mit favoritnummer! Den er EKSTRA dyster, hjemsøgende og isnende kold på den måde, hvor ord kommer til kort og sangen i sig selv bare SKAL opleves og ikke beskrives… Og så kommer næste nummer “King God” og overgår “Miskatonic”!

Derfor var jeg da også tæt på en højere karakter end gennemsnittet på tre horn, men de skæve indslag på de mange andre nummer gør desværre lytteroplevelsen for usammenhængende – også efter flere forsøg.

MEN musikerne er tydeligvis af den dygtig art, der gør, at det indledende spørgsmål måske bliver gjort til skamme ved en senere fuldlængde. Derfor er det et STORT tre-tal, Apparatus får med på vejen af denne anmelder.

“Ja, og hvad FANDEN kan vi så bruge dét til?!” tænker bandet måske. Det kan forhåbentligt give dem motivationen til at finindstille kompasset, når næste søgen efter det sagnomspundne bæst skal søsættes.