Anmeldelse af: Heartland Festival, Egeskov. 02. juni 2018.

Heartland Festival – hvad er nu det for en festival?

Det er lørdag, og det er tredje og sidste dag på årets Heartland Festival og udsendte københavnere på udflugt, fotograf Kristian Gade og undertegnede, har kl. 12.00 netop ramt festivalpladsen på vores Heartlandic Virgin Tour. Det er festivalens tredje år, og med melding om næsten udsolgt tæller vi omtrent flotte 18.000 glade sommergæster i omgivelserne ved Egeskov Slot i Kværndrup, Fyn.

 

Vi ser hverken den klassiske festivals-tømmermændsubehag eller fuldemandsidioti blandt publikum her i den bragende, bagende sommersol og små 30 graders varme.
I stedet ses små klaser af smukke, solbrune livsnydere, der hænger ud på diverse terrasser med skaldyr i den ene hånd, rosé i vinglas (der er lavet af rigtig glas!) i den anden og har kvalitative samtaler om gårsdagens bedste TALKS med andre repræsentanter af den kreative klasse.

Jeg har aldrig været på en festival før, hvor alle lader til at være så rene og have helt rent tøj på, men det er scenariet her. De nystrøgede skjorter og elegante sommerkjoler er i overtal og dagens rekvisit er da også den gode gamle stråhat. Festivalgængerne popper op i alle voksne aldre, og dertil løber mange børn rundt og hygger sig i solen også. Hvis et pænt villakvarter blev tryllet om til en festival, så ville det nok se nogenlunde sådan her ud, og man skal nok kigge meget langt væk for at finde ballade i gaden.

  

Når vi bevæger os rundt på pladsen, mærker vi, at gæsterne her har fundet en kollektiv ro og et yderst langsommeligt tempo, som de slentrer med maks en kilometer i timen henad det gule græs og grusstierne, og man skal følge efter i kø. Det går meget langsomt, især når man netop er ankommet og har fart på generelt.
Men til gengæld er der intet postyr eller slåskampe i sigte, og folk opfører sig pænt og nydeligt, og der er opstået en fælles forståelse for, at man ikke råber eller grisser her, og at alle former for affald jo hører til i en skraldespand og ikke på jorden.
Det må jo siges, at være meget godt klaret af 18.000 mennesker, trods der ikke er meget rebelsk stemning at komme efter. Her tager man ikke på festival for at blive doom-smadret, men for at blive oplyst og hygge sig. Med alle nye sanseindtryk i kroppen, glæder vi os som idioter til at se, hvad dagen vil bringe i form af live-musikoplevelser.

 

Fribytterdrømme
Den første koncert, vi skal opleve på Heartland, er af de danske syrerockkonger, Fribytterdrømme, som vi også har anmeldt for nyligt, da de spillede på Hotel Cecil, hvor kvitterede med magiske fem stjerner for en magisk koncert.
Kontrasten fra koncerten i en mørk, københavnsk kælder er imidlertid stor, som klokken slår 13.15, og solen står på sit højeste, når Fribytterne indtræder på Highland (udendørs)scenen foran et ret sobert publikum, der til gengæld er mødt talstærkt op.

 

Når man er et band, der plejer at spille numre, der varer op til tyve minutter, så sætter det 45 minutter lange (korte) show en lille stopper for, hvor meget man kan nå at fordybe sig i syrens tegn, men Fribytterne leverer et stabilt og yderst velspillet set, der startes ud med de større hits, “Verden Ender For Dine Fødder”, “Pteranodon” og “Hallusignaler”.
Vi savner lidt mere festlige, lysende lamper og scenerøg, som endelig tager til under “Himmellegemer” og sætter lidt mere gang i det varmeramte publikum, der nu begynder at bevæge på sig i begejstrede hop og klappen.
El-spaderne og trommen er dominerende – netop som vi rockelskere kan lide det – og koncerten er i det hele taget mere rock, end hvad den er farvestrålende syre.

 

Tempoet bliver sat ned, som forsanger Lau Pedersen indleder “De Elysianske Mysterier” med ordene “Jeg kan mærke varmen…. Fra dine hænder…”. Det er for mig hér, at denne koncert peaker i det, at der nu er plads til frisættende fordybelse og at få en ægte sommerstener på, hvilket passer så temmelig fint til dagens høje temperaturer.
Senere når vi lige at få vores psykedeliske briller på, og publikums store entusiasme kommer til udtryk i glæde, dans og endda crowdsurf, og koncerten afsluttes med bravour på original og rebelsk rockstjernemanér med kastede strengeinstrumenter og væltede trommer ud over hele scenen.

 

Alt i alt en flot rockkoncert, som man kan tænke sig, ville have en lidt anden karakter, hvis den var foregået i sommeraftenen med lidt promille og en god drink i hånden, da dette setup nemlig klæder Fribytterne så skideflot.

 

Vi er blevet sparket godt i gang i rockens hjerte og kvitterer med 4,5 stjerner.

 

The Savage Rose
Der er jo ikke meget mædl over Savage Rose, men til gengæld er sangerinden Annisette indehaver af en af Danmarks mest sjælfyldte rockmama-stemmer, og derfor fortjener de et par ord med på vejen. Jeg var selvfølgelig blandt publikum, da Savage Rose okkuperede Heartlands store scene, Greenfield-scenen, og fandt min indre “Wild Child” frem og lod mig medrive i den hjertevarme, inderlige optræden af Annisette, to smukke sangerinder og en flok sublime instrumentalister.

 

Solen brager fortsat igennem i sådan en grad, at publikum kollektivt bader i et tykt lag hudfugt, og flere tager t-shirts på hovedet for derefter at hælde vand ned over sig selv i håbet om en smule afkøling.

 

Til slut valgte bandet med savage-attitude at forlænge koncerten og bragte den snart 40 år gamle sang “Palæstinas Sang” i spil og med et omkvæd, der bevægede sig i kor og gentagelser, gik vi fra koncerten med ordene: “Jeg venter på jer. Jeg venter på jer, til I kommer.”

 

Med bare tæer på den glohede, sorte scene sang Annisette sit hjerte ud med lange, hæse powerskrig, huskede hun os på, hvad kærlighed og empati er, og lod os alle stå måbende med varme hjerter.

 

En smuk koncert, der fortjener en af hjertet taknemmelig 4’er herfra.

 

Pussy Riot
Den tilbagelænede feinschmeckeridyl bliver kortvarigt afbrudt, da Pussy Riot kl. 18.30 gæster Highlandscenen. Med en semi-langtrukken, men dramatisk og aktivistisk spoken statement-intro til verdens 20+ mest problemfyldte emner, herunder korruption, fattigdom, Putin, Trump, globalisering, industrialisering, osv. (!) bliver publikum mindet om, at Pussy Riot ikke bare er en almindelig musikbooking på årets festival, men simpelthen et af dagens samtaleemner i form af et russiskt, feministisk punkkollektiv, der op til flere gange har været i nærkontakt med de russiske fængsler og de internationale medier.

 

Ind på scenen træder to figurer og placerer sig bag DJ-pulten.
De er iklædt neongule elefanthuer med huller til øjne og mund, 90’er-joggingtøj og en vred og hård banan-agtig attitude. Med en kombi af tung bas og russisk spoken er vi ligesom godt i gang med det samfundskritiske sceneshow.
Endnu to medlemmer af gruppen hopper ind, og der sprøjtes dakkedak ud mod publikum med vilde hop og armene i vejret i noget, der ligner en halvgakket Melodi Grand Prix-koreografi, der har hentet inspiration i Teletubbies.

 

Publikum derimod står mere stille, nærmest måbende, og har lidt svært ved at følge med – af flere årsager. Først og fremmest er publikum her ikke en fanskare, der står klar til at synge med på sine yndlingssange, men nærmere er de mødt talstærkt op for at opleve fænomenet Pussy Riot og at efterfølgende kunne reflektere i fællesskab over oplevelsen, som det jo er kutymen her på Heartland. Derudover er det også svært at følge med, i det teksterne primært synges på russisk. Barmhjertigt nok introduceres de fleste sange på engelsk ved kort at give en rebelsk bemærkning om, hvad den handler om, som f.eks. ‘de ikke-eksisterende præsidentvalg i Rusland’ eller ‘hvordan det er at være i fængsel’, og derefter pløjes der løs på russisk igen.

 

Der foregår lidt for meget neon-hyperaktivitet til, at jeg kan overskue det og vælger at gå lidt på opdagelse i festivalens udvalg af drikkelse i stedet for.

 

Mew
Sommeraftenen gør sit indtog på Heartland og går hånd i hånd med Mew, der skal til at spille på Highland-scenen. Det er længe siden, jeg sidst har set en Mew-koncert, og lidt er sket i besætningens struktur siden. Ikke desto mindre er det et modent og stilet band af sortklædte, silverfox-mænd og den evigt ungdommelige Jonas Bjerre, som træder ud på scenen godt 20 år efter, de spillede deres første koncerter.

 

Jeg står iblandt et tætpakket publikum, som Mew slår an til, hvad der skal blive en kavalkade af store hits, som alle mine medmennesker i miles omkreds – mig selv inklusiv – kan udenad. Den nyere “Repeaterbeater” åbner ballet, efterfulgt af “Special”, hvortil blå og grønne powerlamper får os til at danse i takt med trommen og hvinende synge med på den indøvede tekst.
Alle lyde er så velkendte, at de sidder på både bandets og publikums rygrad, og alle omkring mig ville standse op på et splitsekund og bide mærke i, hvis bare en enkelt tone lød forkert.

 

“Aaaare you? My lady, aaaree you, my lady, aaaaaree yoooou, areeee yoooou?”. Jonas Bjerre strækker sine vokaler lige tilpas længe, da “The Zookeepers’ Boy” spilles og der nu ingen vej tilbage i denne fællessang af en hyldest til de danske rockstjerner, der nærmest frembringer en stolt nationalfølelse hos undertegnede.


Særlig intimt bliver det, da Johan Wohlert på elbas fortæller om, at dette fynske område på mange måder er et nostalgisk hjemme for Mew-medlemmerne, og at hans egen mor bor blot lidt længere nede af gaden.

 

Det viser sig, at vi nu skal være vidner til en gennemspilning af hjertekære Frengers-album, der i år også har 15-årsjubilæum. Aftenen passerer de 22, og det er ganske enkelt nu, at rock skal opleves live. Publikum er blevet godt festival-fulde, men på den fede måde, og giver sig hen og synger med i en lykkelig forløsning med armene ud til vejret.

 

Mew på Heartland Festival er den mest noble koncert, jeg længe har set. Velspillet og elegant ud til fingerspidserne, og trods tyve år i bandhistorikken viser Mew, at de er i topform.

 

 

Heartland Festival
Jeg erkender, at der ikke er meget metal at komme efter på denne festival. Alligevel kan denne festival noget helt særligt. Heartland er en voksenfestival for folk, der ikke har behov for at skeje ud, men derimod har disciplin og lyst til at lytte og lære. Det er uden tvivl den pæneste festival, jeg nogensinde har været på og nogensinde skal på.

 

TIl gengæld har jeg lært disse ting:

  1. Det er måske ikke så slemt, at man kollektivt er enige om at rydde op efter sig på en festival. Måske er det faktisk meget rart.
  2. Man kan godt tage på festival og drikke vin af vinglas uden at gå på kompromis med sin badass attitude.
  3. Hvis man skal have det fulde udbytte af Heartland Festival, skal man være der i alle tre spilledage. Det er sådan, at man bedst når ned i gear og kan nyde den langsommelighed, der er på festivalen.


Alt i alt: Stor cadeau til Live Nation-folket, der også står bag vores kære Copenhell for at skabe endnu et helt gennemført festivalunivers, der klæder det danske land så flot.

Lige så mædl-sort som Copenhell er, lige så roséfarvet er Heartland Festival.

 

— Tak for i år! —

 

Herunder kan du se et udvalgt galleri fra de nævnte kunstnere fra vores udsendte fotograf, Kristian Gade: