Symfoniske hymner i ildnatten

Anmeldelse af AKOMA – Revangels. Udgivet på Massacre Records.

 

Det var med en hvis portion skepsis, at jeg sagde ja til opgaven at anmelde danske AKOMAs debut, “Revangels”, da den her genre, de gør sig i, symphonisk metal, ligger langt fra, hvad jeg lytter til på normal vis. Når det så er sagt, så ser jeg mig selv som en generelt åben og fordomsfri person, også selvom jeg med et glimt i øjet blandt venner kalder genren for Grand Prix Metal, så tager jeg gerne en udfordring op, når den bliver givet.

Her på Bornholm har vi et middelaldercenter, som afholder ildnætter i løbet af sommeren. Det var det første, jeg kom til at tænke på, da jeg satte mig ned for at lytte til AKOMA. Måske er det påklædningen, måske musikken, eller bare en blanding, der fik mig sendt retur til middelalderen og deres hymner. Kvintetten rejste dog ikke nær så langt som jeg, da de indspillede denne debut, men dog en tur uden for landets grænser, nærmere bestemt Tyskland. Her har de indspillet hos Alexander Krull og hans studie, Mastersound Studios, hvilket har resulteret i et rigtigt godt lydbillede på “Revangles”.

Forsanger Tanya Bell har en rigtig god stemme, der har en god fylde og en god klang, men jeg savner lidt modspil af enten en mandevokal eller growl, da det i længden bliver en anelse ensformigt med sopran, og jeg begynder at kede mig. Det skal dog siges, at der ligger lidt dyb vokal enkelte steder, men langt fra nok til at tilfredsstille en kræsen mand som jeg. Morten Bell og Andreas Pedersen pisker deres guitarer og pumper gode riffs og leads ud, mens Stefan Nielsen på bassen sørger for en god fast bund, som jeg til gengæld savner lidt i vokalen. Lergryderne bankes sikkert og godt på plads af Rune Frisch, som både behersker de langsomme og de tempofyldte stykker. Trommerne gør så meget for mig på dette album, da man virkelig kan høre de fede rundgange og ikke mindst legen med stortrommerne, som en kok der tryller med sine gryder til Bocuse d’Or.

Jeg vil gerne have lov at fremhæve et par sange, som jeg selv nyder. Change Of Propensity, er den sang der har sat sig mest fast i øret hos mig, og jeg tager mig selv i at gå at nynne den fra tid til anden. Et par andre skærringer, jeg gerne vil gøre opmærksom på, er, ”Mesopotamia”, der med sine pianostykker giver en fed stemning; ”Hands of Greed”, der med sin intro tager mig direkte ind i et afsnit af Game of Thrones, samt balladen ”Humanity”. Ja, jeg ved godt, at jeg ikke har fremhævet tittelnummeret, ”Revangels”, med Liv Kristine, men det gør jeg så alligevel, da denne duet også har sat sig ganske godt fast i mit andet øre.

AKOMA har da helt sikkert en fremtid i musikken, men hvor stor den symphoniske metal-scene er herhjemme. må jeg ærligt talt sige, at jeg ikke ved en dyt om, da det som sagt ligger langt fra det, jeg normalt begiver mig ud i at lytte til. Jeg vil tro, at det store udland er mere værd at satse på end det lille metalmiljø herhjemme, men sæt mig gerne i gabestok på torvet i Rønne, hvis jeg tager fejl. Jeg skal nok levere de rådne tomater…

Her har du mulighed for at tage et kig og få en lytter på ”Revangels”:

Mærkater: ,