• Chelsea Wolfe
  • A Perfect Circle
4

Anmeldelse af: A Perfect Circle + Chelsea Wolfe. Forum Black Box, Kbh. 12. december 2018

Aftenens oplevelse i Forums mørke omgivelser blev en betagende mindetur uden nogensinde at blive uforglemmelig

Foto: Lykke Nielsen

Jeg vil lige starte med at “afsløre”, hvad bevægggrunden for at vælge påmeldte overskrift er: Musikken var hypnotiserende, om der så var tale om opvarmningen, Chelsea Wolfe, eller selve hovednavnet, A Perfect Circle, mens fortids-delen hægter sig på, at ingen havde deres telefoner fremme.

Det måtte man ikke have, og det blev endda meldt (to gange!) over højttaler-anlægget, kort inden A Perfect Circle gik på.

Jeg havde godt kendt til cirkelens politik ved deres koncerter i nyere tid og fandt det oprindeligt lidt diktatorisk at belemre publikum med, hvordan og hvorledes de havde lyst til at opleve koncerten, da det – irriterende eller ej – stadig er op til hver enkelt individ i min optik, hvordan de vælger at spendere deres billetpris, som hin dunkle aften i Forum beløb sig op i svimlende 500 kroner!

Men hvor var det rart at se publikum, der dog lod til at have en relativ høj gennemsnitsalder, agere hovedløse høns over, at koncertdatoen for sin vis kunne være lagt i 2005, hvor smartphones ikke var udbredte, da publikumsmedlemmerne denne aften lod til i starten at have en attitude a la: “Skal jeg så rent faktisk opleve musikken UDEN at være låst fast bag en skærm, der optager i dårlig kvalitet både video- og fotomæssigt?!”

Det lod dog hurtigt til at blive en konsensus om, at det godt kunne lade sig gøre (for ellers blev man smidt ud – og det skete da også, lod jeg mig bemærke!)

 

Chelsea Wolfe
Før den perfekte cirkel skulle forsøge at gøre deres koncert på dette års Northside Festival værdig, skulle der ske en opvarmning i form af amerikanske Chelsea Wolfe med sit ensemble.

Det blev til en lille time med nogle bevægende, hypnotiserende sange, der tog mig tilbage til nævnte årstal, hvor jeg oplevede mine første koncerter helt grøn, og lod mit sind og krop gøre, hvad de havde lyst til i respons til, hvordan musikken påvirkede mig.

Jeg stod næsten forrest under ulvens optræden, og jeg var grebet i hendes favntag fra start til slut, selvom jeg ingenlunde kendte nogle af hendes sange andet, end at min musiske vennegruppe mente, at jeg havde noget positivt i vente – og de fik ret.

Hendes eksperimenterende, doom-metalliske goth-rock (som jeg erkender, jeg har lånt udtrykkene fra Wikipedia for at ramme nogenlunde korrekt i min kategorisering af hendes musik) bjergtog mig; og selvom der var knas med bassen i starten, så blev hele lydbilledet rettet til, hvor især trommeslageren imponerede mig.

Chelsea Wolfe er ganske givet markant langt fra, hvad jeg normalt oplever live, men det var en kærkommen afveksling og noget, som jeg er jublende lykkelig over, at jeg lod mig fortabe i, som var jeg atter en 15-årig nysgerrig koncertgænger.

Dog har jeg det stadig svært med musikere, der insisterer på en indadvendt performance uden henvendelse til publikum og samtidig ligner nogle slagne emo-typer, der egentlig bare vil have koncerten overstået, så de kan komme videre i teksten – hypnotiserende musik eller ej.

Men så er vi også ude i at gå efter spilleren og ikke bolden, og det ødelagde (næsten) ikke mit helhedsindtryk af en uforglemmelig oplevelse.

 

A Perfect Circle
Som nævnt skulle vi lige sættes igang med en: “Få SÅ de satans telefoner væk!”-besked over anlægget (parafraseret), men så var der ellers lagt i ovnen til cirka halvanden time med – nok mest kendte – forsanger Maynard James Keenan (du ved jo nok, ham fra Tool, der også kommer til Copenhell næste år) og hans kompagnoner i den perfekte cirkels sfære.

Nu vi befinder os på bekendelsernes ø, vil jeg godt indrømme, at A Perfect Circle ikke er et band, jeg er vokset op med, og modsat andre bands – såsom Tool og System of a Down – der også holder lange pauser mellem deres albums, så var det først ved bandets nyeste udgivelse, Eat the Elephant, at jeg lod mig fange af bandets alternative metalliske lyd.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet af koncerten, som jeg dog havde glædet mig til på mange parametre, og jeg kan egentlig ikke fælde en personlig dom fyldestgørende (men som musik-kritiker kan jeg kun sige, at musikken blev leveret bravt, skarpt og intenst, mens lysshowet var med til at fange en som beskuer under hele koncerten).

For bandets sange var fængende, besnærende og fængslende, men uden at deres performance transcenderede noget, der gjorde oplevelsen uforglemmelig for mig, om de så spillede nyere eller gamle sange.

Jeg er sikker på, at hvis man var/er stor fan af bandet, så var dette en formfuldendt koncert, men for mig gik jeg mere derfra med en følelse af: Nå, så fik jeg da også set dem.

Når jeg ser tilbage på koncertåret 2018 (som vi vil gøre her på Metal A Day i den kommende tid) i fremtiden, så tror jeg stadig, at Slayer-oplevelsen vil stå som afrundingen for året, indtil jeg lige en passant kommer i tanke om, at “Nå ja, jeg oplevede da også A Perfect Circle!”

Det skal dog ikke ligge bandet til last for, at de bestemt leverede en genial koncert her, set ud fra de skeptiske briller, hvor de holder et højt niveau, når vi også iberegner deres performance i Jylland tidligere på året.

 

Her er et par billede fra aftenen af Lykke Nielsen: