I kernen uden udsving

Attila med Carcer City og The World Alive i pumpehuset

Anmeldelse af: Attila m.f., Pumpehuset. 19. april 2017.

Forventningerne var sat til enten fadæse eller fænomenal fest – ingen af delene hændte…

Forud for denne core-aften med Attila, hvor Carcer City og The World Alive var opvarmning, havde jeg sammen med nogle andre fremmødte drøftet tankerne om udfaldet for dette gig. Vi var ret enige om, at det enten ville blive en uforglemmelige aften, hvor specielt Attila ville ramme en hidtil uhørt storform, eller også ville bandet falde fælt til jorden i en malstrøm af backtrack og diva-attitude.

Overordnet set, skete ingen af delene. Og det var jo sådan set fint nok. Det blev aldrig en uforglemmelig aften, men bestemt heller ikke en skidt omgang. Lad mig gennemgå hvert band slavisk for dig:

Carcer City:
Den første opvarmning bestod af engelske Carcer City, der har ni års liveerfaring og tre plader i baghånden at spille ud fra. Det placerer bandet i den gode mellemvare, og det var også cirka, hvad jeg fik leveret denne aften. Mine noter siger djentet metalcore. Der var bestemt leg med djent-finten på guitaren denne aften, og bassen var endnu mere legende og eksperimenterede, uden at lydbilledet nogensinde blev nyskabende.

Den charmerende og allestedsnærværende forsanger, Patrick Pinion, var en semi-god indpisker, der fik høstet aftenens første moshpit med det minimale fremmøde, der havde fundet frem til Pumpehuset på daværende tidspunkt 45 minutter efter åbning af dørene.

Desværre var sættet så kort – omkring en stor halv time – til, at jeg kunne nå at fordybe mig i musikken og samle et helhedsindtryk af bandet. Men efter hjemvendt koncertvandring noterede jeg mig da lige bandets seneste udgivelse, som noget, der skulle tjekkes ud senere. Det er et stort plus i min bog, at man stadig kan nå at sætte et lille markant i hukommelsen til, at det skal tjekkes ud senere.

The Word Alive:
Så var de her igen! På kun én måned er drengene fra Arizona, USA forbi Danmark igen. Sidst varmede de op for Asking Alexandria i Amager Bio. Her var vores udsendte anmelder godt begejstret for dem. Jeg havde i forvejen ikke det store kendskab til dem, men denne gang ville jeg gøre en ekstra indsats for, at jeg fik den fulde live-oplevelse modsat ved Carcer City, så med min bedste ven i den ene hånd (hr fadøl) gik jeg helt frem til scenekanten og afventede eksekvering.

Og sikke da en eksekvering! Men jeg understreger med det samme, at bandet var gennemsnitligt af lyd, opførsel og virkemidler. En art metalcore med brug af elektroniske virkemidler hist og pist og akrobatisk opførsel, som var man til karlegymnastik klokken 06.30.

Men bare fordi opskriften er set og hørt utallige gange, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre det godt live. Jeg istemmer min medarbejder fra koncerten i Amager Bio, at bandet er energisk, og sangene fra dem var da heldigvis forskellige nok til, at man kunne skelne dem fra hinanden (lyden denne aften var for resten helt fin!)

Jeg nåede da at blive godt opslugt af bandets performance helt foran. De er bestemt godkendt, men det så heller ikke et band, jeg vil valfarte for at se igen, men jeg takker da ikke nej, hvis de er i det lokale pastorat igen – men de må godt vente et par måneder med at kigge forbi.

Attila:
Uha, så skulle slaget stå med amerikanske Attila og den karismatiske forsanger, Chris Fronzak, som trækplaster og blikfang. For lad os bare være ærlige, bandets udvikling af deathcore-band med hiphop-attitude til metervare metalcore er ingenlunde interessant, ja, nærmest gennemsnitlig. Men bandets (læs: forsangerens) evne til mytedannelse og kontroversielle udtalelser har gjort dem garant for omtale nær og fjern.

Og hvad skete der så, da de gik på scenen? Ikke det store. Jo, Fronzak havde da solbriller på og en halvt om halvt larger than life-attitude over sig. Sangene denne aften var hovedsageligt hentet fra de lidt mere “lyttervenlige” skæringer fra deres eneste udgivelser. Der var sådan set intet at klare over, hvis man er fan af bandet. De spillede fint. Det var okay. Ikke mere at se her.

Jeg ville et eller andet sted ønske, jeg kunne have gået hjem med en “Årets skandalekoncert” eller “Attila leverer overraskelsen” som overskrift til denne anmeldelse, for sidst jeg så dem, var der lidt mere attitude og personlighed, så en levering i den ene ende af det store spekter havde bare været sjovere.

Men ret skal være ret. Det var en godkendt koncert. Men jeg kan næsten garantere, at den her koncert ikke er blandt top fem-koncerter fra i år, når 2017 går på hæld. Den efterlod intet storladent indtryk af den gode eller negative slags.

Tjek et par billeder fra vores fotograf Guillaume Blanjean ud her:

 

Mærkater: , , ,