Clutch, Store Vega, 04. december 2015

Koblingen var afmonteret, bremsen var fjernet, og speederen var helt i bund fra start til slut. En fest for de ferme, der dog tangerede en anelse monotoni og brakket vokal til tider

“I don’t know what to say?” proklarede forsanger Neil Fallon midtvejs i Clutch-koncerten under en af bandets meget få pauser mellem sangene.

Men gamle dreng, du behøver slet ikke sige noget, når musikken er så højoktans sen-blues med Hard Rock-rytmer, som fik blæsevejret ude foran det københavnske spillested til at ligne en prut på et plejehjem fra 87-årige Olga.

For der blev nemlig ikke sparet på det sprængfarlige krudt, da Clutch – til en i mine øjne sjældent set ophidset/begejstret publikum i et udsolgt Vega – trykkede pedalen HELT i bund fra start til slut.

Bandet havde den utilsigtede tvivlsomme ære at have den sidste koncert på det hedengangne The Rock i indre København, og sidste år rev de Copenhell ned til en eminent koncert. Folket var da derfor både spændte og stod samtidig presset helt fra balkon til balsal i Vegas lokaler denne aften.

Beklageligvis kunne Fallons vokal ikke matche hans djævle-besatte bevægelser på scenen: Den blev ofte lidt mudret. Det ødelagde dog ingenlunde et godt helhedsindtryk.

Jo tak! Men der manglede da noget alligevel…
Setlistet denne aften var hovedsageligt spækket med sange fra deres nyligt udkommet album, “Psychic Warfare”, men der var også plads til klassikere som “The Mob Goes Wild” (og det gjorde vi!) og the “The Dragonfly”. Det var en oplevelse at se resten af bandet til tider være nærmest stillestående som et art hyret orkester i kontrast til forsangerens vilde udskejelser på scenen.

Manden havde ellers ikke mange ord tilovers til publikum, når chancen bød sig. Generelt var publikumskontakten relativ lav. Rolig! Jeg forlanger ikke en kombination af Abraham Lincoln parret med Martin Luther Kings taler, når muligheden er der, men det bibringer bare noget ekstra at indrage publikum under en koncert.

Men det er upåagtet unfair at klandre bandet for den slags, når musikken taler sit tydelige sprog. Den samme effekt har fx System of a Down-sideprojektet “Scars on Broadway” også live.

Det bringer mig til årsagen om, hvorfor vi ikke kommer op på de fem stjerner, når nu der var rigeligt med benzin i maskineriet rent musisk. Det har ganske enkelt noget med én enkelt sang at gøre – eller rettere sagt fraværet af den.

De spillede den på Copenhell, den blev spillet (mindst) tre gange på Zeppelin Bar forud for koncerten på anlægget. Før jeg bliver brændt på bålet med samme benzin, så vil jeg bare sige, at det første, jeg kunne høre, da min tinnitus havde lagt sig efter koncerten, var en gut, der spurgte hovedrysteden: “Spillede de overhovedet “Electric Worry?”.

Nogle publikummer kalder den sang mainstream og ikke særligt repræsenterende for bandets reelle bagkatalog, jeg kalder det for et forkert fravalg, som mindst 50 procent af publikum ventede på, at bandet som minimum ville lukke ballet med.

Hvis du stadig mener, at denne anmelder er DÅM, så se bort fra de sidste paragraffer og hæft dig ved dette: Clutch har stadig evnen, sangene og attituden til at sparke dig fra december og ind i det nye år. Så jeg er allerede på vej til januar-udsalg!