-
Natjager
Anmeldelse af: Natjager. Copenhell, København. 22. juni 2018
Natjager var et pudseløjerligt indslag til Copenhell 2018. De gjorde, hvad de kunne, men langsomt tempo og for meget diskant lyd (og til dels autotune) var ikke noget, der tog mest opmærksomhed
Jeg lod vide, at Tainted Lady havde et større fremmøde end ved denne koncert med Natjager. Og Exodus, der næsten spillede samtidigt, var tæt på at overdøve Natjager under hele koncerten.
Men lad os da bare adressere metal-elefanten under koncerten allerede nu: Autotune på vokalen. Normalt er metalfolket modtagelige for forandringer og nye indslag, men danske Natjagers forslag på popvenlige-skrevne sange a la Linkin Park anno 2000 i b-version med alt for meget diskant live og dermed manglende bund, var ikke noget, der synderligt interesserede de fremmødte.
Ærligt talt er jeg bestemt fan af bandet. Jeg elsker musikken på plade, men jeg tog helt uventet mig selv i at fnise flere gange af den vokal med autotune. Det passede bare ikke ind live til Copenhell.
Og de udvalgte numre til koncerten – selv de nye, “Konkylie” og “Diamant” – foregik i et så slæbende tempo, at det publikum, der havde sovet længe og først var vågnet nu, ikke ligefrem blev vækket.
Selv mine favoritnumre, “Tyler Durden” og “Ingenting” kunne ændre på dette live, specielt sidstnævnte med sit forholdsvis hurtige tempo, reddede ikke en langsommelig performance.
Jeg hader selv den slags termer her, men: Godt forsøgt, drenge, men I kunne måske have gjort det bedre senere på dagen uden kamp med Exodus og diskant lyd.
Mark Stoumann var på pletten som fotograf og fangede følgende:
