Anmeldelse af: Heilung. Avalon, Roskilde Festival. 06. juli 2018.

Heilung imponerede med en koncert udover det sædvanlige på årets Roskilde Festival.

Jeg har været spændt i lang tid på at endelig at få oplevet sensationen, som Heilung vel efterhånden er ved at have skabt sig et ry for at være. Rent ud sagt synes jeg, at dette er et intet mindre end et ufatteligt spændende og super ambitiøst folk-projekt – muligvis det mest ambitiøse i Danmark nogensinde.

Med en forsinkelse på lige knap 15 minutter begynder der at lyde fuglekvidder ud af højtalerne ved Avalon. Særpræget måde at starte en koncert på, men når nu vi taler om noget folk, der forsøger at være så originalt, som Heilung forsøger, ja, så er den sgu købt.

Scenesetuppet er mildest talt imponerende. Man kan virkelig mærke, at der er blevet lagt meget energi i ikke blot sceneopbygningen, men ligeledes i de kostumer, som medlemmerne i bandet bærer. Særligt imponeret er jeg over Maria Franz’ påklædning, som utvivlsomt er noget af det smukkeste, og alligevel mest dystre og uhyggelige, jeg til dato har set.

Vokalerne er ikke blot særprægede, de er til tider også decideret makabre og grumme. Særligt er Kai Uwe Fausts vokal ufatteligt grim på den absolut fedeste og mest passende måde. Det er hæst, og det virker ufatteligt autentisk henad noget strubesang uden egentlig at være det. Modsat den hæse og grimme røst fra Faust, er Franz’ vokal ufatteligt smuk og lægger sig derved som en strålende kontrast til Fausts grumme og dystre vokal.
Der skråles godt i baggrunden, hvor der i løbet af koncerten kommer et kor af skjoldsoldater ind. Dette er virkelig med til at sætte en helt særlig stemning og bidrager kun positivt til helhedsoplevelsen af koncerten, som værende et unikum. Disse statister gør alle et glimrende arbejde og løfter helt klart stemningen et ekstra hak. Det autentiske er i højsædet og springes kun ved, at der står en MacBook på scenen, der formentlig bruges til at styre de forskellige samples og lyde, som der benyttes. Havde man skulle køre den helt ind på autenticitet, havde denne computer skulle stå ude bagved scenen og blive betjent derfra.

Sammenspillet, på trods af at langt størstedelen er trommer, sidder lige i skabet. Det samplede fra computeren fungerer som bindemiddel mellem de mange trommer og vokaler og skaber en helt særlig og unik atmosfære. Lyden er ligeledes glimrende igennem hele koncerten, på trods af at Franz’ vokal godt måtte få et lille hak op i niveau, så den kunne gå bare lidt mere igennem.

Henimod slutningen af koncerten begynder showet at eskalere. Lysshowet bliver strammet op med en rigtigt fed brug af strobelys, og krigerne begynder nu at bevæge sig helt udover scenekanten. Ja, flere af dem hopper helt ned på hegnet foran publikum og står og brøler intimiderende. Jeg er mildest talt imponeret. Jeg kan ikke huske nogensinde at have set så autentisk og totalt gennemført et show.

Heilung fortjener i sandhed al den hype som de har omkring dem – og mere til!

Fotograf Mathilde Maria Rønshof fremtryllende følgende stemningsbilleder med sit fotografiapparat fra koncerten: