Anmeldelse af: Death Cab for Cutie. Store VEGA, Kbh. 10. februar 2019.
En regnfuld søndag aften bevægede dette forvirrede metalhovede sig på afveje ind i Vegas store oplyste sal. Koncerten var udsolgt, salen var pakket til bristepunktet, og aftenens program stod på indiepop og rock med et hint af rock and roll!
Du kender måske følelsen af, at ville kaste dig ud i det ukendte, men ikke føler dig fuldkommen parat. Du drikker ikke din første kop kaffe skoldhed og sort, men tildækker den bitre smag med lidt fløde og sukker.
Det samme gælder sig i musikkens mangfoldige verden! Hvis du føler trang til at prøve dig af med noget, som er lidt hårdere og råt end NOVA FM, så sluk for radioen, træk i din bedste rullekrave, snup en kop græskar-te fra StarBucks og kom med ind og nyd en aften i selskab med verdens mest kendte rockband, som ingen kender: Death Cab For Cutie!
Bandet blev denne aften bakket op af deres venner fra New Zealand: The Beths, som virkede som et super supplement til denne aftens rå musiske oplevelse med lidt sukker og fløde!
The Beths
Fire gymnasievenner fra New Zealand, som spiller indiepop og er kendt for at bruge alle bandmedlemmers stemmer til at harmonisere og skabe energifyldt feel-good musik, hvad kan dog gå galt?
The Beths har i den grad potentiale og talent, og med kun fire år i branchen klarede de sig rimelig godt på den store scene. De slyngede melodier ud, som lød præcist som introen til en plat amerikansk comedy/romance-serie fra 90’erne, og det var på en måde ganske medrivende.
Den mest dominerende stemme kom fra bandets eneste kvindelige medlem, Elizabeth Stokes, som stod solidt plantet foran sit stativ med guitar i hånden. Stemmeføringen forekom en smule monoton og anonym til tider, men havde sin unikke charme i dens spinkle rene rungen.
På trods af at sangene i sig selv havde rigeligt med karakter og gav den ægte feel-good-sensation, så gik luften lidt af ballonen med meget lange pauser mellem sange, hvor guitarer skulle justeres og stemmes til. I disse pauser bliver der ikke sagt vældigt meget, og personligt kunne jeg have nydt godt af 1-2 platte jokes til lige at fylde den lettere akavede stilhed ud.
Bandets medlemmer havde dog en dejlig selvironisk scenepersonlighed og kom godt igennem aftenens setliste med en samling af rytmiske indiepop-beats. Når man, som jeg, er forvænnet med mindst 1-2 moshpits før klokken bliver 21, var det en verden til forskel at se, at samtlige publikum medlemmer faktisk stadig stod, hvor de stod, da de kom. Der var en overordnet god stemning i salen, og på trods af at musikken ikke ligefrem bød op til dans, så virkede publikum til at være varmet godt op!
Death Cab for Cutie
Salen var pakket til bristepunktet, og fra scenekant til bardisk stod mennesker på rad og række. Utallige synes at være forelskede kærestepar, som stod sammenslynget som et andet snobrød klar til at blive varmet op af aftenens næste og i den grad største indslag.
Death Cab for Cutie skulle denne aften angiveligt byde på deres med Rock n’ Roll-set nogensinde, så jeg var naturligvis meget spændt.
Bandet startede ud med to numre fra deres nyeste album, Thank You For Today. Numrene bestod af hurtige rockede beats med skarpt fokus på guitarens syngende riffs. Forsangeren, Benjamin Gibbard, synes ikke at kunne stå stille på noget tidspunkt – han hoppede, dansede og svajede nonstop, mens han sang for livet løs med stor indlevelse.
Ud fra bandets navn skulle man tro, at musikken her var fra metalverdenen, men Death Cab for Cutie er derimod en af verdenens største indie/alternative rockbands fra USA. Bandet har en meget lang musikkarriere bag sig med over 20 år i branchen og hele ni albums at vise for det, og det virker ikke til, bandet har tanke om at slå bremserne i foreløbig. Med deres nyeste album i fronten er bandet taget på en over 100 dage lang tour, hvor de fleste koncerter allerede er udsolgt – inklusiv denne aften i Vega!
Det næsten to timer lange set var mest præget af bandets nyeste numre, hvilke understregede bandets signaturlyd, men samtidig giver et frisk up-to-date beat. Dog var der stadig plads til gamle velkendte klassikere som “I will Possess Your Heart” og “Soul Meets Body”. Numrene bød på rytmiske rockbeats suppleret af positive melodier og et upbeat catchy omkvæd. Publikum hoppede forsigtigt rundt på må og få og kastede pandehåret ud af øjnene i forsigtig headbanging. Især bandets hits fra de velkendte albums Transalanticism og Plans giver musikken den nostalgiske emo-følelse fra 00’erne, som bandets ældre sange bar præg af.
Med en sætliste på hele 24 numre var der ingen plads til spildtid, der ræses derfor igennem aftenens numre med meget få snakkepauser med plads til lidt tør humor. De musiske indslag emmede af dyb poetisk lyrik med melankolske grungy melodier og rockede riffs. Der blev varieret med lange instrumentale indslag og de enkelte følelsesladede ballader som “What Sarah Said”.
Der kunne med fordel godt have været cuttet 3-4 numre af den meget lange sætliste, for på trods af de mange forskellige musikformer blev numrene uundgåeligt lidt ensformige. Aftenen sluttede af blandt andet med en af bandets mest velkendte akustiske numre: “I Will Follow You Into The Darkness”, som resulterede i en rørende fællessang.
Som et metalhoved på afveje føler jeg, at Death Cab For Cutie er et stærkt gateway-drug til den mere rockede rå side af musikverdenen. Især de ældre numre har stadig en vis kant og viser bandets lidt mere rå sider. Dog kan jeg ikke benægte at savne mere vildskab og bevægelse i en koncertsal, som man nu er så vand til når intensiteten er høj og breakdowns er dybe.
En lille afstikker til en anden musikverden er rart engang imellem – men utroskab blot en kortvarig afvigelse fra det man virkelig elsker, så i morgen ligger jeg trygt i ske med min elskede metalcore igen!
