Northlane, Pumpehuset, København 2015
Det australske metalcore band Northlane spillede for alvor røven ud af bukserne i pumpehuset, KBH. Hatten af for forsanger Marcus Bridge, mens resten af bandet manglede format og magi.
Northlane blev stiftet i 2009 og har derfor ikke så fandens mange år på bagen. Denne aften i pumpehuset var en del af bandets første tour i Europa, som hovednavn (de har været support navn i Danmark et par gange før). Men nu skulle bandet stå på egne ben og vise hvilket stof de er lavet af, uden at kunne slække på underholdningsværdien. Pumpehusets mindste lokaler var åbnet for de mellem 100-200 fremmødte, som var kommet for at opleve bandet, og de meget intime rammer gjorde det da også nærmest umuligt, ikke at lære bandet godt at kende.
Northlane havde på mange måder godt fat i det unge publikum, som fyldte hele gulvet foran scenen og den forholdsvist meget nye forsanger i bandet Marcus Bridge havde nu heller ikke problemer med at få folk med. Hans energi og stemme var det der holdte liv i showet og gjorde koncerten interessant, hvor de andre medlemmer i Northlane var meget tilbageholdende og passive – Bevares, de spillede da det de skulle, men de virkede ikke særligt til stede på scenen og de overlod nærmest bare hinanden til sig selv igennem hele koncerten, som et par tamme tasmanske djævle.
Til gengæld var leveringen af sangene og musikken i top, lige fra de stille skønsangs passager til de tunge breaks fra de 7-strengede progressive guitarer, blandet med forsangerens skrigende omkvæd. En ting jeg blev meget overrasket over var Marcus Bridge’s, formåen at skifte fra skønsang til skrig, sikke en teknik, det er han fandens dygtig til. Der var heldigvis heller ikke en finger at sætte på lyden, som gik rent igennem og det var en fornøjelse at lytte til.
Der skal ikke herske tvivl om at metalcore som Northlane levere den, må være den moderne teenagers oprørske sidespring. Leveringen af sangene var lige i skabet denne aften, men manglen på interaktion og samspil bandet imellem gjorde total oplevelsen halvsløj og kedelig. Underholdningen lå alene på forsangerens skuldre og det var desværre ikke nok, til at kunne trække karakteren længere op. Ellers ærgerligt for et band der tager turen fra den anden side af kloden for at spille koncert og så har man ikke fået pakket en spand australsk magi med i kufferten.
