Intim fest på Pavilion

Anmeldelse af: Dark Tranquillity. Pavilion, Roskilde Festival. 04. juli 2018

Dark Tranquillity leverede en folkelig koncert til de desværre ganske få, der trodsede rap-giganten Eminem for at få et skud melodisk dødsmetal.

Det kan nærmest ikke beskrives, hvor svært det egentlig er at spille lige op ad Eminem på en festival som Roskilde. Dette viser sig dog i det antal af publikum, som har trodset rap-giganten og er taget på Pavilion enten for at se lidt inden Eminem eller for at få en fed omgang melodisk svensk død.

Dette forsøger Dark Tranquillity her til aften at levere, men det er ikke udelukkende en dans på roser. Bandet spiller egentlig godt, men er langt igennem koncerten præget af dårlig lyd. I starten kan guitaren ikke høres, og nærmest gennem hele koncerten er keyboardet så godt som ligegyldigt, da det kun momentvis kan høres.

Dette forhindrer dog ikke forsanger Mikael Stanne i at nå publikum på den fedeste måde! Manden fungerer som en glimrende frontmand, som nærmest er benådet over blot at være tilstede her til aften. Det er ikke meget der skal til at imponere, eller også elsker han blot crowded og festivalen helt oprigtigt, for Pavilion er under halvfyldt, og der tømmes løbende ud.
Stanne formår dog stadig at hoppe ud for at sidde på hegnet og high-five publikum, imens han synger. Manden forstår i sandhed at give den gas! Ligeledes sidder hans vokal her til aften skarpt, ligegyldigt om det er den onde growlende, de beskidte skrig, eller den lækre clean vokal.

Lyden er generelt ikke super. Guitaren er alt for skinger og mangler egentlig mellemtone for at skære ordentligt igennem. Måske dette kunne have været bedre, hvis liveguitarist Christopher Amott havde kunne nå at komme til koncerten. Desværre spiller Dark Tranquillity her til aften med kun en guitarist. Der oplyses dog fra scenen, at Amott har sendt sit guitartrack, men oplevelsen havde uden tvivl været anderledes med en øksesvinger mere. Heldigvis er det dog stadig Niklas Sundin, der spiller lead, og den mand er on point med sit guitarspil.

Bandet spiller generelt godt sammen, dog alligevel med sejlende trommer fra tid til anden lige nok til, at det bliver noget, man lægger mærke til. Til gengæld er bandet på fra start til slut. Bassisten og guitaristen skifter ofte plads og giver den godt med seje tricks og god gammeldags headbanging. Lysshowet og bandets egne visuals, der vises som backdrop, fungerer rigtigt godt og særligt udtænkt til de individuelle numre. Der tilsættes ligeledes noget backingtrack med en kvindelig vokalist i et nummer, hvilket også fungerer super godt sammen med Stannes vokal og ekstroverte optræden.

Musikken rammer langt henad vejen ikke rigtigt her, men bandets optræden er sgu alligevel mindeværdig. Bandet formår virkelig at give et show med masser af energi og ikke mindst personlighed.

På trods af det manglende publikum blev det en glimrende koncert med de få, for hvem dette band faktisk betyder noget, og dette gav på sin vis et unikum af en Roskildekoncert.