Anmeldelse af Freddy and the Phantoms, Hugo’s Kælder, 13. oktober 2016
Frederik og hans genfærd bød op til dans – selvom der ikke var meget plads til det
De herlige bluesrockere i Freddy and the Phantoms, som vi tidligere har haft den udsøgte fornøjelse af at opleve til Nordic Noise, havde bevæget sig helt ud til Køge-egnen, hvor deres bluesede toner skulle indtage byens bedste vandhul: Hugo’s Kælder.
Selve opsætningen i sig selv var en prøvelse, hvor bandet til en blanding af fans, glade musikelskere og sultne publikummer (i mere end én forstand) skulle finde plads til deres udstyr, som normalt kræver sin scene af en anseelig størrelse.
Der var indledningsvis også de nærmest forventelige skavanker med lyden, når man lige skal indfinde sig og tilpasse lyden i nogle ret så uvante omgivelser, hvor akustikken ikke ligefrem er med én.
MEN da lyden så endelig var rettet til, var der dømt lige dele laid back-blues, hvor man kunne sende et anerkendende nik til Bob Dylan eller Nick Cave i udtryksform, og lettere upbeat bluesrock, hvor man med god grund kunne skæve til et ensemble som ZZ Top.
Specielt var undertegnede solgt til en varme keyboard-lyd og den inkluderende steelguitar i lydbilledet, som var med til at hæve tonaoplevelsen langt over det gennemsnitlige.
Mit notespapirer siger meget kløgtigt – synes jeg selv – at det her lyder som en dansk udgave af bandet White Buffalo ned ad Route 66 – og det skal forstås som en grande cadeau!
Der var en god kobling mellem både de “hurtige” og afdæmpede sange, men lydbegrænsningen gjorde, at jeg overhørte flere røster omkring mig anføre, at det var en skam, man ikke kunne høre forsanger Freddys vokal tydeligere, end tilfældet var, når han nu var så dygtig. Men det havde noget med begrænsningerne at gøre.
Bandet beviste denne aften, at de altså bærer evnerne og en nærværende scenetække til både at kunne spille en festival, et større spillested som Bremen og nu altså også en hyggelig knejpe i Køge op.
Und dig selv at opleve bandet live, når chancen byder sig!
