Anmeldelse af Flogging Molly og Hola Ghost – Vega, København – 21 aug. 2018

Mandag aften har en broget skare slået lejr på Enghavevej ude foran Vega. Selvom der er længe til første band går på, er der et stort sammensurium af forskellige mennesker.

Der er alt fra skæg over skjorte-og-vest-combos til hanekamme, hestehaler, battle jackets og østerbro-agtige hipsterternede skjorter, der matcher gulvet i foyeren på det historiske spillested. Aldersmæssigt ligger publikum primært i den midaldrende kategori, men jeg spotter både stålgråt hår og rosenrøde drengekinder i crowdet.

Jeg bevæger mig op ad trappen og ind i den store sal med det dæmpede lys. Der er ret fyldt allerede nu, og flere har sat sig godt til rette på balkonerne og skuer ned over scenen.

 

Hola Ghost – Sombrero, guitar og mexikansk corpsepaint

Et par rustikke Marshall-forstærkere er placeret fremme på scenen, med selskab af bandets maskot: Et ko-kranie iført poncho og sombrero.

It’s showtime!

Ind træder 5 fyre på scenen, iført rock’n’roll-ificerede mariachi-kostumer, sombrero og en art mexikansk corpsepaint.

Spøgelseskvintetten består af en guitarspillende forsanger, en trommeslager og en bassist, der begge synger kor og hele to maskerede trompetister!

Straks kaster bandet sig ud i en intro med hvinende trompeter, klap, “arriiiba”-hyl og flamberede flamencorytmer. Det er lyden af skuddueller ved daggry, alt for stærk tequila og søde senoritas. Vi er med i en westernfilm, bare med flere guitarer og mere fadøl.

Hvis man løsriver blikket fra scenen og kigger rundt i publikum, kan man se, at folk smiler overrasket og enkelte klapper forsigtigt med.

Hola Ghost kaster sig ud i første nummer, der fortsætter i et højt, festligt og ekstremt dansevenligt tempo. Det danske publikum er sjældent ét, der ligefrem har ild i dansefødderne, men Hola Ghost formår at skrue nok op for varmen til, at der lige så stille breder sig bevægelse i salen.

Forsangeren Hola Pete 1 skyder crooner-toner, hyl, rock’n’roll-rå distortion og klassisk rockvokal ud over scenen, og har godt sammenspil med den karismatiske bassist, hvis fine anderumpe-frisure står i kæk kontrast til hans ansigtsmaling.

Konceptet er gennemført og velovervejet, og hvor man kunne frygte at blive blæst døv af tequiladunstende trompetfanfarer, er blæsernes indslag overraskende velplacerede og giver masser af karakter til settet.

Efter første nummer introducerer bandet sig selv på dansk, hvilket giver et sæt i denne anmelder, da man drømmer sig væk i deres musikalske univers.

Det slår skår i illusionen, men bandet hiver den hjem på deres umiddelbare charme med opfindsomme beskrivelser af deres sange. I løbet af deres 30 minutters set, bringer Hola Ghost en musikalsk hilsen til Elvis, et nummer der beskrives som et kærlighedsbarn mellem Marley og Cash og en hyldest til Motorhead.

Bandet leverer et velspillet set krydret med et spicy scenekoncept, der udløser bragende bifald fra publikum. Ved første øjekast virker det som et spøjst valg som opvarmning, men ved koncertens afslutning er det tydeligt, at Hola Ghost med deres unikke koncept, energi og charmerende glimt i øjet er det helt rigtige match til Flogging Molly.

 

Flogging Molly – Crowdsurf, Guinness og irske familieforhold

Efter opvarmningsbandets musikalske tequilashot, er salen klar til at blive badet i Guinness og violinsoloer. Under changeover er der allerede flere, der synger med på musikken i den tætpakkede sal. Musikken stopper og lyset dæmpes, et brøl rejser sig fra salen. Scenelyset kaster et irsk flag op på bagtæppet og fællessangen fortsætter hen over introen, inden bandet overhovedet er på scenen.

Flogging Molly gør entre, med banjo, violin, harmonika og hele baduljen og lægger ud med et nummer i rasende riverdancetempo. Salen hopper allerede og da forsanger Dave King råber “Copenhagen”, skriger publikum tilbage. Efter første nummer skåles der med Guinness (selvfølgelig) og under andet nummer starter der sig en mellemting mellem en moshpit og en dansecirkel, til trods for at salen er fyldt til bristepunktet.

Flogging Molly præsenterer et godt sammenhængende set, der veksler mellem de store hits og mindre kendte sange, som King gør et stort nummer ud af at fortælle, om de har spillet før i Danmark eller ej.

Imellem sangene er der bl.a. plads til fælles fødselsdagssang, hilsen til en irsk ven på første række, en sang om at blive tævet 5-1 i fodbold, Volbeat-shoutouts,  jokes om katolikker og anekdoter fra det irske højland i lange baner.  Vi er med til en aften på pubben, når King driller sine bandmedlemmer, fortæller om sin smukke kone, der også spiller violin i bandet og om sine afdøde forældre. Generelt fylder de irske familieforhold meget i aften, men det føles som om vi alle er med i Flogging Molly familien. Det er til tider lige på grænsen til at blive for sentimentalt, men bandet kan bære de følsomme anekdoter, der binder settet sammen, uden at dvæle for længe i historierne. Det giver den perfekte ramme til bandets dybfølte ballade-introer, der stikker af i hidsige danseviser. Bandet er charmerende, selvironisk og det er tydeligt, at den sjov og ballade, de har på scenen, smitter af på publikum.

Man accepterer derfor den til tider næsten karikerede performance, som måske er et stiltræk for den irske folke-baserede genre. Man glemmer alt om kritiske tanker, når hele gulvet bogstaveligt talt gynger under “Drunken Lullabies”.

Til Flogging Molly er der plads til alt fra crowdsurf til bodhran-trommer over en dedikeret sang til det danske publikum og en kilometerlang guitarsolo.

Flere af sangene har selvironiske henvisninger til livets gang og tilværelsen som ældre medborger, men i aften er alder bare er et tal og musikken inviterer alle med i dansen. Der er ild i salen, alle er med, og når bandet går af scenen og lyset igen viser det irske flag, ryster salen bogstaveligt talt af tramp, klap og hujen efter et ekstranummer. Vi får selvfølgelig en sang til, faktisk hele 15 minutters musik. Bandet fortsætter i den vante opbygning med følsom intro der går over i hurtig dansevise og bringer musikalske hilsner Aretha Franklin og Freddie Mercury. De afdøde familiemedlemmer er på traditionsrig vis til stede i aften – både dem fra King’s egen familie og fra familien af store kunstnere.

Aftenen slutter med at bandet uformelt drikker ud og synger lidt med over deres outro, som er Always Look On The Bright Side of Life, hvor hele salen fløjter med i omkvædet.

Hola Ghost og Flogging Molly skaber sammen en farverig og festlig mandag aften, der uden tvivl medfører et par tømmermændsinducerede sygemeldinger tirsdag morgen.

 

Se billeder fra fotograf, Mark Stoumann, herunder:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann