Italienernes imposante gen-erobring

Lacuna Coil i Lille Vega

Anmeldelse af Lacuna Coil m.f. 28. oktober, Lille Vega.

Lacuna Coil var tydeligt savnede i Danmark, da de smadrede Staunings sal i fredags

Det var et åbenlyst hulrum i den danske live-scene, der atter blev udfyldt, da italienske Lacuna Coil med deres melodiske metal havde dansken i deres hule hånd kort før Halloween – omend på nogle sene nattetimer denne aften i oktober.

Først skulle vi dog gennem to bands som opvarmning, og lad mig sige med det samme, at der allerede i krogene var øffet lidt over det sene starttidspunkt for koncerten (22.15 for første opvarmnings-akt og 00.00 for Lacuna Coil på papiret), da en hvis nationalskjald skulle have overstået sit folkelige traktement i den lidt større, tilstødende sal.

Vi kan sagtens spotte kritikken, især for dem, der havde langt hjem, men for Metal A Day var det en unik mulighed for at varme folket op ved DJ-pulten med ligesindet musik. Tak til dem, der ønskede et nummer eller bare kom hen og sagde hej.

Nå, slut med ananas i egen juice, videre til anmeldelsen.

G.O.D.
Første band på scenen var G.O.D., som udpenslet rent faktisk hedder Genus Ordinis Dei, som – sjovt nok – oversat fra latin betyder noget i retning af “En form for gud”, men gudelig var deres optræden langt fra.

Hjemmefra havde redaktionen dyrket udgivelserne, som tæller et helt album og en EP, og drengene – ligeledes fra Italien – er signet af det danske label Mighty Music.

Første indskydelse både hjemmefra og ved første afspilning på scenen var: Det er godt nok et modigt valg som opvarmning for Lacuna Coil.

G.O.D. kan måske bedst beskrives som moderne dødsmetal med hints af symfonisk metal, men live druknede de symfoniske elementer fuldstændig, og sangenes forskellighed på plade endte i et usammenhængende miskmask for mange af os fremmødte.

Det er egentlig en skam, for medlemmerne var umanerlig tighte og nok også det mest teknisk dygtige af alle aftenens tre bands, men når man ikke kan skelne sangene fra hinanden – eller hvis ens metal helst ikke må blive alt for tung i forhold til Lacuna Coils udtryk – så var det formentlig, pænt sagt, ikke G.O.D. man huskede bedste efter koncerten.

Forever Still
Andet band på scenen var danske Forever Still, som det lige skal pointeres ikke var hyret til lejligheden i hjemlandet her, men simpelthen har fået tjansen for at varme op for Lacuna Coil på den igangværende turné.

Forever Still i Lille Vega
Fotograf: Mark Stoumann

Og hvordan kan det lige lade sig gøre for et band, der måske ikke ringer mange klokker hos alle fremmødte?

Jo, bandet er blevet signet af det store – i metaløjne – pladeselskab Nuclear Blast og (gen)udgav for en uges tid siden deres debut-album, “Tied Down”, der både indeholder nye sange og gamle travere fra tidligere, mindre udgivelser.

Så hypen var stor omkring bandet i miljøet og også i denne anmelders øjne.

Og for et band, der har lidt af det hele fra Flyleaf, Eyes Set to Kill og – klart nok – lidt fra Lacuna Coil, var det ikke lige den type metal, jeg til dagligt sætter mest på anlægget (indrømmet, jeg så mest frem til Lacuna Coil for nostalgiens skyld og den seneste flotte udgivelse i år med “Delirium”), men spændt, det var jeg.

Og trods det sene tidspunkt for koncerten tager jeg den imaginære hat af for danskerne, der forstod at varme publikum op efter et band, der mest af alt havde tændt en minimal gnist og så heller ikke mere.

Forsanger Maja Shining havde et nærvær i både performance og stemmeføring, der sendte reminiscenser tilbage til en tid, hvor musikken havde en personlig, inderlig betydning (om man så er fan af den tilgang er en smags sag – det virker hos mig).

Og da jeg nær skulle til at klandre guitarist Maja Partsch for at køre den lette tilgang med nogle simple akkorder, lirede hun lige et par fremragende soli af foran mit fjæs, så jeg måtte gribe til den nærmeste højtaler for ikke at falde bagover.

Og da bandet trådte af scenen, var publikum ellevilde, og folkets dom vejer altid højest, så jeg forstår godt hypen og glæder mig til at følge bandets færd fremover.

Lacuna Coil
Endelig var det blevet tid til det, vi alle havde set frem til, og at dømme ud fra det relativt store aldersspektrum blandt de fremmødte, var det en koncert, mange havde set frem til.

Den optrædende tematik var tydeligvis hentet fra deres seneste fremragende skive, “Delirium”, da medlemmerne var iført spændetrøjer, havde hvid makeup eller klovne-antræk(?) på, med opsatte gitre bagved, der nok skulle sende konnotationer mod isolationsceller.

Den slags kan enten blive en fnisende gimmik eller formfuldende helhedsindtrykket, og det sidste gjorde sig heldigvis gældende her.

“We are all crazy in one way ore another”, som den kvindelige forsanger, Cristina Scabbia, fremmanede ved starten af koncerten, og som publikum blev man revet med af den sindssyge rejse, vi skulle ud på.

Allerede blandt de første numre fik vi serveret klassikeren “Heaven’s a Lie”, der bragte publikum endnu mere sammen, end de var i forvejen: Der blev gjaldet lystigt med, så selv Kim Larsen på vej hjem må have hørt os.

Da vi senere fik deres udgave af Depeche Mode-sangen “Enjoy the Silence”, nåede fællessang-niveauet endnu vildere højder, og den standard fortsatte ind i næste nummer, deres egen “Nothing Stands in Our Way”.

Og da vi blandt deres ekstranumre fik åbningsnummeret fra den seneste skive af samme navn, var denne anmelder ovenud tilfreds. Bandet leverede varen og kunne sætte fut under os, selvom klokken var mange. Det var – ganske klassisk sagt – et brag af en koncert.

Det er sigende, at selvom denne anmelder og udsendte fotograf nu havde befundet dig på Lille Vega i omtrent seks timer, så ville vi da gerne have stået op endnu mere til et par ekstra, ekstranumre.

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , , , , , ,