Anmeldelse af: Deicide – Overtures of Blasphemy. Udgivet 14. september 2018. Century Media.

Med snart 30 år på bagen har Deicide smidt deres 12. album, Overtures of Blasphemy, på gaden, og det er der ikke meget nyt over

Vi kører selvfølgelig stadig på de gode gamle dyder med, Satan er min ven, og Jesus Fucking Christ bestemt ikke er… men havde man forventet andet af Onkel Glen?

Jeg har selv været så heldig at være ung, da Deicide blev dannet tilbage i 1989 og smed deres første album på gaden i 1990. Dengang var det fanden-helvedes ondt at lytte til, men da var man jo også bare en ung rebel, som syntes, at dødsmetal og specielt den onde, onde mand, Glen Benton, var pisse sej med sit omvendte kors brændt ind i panden.

Nu er jeg så blevet mere eller mindre voksen og synes måske, han var en anelse fjollet, men det skal selvfølgelig ikke tage noget fra musikken, som på Overtures of Blasphemy er rå, voldsom og i lig med de tidligere albums med smadder og fængende riffs.
Jeg ville dog personligt godt være de fleste guitarsolis foruden, da de intet gør for mig overhovedet og generelt føles alt for pæne. Når jeg hører Deicide, så vil jeg bare have smadder fra Steve Asheim på trommerne og fede guitarriffs, garneret med Glens onde vokal, som dog mangler lidt for at nå op på højde med mine favoritalbums Legion (1992), Once Upon the Cross (1995) samt Serpents of The Light (1997), men manden bliver jo også ældre, og han gør det bestemt ikke skidt.

Et album med 12 piskeslag til Jesus og religion i det hele taget, hvor det hele er overstået på 37 minutter, er der ikke mange numre, der bliver pisket fast i min bevidsthed, dog har jeg stadig lidt ar efter “Compliments of Christ”, “Consumed By Hatred” og “Destined To Blasphemy”.

Er man glad for Satan, død og Glen, og ikke helt så glad for Jesus, præster og religion, så skal man da have dette album i samlingen til trods for de mange pæne guitarsolis.

Bornholm Over and Out!