Anmeldelse af: Godspeed You! Black Emperor, A Colossal Weekend, Store Vega, Kbh, 15. april 2018.

 

Det var stort, overdådigt og en halv time tidligere igangsat end oprindeligt annonceret.

 

»Maybe try to start on time!« udbrød en tracksuitklædt mand forrest til højre for scenen i Store Vega vredt, da canadiske Godspeed You! Black Emperor gav publikum en af de få anledninger mellem de alenlange kompositioner til at orientere sig – eller slet og ret til at trække vejret.

For der var om noget tavst som i graven, når det otte mand (m/k) store ensemble åbnede for de store, postrockende sluser, der agerede kulmination på dette års kolossale weekend i det københavnske. Faktisk så tavst, at det førnævnte udbrud fra den tracksuitklædte stod som en voluminøs tumor i den overvældende musikalske seance, der ellers aldrig afvigede fra sit basismønster; opbygning, klimaks, afrunding, klapsalver, repeat.

Med sidste års Luciferian Towers i bagagen var det ikke nødvendigvis et nyt band med nye idéer, der gæstede Vega, mere end det blot var med et udvidet repertoire. For Luciferian Towers er ikke et indiskutabelt mesterværk i samme liga som Lift Your Skinny Fistst Like Antennas to Heaven eller Slow Riot for New Zero Kanada, der begge sendte postrocken og alle dens beslægtede (sub)genrer ind i en ny æra. I stedet er det, som velsagtens alle GY!BE’s udgivelser, en ærefrygtindgydende helhedsoplevelse, som helst skal snuppes fra ende til anden. Det fik vi næsten også sådan cirka midtvejs i koncerten med først “Bosses Hang”, dernæst de temadelende “Fam/Famine” og den kakofoniske “Undoing a Luciferian Towers”. Den klart mere hårdtslående “BBF3 (Blaise Bailey Finnegan III)” fra ovennævnte Slow Riot for New Zero Kanada dukkede også op mod slutningen til sporadisk applaus, men de enkeltstående indslag er ikke så relevante igen.

For det er ikke så meget kompositionerne i sig selv, der efterlader de største indtryk ved en Godspeed You! Black Emperor-optræden; det er selve spektaklet.
De isnende ekkoer fra den nukleare vinter, krig, vold, massekonsumerisme, eco-katastrofer, eksplosioner, fredfyldte heller og apokalyptiske visioner, der i løbet af to timer alt sammen audio/visuelt krænges så inderligt smukt ud over landets bedste (lyd)kulisse. Med ni musikere, der afholder sig fra publikumsinteraktioner og i deres orkestrale opsætning blot lader musikken være i centrum.

Inden for det seneste år har jeg blandt andet oplevet Mogwai to gange, Swans en enkelt gang og nu Godspeed You! Black Emperor, og hvilket år det har været rent postrockmæssigt. GY!BE søndag aften i Vega var dog noget helt specielt. Noget overjordisk, oprigtigt autentisk og dybt, dybt imponerende.
Jeg kan ikke tælle særligt mange koncerter, hvor man bare stod, observerede og tog imod, hvor intensiteten undervejs sendte en tilskuer i gulvet, så han måtte bæres uden for lokalet, og hvor topkarakteren har været fortjent.

Fucking ærefrygt, mand!