• Thee Oh Sees
  • The Love Coffin
4.8

Anmeldelse af Thee Oh Sees + The Love Coffin, 12. august 2017, Pumpehuset
Foto: Daniel Nielsen, frozenpanda.com

Nogle gange hænder der en koncert, der – om end ikke epokegørende – så i hvert fald markerer sig som en milepæl, et kulturelt spektakel transcenderende tid og sted. Sådan en koncert var Thee Oh Sees’ (formelt Oh Sees) i Pumpehuset bestemt ikke.

[widgetkit id=”15″ name=”Thee Oh Sees + The Love Coffin”]

I stedet var det et vulgært, svedende, bestialsk, frådende angreb på høresansen: For dem, der var til stede i hjertet af København den aften, nød man enten hvert enkelt øjeblik af dit hjertes fulde begær, eller også hadede du rockmusik – simplere kan det næsten ikke være.
Efter fem års fravær og seks (snart syv) plader siden det sidste visit her i landet var Thee Oh Sees alt det, man havde turde håbe på – og meget mere. Det var årets bedste rockkoncert på dansk grund, hands down.

Først lidt baggrundsinfo: Thee Oh Sees har siden fødslen i de tidlige 00’ere været garant for frenetisk, DIY’sk garagepunkrock som en del af den revitaliserede psych/garagebølge, der strømmede ud fra især Californien. Under tidligere navne som OCS og The Oh Sees var det dog først som Thee Oh Sees og med 2008-pladen The Master’s Bedroom is Worth Spending a Night In, at gruppen med guitarist og vokalist John Dwyer som ophavsmand og gennem tiden eneste fast medlem for alvor begyndte at rykke på sig. Med sig havde han Brigid Dawson på keyboard og backingvokal, bassist Petey Dammit og trommeslager Mike Shoun. Kvartetten udgjorde i seks års tid Thee Oh Sees, hvor det også blev til otte (8!) studieudgivelser og et hav af hektiske koncerter i alt fra baghaver til store, internationale festivaler. Fra og med årsskiftet 2014 blev historien om bandet lidt mere rodet, efter Dwyer først havde annonceret en pause på ubestemt tid for kun to måneder senere at annoncere en ny, soloproduceret udgivelse under Thee Oh Sees-navnet. Siden da har bandet atter kun føltes som hans eget projekt, hvor bassist Tim Hellman samt de to trommeslagere Dan Rincon og Ryan Moutinho (begge simultant) har udfyldt de resterende roller. Og med Paul Quattrone som erstatning for Moutinho fra starten af 2017 stod vi altså i Pumpehuset med blot Oh Sees.

Er der én ting, der karakteriserer Thee Oh Sees-koncerter, er det der rent ud sagt uforfalskede anarki, der unægtelig vil komme til at herske før eller siden. I lørdag aftens tilfælde materialiserede det sig umiddelbart efter åbneren, ”Plastic Plant”, fra sidste års A Weird Exits. I grunden burde alle Thee Oh Sees-numre i sig selv inspirere til komplet kaos ved scenekanten, men man kan jo ikke være lige heldig hver gang, og heldigvis tog publikum da også revanche på den efterfølgende 2009-single ”Tidal Wave”.
Herefter løftede Dwyer og co. kun en enkelt gang foden fra gaspedalen, (under ”Sticky Hulks”), men leverede derudover udelukkende et massivt sonisk angreb, der på intet tidspunkt var med til at deeskalere den rabiate stemning i lokalet, hvor de fremmødte diskede op med de forventelige moshpits; (af den festlige og højst vanedannende slags, vel at mærke).
Den hyperaktive single-version af ”Dead Energy”, den hårdtslående ”Toe Cutter/Thumb Buster”, og den vidt udstrakte ”Encrypted Bounce” blev alle fremvist fra deres fineste sider, hvor Dwyer også gav den som minimalistisk keyboard-aktør, når han fik mulighed for det. For størstedelen af tiden stod han jo nemlig dér i sit karakteristiske shorts-og-tanktop-outfit, mens han deepthroatede mikrofonen, og hans transparente guitar slyngede sine metalliske toner ud gennem det overophedede lokale.

Vi fik også tre numre fra bandets kommende (og 18.) studieudgivelse, Orc, der rammer gaderne 25. august. Den mere klassiske Thee Oh Sees-schlager ”Plastic Plant” skiller sig ud ved sit harmoniske, keyboardfyldte mellemstykke, det nye, unavngivne nummer lover kun endnu bedre for pladens helhedsindtryk, mens ”Animated Violence” i al sin bombastiske, Melvins-agtige headbanger-pragt må og skal være fast inventar på bandets sætlister – også efter denne turné er ovre.
I rytmesektionen fungerer Hellman også live som fuldgod erstatning på den firestrengede, mens trommeslagerduoen akkompagnerer ikke bare kompositionerne, men også hinanden perfekt – Rincon er den mere sofistikerede, der involverer bækkenerne og rolls mere i sit spil, mens den skæggede Quattrone er den hårdtslående halvdel, der sjældent giver stortrommen en pause.

Som altid var det dog i høj grad også klassikerne, der sikrede koncerten sin topkarakter, hvor ”I Come From The Mountain” atter viste sig som den naturlige tilføjelse fra Thee Oh Sees til dato bedste plade: The Floating Coffin.
Derimod kan der ikke være nogen tvivl om, at ”The Dream” og ”Contraption/Soul Desert” – begge fra Carrion Crawler/The Dream – er Thee Oh Sees, når de er bedst. Henholdsvis 8 og 14 minutter denne lørdag aften, fuldt smadder på tempo såvel som volumen og med absolut intet tilbage i tanken fra hverken band eller publikum, var det kulminationen på en koncert, der i det store hele sjældent kunne andet end at gå op i en højere enhed.
Tilbage var der ingen ord; kun ekstase. De fleste af os var efterladt udmattede og slagne, men heldigvis også euforiske og endnu en gang blæst fuldstændig bagover af et af verdens mest energiske liveorkestre.

Tak for denne gang og kom snart igen.

Support: The Love Coffin
Omend de aldrig nåede de absurd svimlende højder fra deres optræden på Roskilde Festival tidligere på sommeren, bød danske The Love Coffin endnu en gang på en helt igennem fænomenal optræden, der ikke mindst bragte dem indenfor i rammer, hvilket kun syntes at fremhæve deres rå, excentriske dynamik yderligere.
Af udvalgte højdepunkter er ”Take Good Care of Me” en dystert slæbende perle, ”New Morning Light” det åbenlyse hit, der kun bliver bedre, for hver gang jeg hører den, mens ”Blind” er en mastodontisk, sjælfyldt ballade. Alt sammen og mere til spindes ind i bandets absolut særegne stil, der oser af The Cramps, støj, gotik og postpunk, og som udføres til absolut perfektion.
Det var en sand fornøjelsen at være vidne til et band, der er defineret og selvbevidste hele vejen igennem, og det ville overraske mig gevaldigt, hvis ikke The Love Coffin katapulteres ud i et større udlandseventyr i den nærmeste fremtid.