Intim fredagsdød under frådende, åben himmel

The Black Dahlia Murder, Pumpehusets Byhave, København, 14. juli 2017

End ikke et ægte, dansk sommerregnvejr ændrede på, at The Black Dahlia Murder i Pumpehusets byhave var en ganske fornøjelig – og tilmed gratis – oplevelse.

Det var ikke rigtig til at tro på, da rygterne om en koncert med The Black Dahlia Murder i Pumpehusets Byhave først begyndte at svirre i det tidlige forår. Et Facebookevent, oprettet af bandet selv, var katalysatoren, men egentlig bekræftelse fra ikke mindst venuet kom aldrig. Og da den michiganske kvintet senere blev offentliggjort til årets Copenhell, mens førnævnte Facebookevent forsvandt igen, syntes rygtet mere dødt end Elizabeth Short.
Kun det større blev glæden derfor, da koncerten endelig blev bekræftet ud på forsommeren; en forrygende fredag under åben himmel i dødsmetallens tegn – og så endda gratis!

For er der noget, metalfolket virkelig kan forstå at værdsætte, er det gratis fornøjelse. Så er der plads til flere fadøl i baren, forstås. Derfor var det heller ikke den helt store overraskelse, at der, længe før først danske ORM og sidenhen aftenens hovedattraktion indtog den intime bjælkekonstruktion, var godt fyldt op i den asfalterede byhave i Studiestræde.
Så som altid når man har med udendørs koncerter at gøre, kunne jeg og flere hundrede andre forventningsfulde gratister ikke gøre andet end at krydse fingre for de mest hensigtsmæssige lyd-og vejrforhold og ellers bare nyde vores fredag.

Sidstnævnte forhold skulle dog vise sig at imitere skoleeksemplet på det traditionelle, danske sommervejr. For knap havde ORM indledt deres frådende forestilling her midt i indre by, førend sommerhimlen åbnede sig for at give et forvarsel om, hvad vi senere havde i vente.
Det stoppede dog ikke publikum fra at stimle sammen foran scenen for at bakke op om seneste seriøse skud black metal fra klippeøen mod øst.
Jeg var i forvejen ærgerlig over at have misset Metal Magic og dermed også netop ORM tidligere på måneden. Derfor var det også betryggende at overvære, hvordan de fire gutter kom og leverede præcis det, man kunne forvente; nemlig et usvigeligt sikkert show, som først og fremmest lagde en solid bund for aftenens i forvejen store, musikalske armbevægelser, men som ikke mindst også forsikrede mig om, at den bornholmske kvartets melodiske black ikke bare tager sig ud i godkendt udgave på senest deres selvbetitlede debut – men i særdeleshed også live.

Og så ramte skybruddet ellers København, hvor flere søgte tilflugt enten indendøre eller under én af de mange parasoller, der kom på overarbejde efter en eller solbeskinnet eftermiddag. Dermed blev der også ryddet oppe foran, således at de mest dedikerede nemt kunne sikre sig en optimal plads, mens The Black Dahlia Murder gjorde sig klar. Indledende med klassikeren ”What a Horrible Night to Have a Curse” kunne man sagtens mærke, at bandet var et godt stykke inde i deres tour gennem kontinentet. For efter et kort ophold i det københavnske på turen fra Hannover til den midtsvenske provinsby Gävle lod den efterfølgende pause i bandets kalender til at være tiltrængt – i hvert fald hvis man skulle vurdere ud fra det første kvarters tid.
Majoriteten af de individuelle bidrag var nemlig indledningsvis præget af et klart manglende nærvær, uanset hvor meget frontmand og indpisker Trevor Strnad skejede ud forrest på scenen. Publikum var som forventet ret så ligeglade over for eventuelle, performative udsving og kvitterede med hop, når der blev sagt »hop«, circle pits, når der blev bedt om dette und so weiter –hertil skal der lyde en stor cadeau til den unge fyr uden trøje, der i løbet af koncerten formåede at crowdsurfe otte gange.

Med tiden blev det heldigvis en mere flydende koncert midt i det store sammensurium af heftigt nedbør og monoton, melodiøs død. ”Raped in Hatred by Vines of Thorn”, ”Everything Went Black” og den majestætisk, storslåede ”I Will Return” var cementeringer af The Black Dahlia Murders overlegne leveringsdygtighed på en scene – uanset størrelse – og mens der også var enkelte, mere anonyme dønninger hist og her, spillede bandet koncerten samlede kvalitet markant opad, jo længere tid der gik. Især Alan Cassidy bag tønderne gav en næsten 1:1-leverance af de fleste kompositioner, og en stor ros skal samtidig gives til bandets lydmand for at formå at få de fleste af trommenuancerne til at fremstå funklende klare i byhaven.

»We’ll see you in hell, Copenhagen,« proklamerede Strnad inden han lod den karakteristiske (intro)/outro fra ”I Will Return” ringe ud over forsamlingen en sidste gang. Om end det ikke var en helvedes omgang, slap The Black Dahlia Murder af sted med at være ganske fornøjelig, uden at jeg ser mig nødsaget til at slynge om mig med superlativer.
Mest positiv var indtrykket af Pumpehusets byhave, der beviste, at den også er leveringsdygtig i store metalkoncerter på sin matrikel. Det kunne selv ikke et ægte, dansk sommerregnvejr ændre noget som helst på.

Mærkater: , , , , , ,