Længe leve retrorocken!

Anmeldelse af: Kadaver + Monolord. Atlas, Aarhus. 30. oktober 2018

Kadavar beviste, at retrorocken har sin eksistensberettigelse, da de lagde Atlas i Aarhus ned i selskab med det tunge band Monolord.

Foto: Jason Champney / jaceimages

Monolord
Vi lægger her til aften ud med det tunge og slæbende indslag i form af svenske Monolord. Sidst jeg så Monolord var sidste år på selvsamme spillested, hvor de leverede en glimrende koncert sammen med det evigt tunge Conan. Den koncert skal de så gøre kunsten efter, men det er som om, at de ikke rigtigt får taget fat, der hvor de bør.

Koncerten virker ikke hverken så drømmende eller tung som sidst. Der kunne godt have været lidt mere knald på samtlige instrumenter. Man savnede, at bassen virkelig fik sparket publikummet i maven, sådan som det helst bør være i denne genre. Selve lydniveauet bør have et godt hak op med denne type musik.

Publikum er meget tilbageholdende og står under hele koncerten et par meter væk fra scenekanten og tør umiddelbart ikke rykke tættere på. Musikken får dog enkelte af de forreste publikummer til at headbange i takt.

Monolords optræden her til aften virker meget indadvendt.
Der bliver kun en enkelt gang igennem koncerten henvendt sig til publikum, og i det hele taget kommer koncerten til tider til at virke en anelse akavet, da publikum ikke aner, hvornår forskellige sange slutter og derfor klapper på de forkerte tidspunkter og ikke er sikker på, hvornår de skal klappe og huje efter endt nummer.

Bandet formår ikke rigtigt at komme ordentligt udover scenen på trods af, at energiniveauet bestemt ikke fejler noget. Særligt er der godt gang i bassisten, der får svinget sin bas godt rundt.

Bandets sammenspil er glimrende med kun få udfald. De mestrer i sandhed de monotone og tunge riffs, som i høj grad blandes med nogle glimrende melodier. Særligt sidder det evigt fede nummer “Empress Rising”, der får lov til at afslutte koncerten her til aften, godt fast i ens øregang. Denne sang kommer jeg til at have på hovedet i flere dage, det er sikkert.

Kadavar
Aftenens hovednavn har jeg kun stiftet meget lidt bekendtskab med i forvejen i kraft af at høre et par enkelte numre på det der internet. Det lyder sgu glimrende, så mon ikke, at de nok skal være fine live? Det viser sig dog hurtigt at ordet ”fine”, er en enorm underdrivelse.

Kadavar er en del af den enorme retrorockbølge, som der har blomstret en del igennem den seneste tid. Heldigvis er Kadavar i den ende af retrorocken, der formår at imponere og lave noget, der føles som et nyt band fra 70erne i stedet for blot en genereret kopi af et bestemt band fra 70erne.

Ved første lyt tænker man da helt klart på Black Sabbath, det er jo kongerne af 70er-hegn, men der er meget mere end Sabbath i Kadavar. Bandet formår simpelthen at lave noget, som kunne være fra 70erne, men ikke er en blatant kopi af andre bands. Formidabelt, for når dette lykkes, så er retrorocken en helt fantastisk genre.

Energiniveauet er steget i forhold til, da Monolord var på, ikke blot på scenen, men i høj grad også hos publikum. Publikummet er desuden rykket noget tættere på scenen, og man lægger rigtigt mærke til, hvor mange der egentlig er mødt op. Det er imponerende så mange Kadavar har kunnet trække ind på Atlas en tirsdag aften og så endda sidst på måneden.

Bandet er i sandhed i hopla her til aften. Forsanger og guitarist, Christoph Lindemann, lever sig totalt ind i musikken og leverer ikke bare interessante riffs, men også imponerende fed soli, imens han til tider smider sig på gulvet. Trommeslageren, Christoph Bartelt, ligner mest af alt en overordentligt glad tromme-troldmand, som han sidder og smiler og tryller på sine tønder. Bassisten, Simon Boutelout, imponerer dog særligt med et virkeligt lækkert Groove og små fede fills. Det er sjældent, at bassen er så lækker og stor en del af musikken, men her er den i enorm grad bærende. Det er også netop derfor, at dette band fungerer så godt, som det gør med kun en guitarist. Vi vil have mere spændende bas, ligesom den Kadavar besidder.

Lyden er intet mindre end fantastisk under Kadavars koncert, hvor man kan høre samtlige nuancer i musikken, uden at vokalen formår at gå tabt. Denne vokal er i øvrigt leveret på bedste vis, og man føler sig skudt direkte tilbage til 70erne, uanset om man nogensinde har været der eller ej.

Kadavar har et enormt favnetag, og i det tager de samtlige i publikum, der får rystet rigeligt med håret og sunget med på de fede rock hymner. Det er tydeligt, at bandet er imponeret over denne modtagelse på sådan en grå tirsdag i Aarhus. Dette bevirker også, at bandet giver mere af sig selv og leverer altså en koncert af enormt høj kaliber.

Sammenspillet sidder under hele koncerten lige i skabet, selv når Kadavar spiller “Eye of The Storm”, som eftersigende ikke er blevet spillet i en del år, fejler sammenspillet intet. Bandet kender hinanden og ved præcist, hvor de skal ligge, og dette er i høj grad imponerende.

Efter baskeren “Into the Night” går bandet kortvarigt af scenen blot for at vende tilbage med et af de større hits i form af nummeret “Die Baby Die”, der leveres smukt her til aften. Et nummer mere kan det blive til, og aftenen afsluttes af på bedste rock-manér med sangen “All Our Thoughts”.

Publikum har fået præcist, hvad de har betalt for. En enormt imponerende koncert, der ligeså godt kunne have foregået i 1973.
Kadavar kan noget, som mange andre bands indenfor retrorocken i sandhed kunne lære noget af.

Jeg ser allerede frem til mit næste møde med bandet, hvor jeg uden den mindste tvivl vil kende deres musik bedre.

Længe leve (den gode) retrorock!