Et langt men godt farvel

Anmeldelse af: Deep Purple, Valby Hallen, 13. november 2017

Old-timerne fra Deep Purple droppede ind forbi Valbyhallen, på deres selvproklamerede afskedsturne ”The Long Goodbye Tour”. Bandet leverede en koncert, som havde de været en del yngre.

Foto: Mark Stoumann

Mandagen skulle stå i den gamle rocks navn. Efter en længere køretur fra hjembyen Aarhus til hovedstaden København var man godt opsat på at endelig få oplevet de gamle hoveder fra Deep Purple. Eftersom dette eftersigende skulle være deres afskedsturne, var det ekstra vigtigt for mig at nå at fange dem netop nu. Opvarmningen denne dag skulle de to enormt ferme danske guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen stå for med deres band Electric Guitars. Der blev altså derfor lagt godt i gryderne til en old school-aften.

Electric Guitars
Super-guitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen skulle levere guitarlir for alle pengene, før publikum kunne få lov til at se aftenens hovednavn. Electric Guitars gik stilsikkert på scenen med god energi samt en egentlig overraskende god lyd, når man tager i betragtning, at slaget blev slået i Valby Hallen.

Det var fra start meget tydeligt, at der er blevet kigget meget på AC/DC, for stilen var nærmest som taget direkte ud af røven på det gamle rockband. Det var med store akkorder og en totalt guitarfokuseret spillestil. Hvis man nu havde to leadguitarister i AC/DC, så ville deres optræden også være meget lig hinanden. Fokusen lå, som navnet jo også klart antyder, på den elektriskeguitar, og det er egentlig forfriskende med noget, der er præcis, hvad de siger, at de er. Det blev musikalsk lidt ensformigt særligt fordi, vokalerne desværre ikke rigtigt skar ordentligt igennem og havde noget unikt pondus, som kunne skille bukkene fra fårene. Dette blev der dog lavet om på, da bandet hev Michael Bastholm Dahl, der sædvanligvis gør sig som sanger i thrash metal-bandet Artillery, på scenen for at synge den vokal, som oprindeligt synges af Jesper Binzer, til sangen “Headless Chicken”. Den stærke og tonemæssigt høje vokal komplementerede musikken glimrende, ligesom Bastholms gode energi komplementerede deres optræden.

De to guitarister kom særligt godt rundt på scenen og formåede at fange deres publikum på bedste vis. Det er sjældent set gjort så godt af et opvarmningsband, som Electric Guitars faktisk gjorde det. Store dele af publikum klappede med på livet løs til adskillige numre. For mit vedkommende blev det lige lidt for meget klappen, men det virkede til, at andre i publikum elskede det. Både Vandborg og Andersen er nogle yderst karismatiske mænd, der formår at få draget deres publikum med på løjerne. Der var tale om ultimativ fadølsfest-musik

Electric Guitars var et glimrende valg som opvarmning for Deep Purple, da publikums gennemsnitsalder jo nok har været på den høje side af 40, så var det vel også yderst godt at have et så velgenkendende band med som opvarmning. Vi fik serveret en egentlig glimrende koncert, der dog ikke rigtigt havde noget nyt at byde på. Det var 70′-rock med masser af sololir – godt sololir, må der tilføjes, men videre nytænkende var det desværre ikke.

Deep Purple
Endelig kunne publikum så få serveret det, som vi var samlet for. Et udsolgt Valby Hallen var klar til at skulle opleve de aldrende herrer fra Deep Purple. Det kan vel næppe nægtes, at Deep Purple har været med til at starte og forme metalgenren, om end man ikke kan sige, at de selv er en del af genren. Det er hård rock, når det er bedst. Min personlige holdning er, at det var deres Mark 2 line-up som var den fedeste, en holdning, som jeg ved, deles af langt størstedelen af bandets fans. De skabte noget helt unikt, da der var både Ian Gillan, John Lord, Ian Paice, Roger Glover og den formidable  seksstrengs-swinger Ritchie Blackmore. Denne line-up er desværre umulig i dag, først og fremmest fordi, at John Lord, der spillede hammondorgel og keyboard, er død, men ligeledes fordi, Blackmore ikke er på god fod med de andre længere. Blackmore er dog på fineste vis blevet afløst af superguitaristen Steve Morse, hvor at Lord er blevet afløst af Don Airey. Begge erstatninger er gode og fungerer rigtigt godt i sammenhæng med de andre musikanter i Deep Purple. Personligt kunne jeg dog godt savne den helt unikke lyd og spillestil, som Blackmore simpelthen har.

Sætlisten havde et stort fokus måske endda for stort taget i betragtning, at det bliver kaldt afskedsturne, på bandets seneste album, InFinite, som vi fik serveret fire sange fra. Ellers var sætlisten godt spredt udover især klassikerne Deep Purple in Rock, Fireball og Machine Head, som af naturlige grunde var det album, der fik næst mest spilletid.

Bandet spillede sindssygt tight, ja, faktisk så tight, så man nærmest ikke kunne fatte at vi havde med en så høj gennemsnitsalder at gøre, som den de fine herrer har. De kender tydeligvis hinandens spillestil, for alt instrumentalt sad lige i skabet! Man kan dog godt mærke, at den gode Ian Gillan ikke helt er, hvad han har været. Hans vokal sad ikke altid helt, hvor den skulle og lød ikke så frisk af naturlige årsager, som den gjorde i gamle dage. Især slutningen på “Strange Kind of Woman” var blevet ændret for at tilpasse sig, at Gillan ikke kan nå op i de toner, som han kunne i sin ungdom. “I gamle dage” er sagt udefra liveoptagelser, da dette som sagt var mit første møde med Deep Purple i livesituation. På trods af, at vokalen ikke altid sad der, så var den bestemt stadig god, især på de gamle klassikere, som “Fireball”, “Black Night” og deres glimrende cover af Joe Souths “Hush”.

Bandet fremførte deres musik så stilsikkert og med så stor fornøjelse, at man ikke skulle tro, at de efterhånden havde gjort dette i snart 50 år. Der var store smil fra især bassisten Roger Glover, men i næsten ligeså høj grad fra den karismatiske britiske gavtyv, som Ian Gillan nu engang er. Han virkede i sandhed til performance-mæssigt at være i gevaldigt godt humør, som han fik danset rundt og fortalt sjove anekdoter. Selv de intensive soli, som vi fik fremført, havde en tydelig kæmpestor glæde over sig samtidig med, at det der blev spillet mildest talt var imponerende. Særligt var keyboard- og orgel-soloen fra Don Airey ekstremt imponerende at opleve. Den mand kan sgu spille! Ligeledes blev Ian Paices trommesolo i “Lazy” fremført med enorm snilde. Paice er en af mine absolutte yndlings trommeslagere. Han spiller vanvittigt fedt og får ufatteligt meget ud af trommeinstrumentet. Det er interessant, detaljeret og finurligt samtidig med, at det er taktfast og enormt stramt.

Lyden var bedre, end hvad jeg personligt havde forventet af Valby Hallen. I starten af sættet var det desværre svært at høre vokalen, og det tog lige lidt tid at få denne indstillet korrekt, men da den så sad der, var det sgu godt. Der var igennem hele showet måske lige en kende for meget bas og for lidt guitar i hvert fald fra den plads, som jeg havde indtaget.

Sidst i det ordinære sæt fik vi den så. Klassikeren over alle klassikere. Baskeren, som alle, der nogensinde har haft en guitar i hænderne, har lært at spille riffet fra, ja, det nok mest populære guitar riff NOGENSINDE! Ja, der er naturligvis tale om “Smoke on the Water”, der i sandhed skabte god stemning, om end den kunne have været udført en anelse skarpere. Man savner lidt den klassiske lyd af Blackmore og hans stratocaster. I hvert fald blev det ordinære sæt sluttet af med en fantastisk omgang fællessang. Efter en mindre pause vendte bandet så tilbage, hvor de glimrende fremførte “Hush”, en super fed og groovet bassolo, samt aftenens lukningsnummer “Black Night”.

Jeg havde egentlig i sjov og spas lovet mig selv, at hvis de ikke spillede det fantastiske nummer “Highway Star”, så havde karakteren været 0. Det gjorde bandet ikke, men eftersom koncerten nu alligevel var suverænt fed, så kom det nu alligevel til at se anderledes ud. Deep Purple fik sagt deres lange farvel med store smil og imponerende musikalske udfoldelser i Valby Hallen. Manglen på “Highway Star” på sætlisten giver mig dog et svagt håb om, at det bliver et ekstra langt farvel, og at gruppen lige svinger forbi Danmark en enkelt gang mere, så man lige kan få den basker med.