Life of Agony – ”A Place Where There’s No More Pain”

Anmeldelse af:  Life of Agony – ”A Place Where There’s No More Pain”, Napalm Records.

Life of Agony er tilbage med et brag af et album efter 12 års studiepause

Efter at være blevet gendannet og have turneret i flere år med numre fra deres legendariske albums fra 90’erne er Life of Agony nu tilbage med bandets første album i 12 år. Mange fans (jeg selv inkluderet) har været lidt skeptiske overfor, hvad vi kunne forvente os af denne skive – bandets seneste udspil, ”Broken Valley” fra 2005, var i bedste fald ligegyldig – men heldigvis maner ”A Place Where There’s No More Pain” al tvivl i jorden.

Fra første nummer, den veloplagte energiudladning ”Meet My Maker”, gør Life of Agony det klart, at de er tilbage, og de mener forretning. Musikalsk er hardcore-elementerne fra ”River Runs Red”-tiden trådt i baggrunden, men musikken er stadig umiskendeligt Life of Agony. Skulle jeg sammenligne dette album med noget, bandet tidligere har lavet, så vil det nok passe bedst ind lige imellem ”Ugly” og ”Soul Searching Sun”, men med langt bedre fokus på helheden i albummet end nogen af de to albums.

”Meet My Maker” følges op af den satans catchy ”Right This Wrong” og titelnummeret fuldender et energifuldt ”velkommen tilbage i ringen” fra Life of Agony, før ”Dead Speak Kindly” trækker tempoet ned på et plan, så nakken lige kan få en pause fra at headbange igen. ”A New Low” lægger ud med albummets nok tungeste riff og et vers, der hovedsageligt er drevet af Mina Caputos stemme, akkompagneret af Alan Roberts bas, indtil omkvædet eksploderer i aggressivitet, og b-stykket afløser med et groove, der får de små hår til at rejse sig.

Hyldest til Peter Steele
Herefter er det tid til at få tempoet op igen med ”World Gone Mad”, der på trods af den smittende energi nok er albummets svageste nummer. ”Bag of Bones” er til gengæld et rigtigt fedt, smukt, slæbende nummer om alkoholisme, der samtidigt er en hyldest til bandets afdøde ven Peter Steele fra Type O Negative – hvilket er understreget af produktionen på hele det nummer, der er ren Type O.

”Walking Catastrophe” og ”Song for the Abused” fortsætter den nådesløse blanding imellem slæbende riff og catchy omkvæd, og begge lægger op til en eksplosiv afslutning på et album, der har været en succes fra ende til anden.

Et slag i mellemgulvet
Og så sker det, som gør det her album helt fantastisk: Det afsluttende nummer, ”Little Spots of You”. I selskab med et enligt klaver synger Mina albummets absolut smukkeste nummer. Måske som et tilbagekald til ”River Runs Red” handler nummeret om tomheden, et selvmordsoffer føler, og tomheden, de efterladte føler bagefter. Det hele er udført på to vers og sunget og spillet så enkelt og intimt, at det føles som et slag direkte i mellemgulvet.

I det hele taget er ”A Place Where There’s No More Pain” en sejr af et album. Life of Agony formår at vise, at de stadig kan skrive fantastiske numre, og at de stadig er helt sig selv samtidig med, at det er helt tydeligt, at alle er blevet bedre og mere fuldendte musikere i de seneste 12 år. Hvis jeg skulle have bedt om mere fra dette album, skulle det have været flere numre som ”Little Spots of You”, men så havde det nummer måske ikke virket så godt. Det her er det bedste Life of Agony-album siden ”Ugly” – hands down.