Anmeldelse af: “Lords of Chaos”. CinemaxX, Kbh. 30. september 2018

Jeg går sjældent i biografen.
Jeg foretrækker musik uden forstyrrende billeder ind over, men når der bliver lovet True Norwegian Black Metal og kirkeafbrændinger i HD på det store lærred, så kan jeg godt lokkes afsted.
Ude foran sal 2 i CinemaxX på Fisketorvet spotter jeg et par af mine sortklædte artsfæller. En Mayhem-hoodie står i skærende kontrast til farverige reklamer for en ny børnefilm, en kontrast, der går igen i løbet af aftenen. “Lords of Chaos” vises som en del af CPH PIX, Københavns filmfestival, hvor der gives et alternativ til mainstream-biografernes overflod af superheltefilm.
Filmen og bogen, som filmen af samme navn er baseret på, har allerede tiltrukket sig en del debat omkring, hvorvidt det virkeligt var sådan, det gik til. I filmens første sekunder toner teksten “Based on truth and lies” hen over skærmen. “Lords of Chaos” tager dernæst salen med på en absurd tour-de-force i en comic-book-agtig fortolkning af den tidlige true norwegian black metal-scene.
Mayhem-grundlæggeren Euronymous’ fortællerstemme, spillet af Rory Culkin (den lille dreng fra gyserfilmen “Signs”), fører os med kække og selvironiske kommentarer gennem historien.
Til knasende popcorn er vi vidne til en dramatisering af voldsomme og ekstreme menneskeskæbner, teenagehybris, en hanekamp om, hvem der kan være mest “trve”, mest ekstrem, mest “evil”. Vi bliver dog konstant mindet om, at disse musikalske kaosherskere bare er mennesker, da deres lille sorte subkultur sættes i kontrast til den lyse, venlige, kanelbollespisende norske hverdag.
Til tider er kontrasten tragikomisk og så absurd, at der ikke kan holdes fnis og latter tilbage fra salen.
“Lords of Chaos” har ikke meget fokus på selve musikken, men på historien om skæbnerne bag Mayhem og Burzum.
Ligesom kontrasten mellem den spæde blackmetal-scene står i kontrast til hverdagslivet, står Euronymous’ og Vargs performer-karakterer hele tiden i kontrast til deres hverdagspersonligheder. “Hvor langt vil du gå?” er et tilbagevendende tema i filmen.
Der er ingen lange, følsomme monologer, replikkerne er koncise og troværdige, og den visuelle produktion holder filmen hele vejen igennem.
Musikken og især kulturen omkring den er et middel til provokation, udtryk for frustrationer, mindreværdskomplekser og bearbejdelse af traumatiske hændelser.
I løbet af filmens små to timer eskalerer det ekstreme og det absurde i takt med kirkeafbrændingerne og de grafiske og voldelige scener, uden at man slipper den konstante tilbagevenden til hverdags-Norge og pengegæld til far og mor.
Man sidder og tænker: “Var det virkeligt så vildt?”
Hændelsernes natur taget i betragtning, er svaret nok: “Ja, det var faktisk meget værre”. For i virkelighedens verden var der ingen æstetiske kameravinkler, ingen velplacerede Sigur Ros og Eivør-soundtracks og ingen kæk fortællerstemme. Kun utæmmelige følelser og brændende, blodige opgør.
Der er mindst lige så meget blod og i ild i “Lords of Chaos” som i mainstream-actionfilm, men på en sært æstetisk og grotesk måde.
Filmen er instrueret af Jonas Åkerlund, der ud over at have været trommeslager for Bathory har arbejdet med musikvideoer for blandt andet Madonna, The Prodigy, Lady Gaga og Rammstein og en tour-dokumentar om Beyoncé.
Musikvideofornemmelsen er ikke tabt i filmen, der visuelt er utroligt flot sat sammen.
Uden at lægge fingre imellem fortælles en historie om norsk idyl, selvskade, pinlige band-billeder, mord, kakaomælk, afhuggede grisehoveder og kirkeafbrændinger.
Er Lords of Chaos et “kom-og-se-giraffen”-showpiece om norsk blackmetal?
Eller er det karikerede univers en måde at dramatisere den vanvittige historie på?
Det kan man moshe længe og hårdt over, men hvis man har lyst til at se en film, der på en moderne og visuelt interessant måde fortolker folkene bag et vigtigt stykke nordisk metal-musikhistorie, så er “Lords of Chaos” bestemt en tur i biografmørket værd!

 

Filmen vises igen:
Onsdag den 3. oktober i Empire bio kl 22.15
Mandag den 8. oktober i Palads kl. 19.00