Lydsporet vakt til live

Anmeldelse af: Carpenter Brut, Pumpehuset, Kbh, 30. marts 2018

Det blev et dansebrag og en dansefest af vilde proportioner, da den franske syntwave-mester Carpenter Brut gæstede Pumpehuset

 

For omkring en måned siden havde jeg aldrig hørt om Carpenter Brut før, og hvis genren synthwave havde sparket mig i måsen, havde jeg ikke genkendt den, men en metalhjemmeside anbefalede mig den seneste skive fra nævnte, franske lydkunstner. Pladen hed “Leather Teeth”, og siden har jeg skamhørt alt, hvad der bar Carpenter Bruts navn og sat mig ind i genren.

Synthwave kombinerer og opdaterer lydsporet fra 80’er-film – som ved Carpenter Bruts liveopsætning med bagtæppet bag præg af gyser-film fra nævnte årti – og for den sags skyld også spillemaskinerne fra det forgangne årti.

Det lugter ikke umiddelbart af at have særligt meget rock- eller metal-relation, men man fornemmer både den forvrængede guitar og trommerne i numrene, og live har den franske DJ, der bærer det borgerlige navn Franck Hueso, netop også en guitarist og trommeslager med, og Carpenter Brut er da just blevet nomineret til en Golden Gods Awards i “breakthrought”-kategorien og har tidligere turneret med Ghost. Så metalfolket må være vilde med den slags – undertegnede inkluderet.

Det var derfor med spænding, at fotografen og jeg travede ind til den udsolgte koncert for at se, hvad der ville munde ud i: Ville dansefesten udeblive, ville det blive en træt pastiche – eller ville det bare blive genialt.

Opvarmningen var i hvert fald ikke noget at råbe hurra for…

Youth Code
Det kan formentlig være, at jeg kommer til kort her, for selvom jeg havde forsøgt at undersøge opvarmningen, duoen Youth Code – der består af to vokalister, hvoraf den ene tager sig af at lege DJ – forud for koncerten, så var det en meget rammende beskrivelse, jeg fik hvisket i mit øre: Det lyder som nogle sure teenagere, der skråler i en tørretumbler.

Angiveligt skulle der var tale om hardcore punk, der møder EBM og industrial, men hvor jeg holder af kunstnere som Combichrist, Moshpit og Viral Millenium, så evnede Youth Code ikke at have en eneste mindeværdig sang denne aften, og deres repertoire var hverken intenst eller interessant, som de førnævnte artister – og punk kunne jeg da slet ikke lugte noget af.

Jo, hvis live-attituden med at skeje sig ud skulle gøre det ud for punk, så var det punket, men i min bog er det lidt intetsigende at trykke på nogle knapper og brøle lidt forvrænget ned i mikrofonen, mens man øver sig på sine moshpit-bevægelser.

Youth Code vinder de to stjerner på, at publikum opfangede hvert eneste anstød via lydene fra scenen til at danse med, for den her Langfredag skulle sateme rykke i dansetøjet, og så havde Youth Code da energien med sig. Men man kunne lige så godt have hevet to mennesker fra publikum op på scenen og skruet op for husets musikanlæg end at have Youth Code som opvarmning.

Men før du klandrer mig for at være uforstående for DJ-musik og tro, at det bare handler om at trykke “afspil” på sin computer og lade folket danse, så var Carpenter Brut simpelthen i en liga for sig – og langt foran Youth Code.

Carpenter Brut
Ikke ét ord blev ytret fra scenen af hverken Franck eller de medbragte musikanter under hele koncerten. Der var faktisk ikke en eneste vokal-mikrofon at spore, og det havde vi heller ikke brug for. Hvert nummer afløste det næste uden det mindste svinkeærinde mellem sangene.

Så hvordan var den her oplevelse så meget federe end bare at sætte pladerne på derhjemme og skrue op?

Tjah, overskriften til denne anmeldelse kunne også have heddet “En eksplosion for alle sanser”, “Et intenst livemirakel” eller “Den bedste dansefest i Pumpen,” for den her koncert rykkede sig bare op på et niveau, hvor ord var overflødige og formentlig bliver omtalt senere hen med en frase som: “Du skulle have været der!” for det her sansebombardement gjorde årets Langfredag til en aaalt for kort fredag.

Bagscenetæppet viste filmklip fra obskure film og gamle oplysningsfilm, hvis ikke der blevet indgydet til at synge med ved udvalgte passager. Langsomt, men sikkert, blev undertegnede også en del af den nærmeste forreste musikfest, hvor gamle visuelle aspekter og ny elektroniske lyd med retro-fornemmelser mødte hinanden og omsvøbte mig i et audiovisuelt univers, der udslettede fortid, nutid og fremtid, eller måske til nøds efterlod mig et sted i starten eller midten af 1980’erne.

Specielt guitaristen og trommeslageren gjorde sit til, at de elektroniske elementer transcenderende den statiske oplevelse, som man eventuelt ville have følt det, hvis man bare spillede pladerne fra Carpenter Brut derhjemme, og fik os op i den forvrængende elektroniske dansehimmel, hvor det hele gik op i en højere enhed.

Da vi nåede afrunderen, coveret af Michael Sembellos sang “Manic” (åh, jo, du kender teksten), kunne Carpenter Brut for min skyld godt have spillet den femten gange, for folk var utvivleligt klar på at have den uendelige dansefest langt videre ind i påsken.
Det er faktisk en af mine eneste anker ved denne koncert: Den var simpelthen for kort. Oplevelsen med sanseopbygningen på alle seks parametre blev kun intensiveret fra start til slut, så da vi endelig via bagtæppet fik at vide, at nu var det slut, så kunne man sagtes have nappet flere timer i selskab med Carpenter Brut.

Jeg er, som afsløret, ikke kender udi genren, men jeg oplevede en DJ-seance, hvor musikken var meget mere end at trykke “afspil” og lade folk have en fest. Det var et formfuldendt live-arrangement, hvor jeg snildt gerne ville have set kunstneren med følge dagen efter – og dagen efter igen – uden at være blevet træt.

Se udvalgte billeder fra Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com fra aftenens dansefest her: