Majestætiske progressive udfoldelser

Anmeldelse af: Steven Wilson, Store VEGA, 03. marts 2018

Prog-guruen Steven Wilson indtog Store Vega, med store armbevægelser og et utroligt gennemført og flot show. Der blev serveret prog af yderst høj klasse.

 

Det er lørdag, det er koldt, sneen ligger i små dynger udenfor, og jeg skal bevæge mig ud i det. Turen skal nemlig gå til København, hvor musikeren og produceren Steven Wilson skal optræde for et totalt udsolgt Store VEGA. At der rent faktisk er udsolgt, er ikke noget under. Steven Wilson er ufatteligt tæt på at være at betragte som et objektivt set musikalsk geni, om end det er med hans gamle suveræne band Porcupine Tree, med hans soloprojekt, der er en kende mere poppet, eller om det er som medvirkende til et af de mange andre projekter, som f.eks. Storm Corrosion (der bestod af Wilson, og Mikael Åkerfelt fra Opeth).
Smag vil per definition aldrig være objektivt, men lige med Steven Wilson bør de fleste kunne anerkende mandens dygtighed, der diskutabelt er en særlig form for genialitet. Man ved altså, at man sædvanligvis får serveret en portion af ufatteligt gennemtænkt og veludført musik, hovedsageligt indenfor proggens verden.

Personligt er jeg mest begejstret for hans gamle band Porcupine Tree, som jeg desværre endnu ikke har fået muligheden for at opleve live, særligt ærgerligt er det, da de ikke spiller længere. Wilsons soloprojekt er derfor det tætteste, man umiddelbart kan komme, særligt da manden har en behagelig tendens modsat hans canadiske pendant Devin Townsend til at spille sange fra sine gamle bands.

Kvart over 20 går den lille brite på scenen til enorm jubel fra publikum. Scenen er dækket af et stort gennemsigtigt tæppe, der fungerer som et lærred for de virtuelle elementer, som til tider benyttes i løbet af showet. Det fungerer super godt, og man kan stadig se bandet bagved, imens man får utroligt flotte og veludførte videoer på lærredet foran dem.
Lærredet bliver ligeledes suppleret af videoklip, der bliver fremvist på den store skærm bagved bandet. Idet hele taget er sceneopsætningen utroligt gennemført, og det virtuelle går i en smuk symbiose med de musikalske genialiteter, som fyres ud fra scenen med en præcision, der ville gøre de fleste musikere grønne af misundelse.

Steven Wilson er, som der også senere i koncerten bliver meldt ud, ikke en særligt konservativ person. Nyt er altid bedre ifølge ham, og derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at størstedelen af aftenens sætliste munder ud i numre fra hans seneste udgivelse, To The Bone, der naturligvis også er pladen, som han er på turné med. Generelt er sætlisten ufatteligt alsidig og spændende.
Jeg kender ikke mange af numrene, men jeg føler mig hurtigt henkastet til at blive opslugt af musikken og det udtryk, som de formidable musikanter formår at få ud over scenekanten. Der spilles med en ufattelig følelse igennem hele aftenen og på trods af, at musikken er skrevet af Wilson, føles bandet som nærmest ligeså essentielle i forhold til det kunstneriske udtryk.

Bandet spiller imponerende og med et overskud som få. Særligt imponerende er trommeslageren, der uden den mindste tvivl rangerer blandt de bedst, og mest interessante tøndebaskere, jeg endnu har haft fornøjelsen af at opleve. Bassen holdes solidt og interessant, imens leadguitaren udføres på magisk vis af den helt igennem fantastiske guitarist Alex Hutchings. Vi får ligeledes serveret glimrende og velplaceret synth samt keyboards både fra en dedikeret musikant og fra Wilson selv, der skifter mellem sin guitar, en bas og keyboard gennem koncerten. Koncerten bliver ligeledes besøgt af adskillige gæstevokalister, der dog alle har den lighed, at de optræder via et allerede indspillet track og kun vises i forbindelse med videoerne. Det fungerer godt og viser også, hvor solidt sammenspillet i bandet egentlig er, når alt bare er timet og sidder i skabet.
Det er mildest talt imponerende.

Lyden står ufatteligt skarp i VEGA denne aften og minder mest af alt om perfektion. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvorvidt der mangler noget fra nogle specifikke instrumenter. Wilson lader ingenting til tilfældighederne. Dette kan også ses på den svada, manden giver publikum i den sidste del af sættet. Wilson laver ikke by request og tager tykt pis på de folk, som råber efter specifikke sange. ”Hvornår er det nogensinde sket, at et band har spillet en sang bare fordi, der blev råbt efter den?” spørger Wilson kækt fra scenen. Tjo, altså, jeg har da oplevet Yelawolf gøre det på NorthSide, og det er da også set andre steder før.
Forståelsen er der dog særligt for en mand, hvis sange er så komplekse, at der skal holdes til en fast og gennemøvet sætliste. Specielt hvis det visuelle skal virke, er dette en yderst nødvendig fremgangsmåde. Desværre går der nogle gange lidt tomgang i den i løbet af koncerten, en ting, som de mere progressive genrer godt kan have en tendens til at gøre. Der sker simpelthen for meget samtidig med, at der sker for lidt. Heldigvis er det kun sporadisk, og koncerten viser sig generelt som en magtudfoldelse. Wilson redder meget på sin charme og formår adskillige gange at få publikummet til at le højt. Wilson er ikke en ydmyg person. Han er god, og han ved det godt.

Publikum fik serveret en koncert på cirka to en halv time eksklusiv det kvarters pause, som befandt sig i midten af sættet. Bandet fik leveret, og særligt fik Wilson selv serveret en god portion af sig selv og hans univers. Desværre føltes det fra tid til anden som om, at der gik lidt rutine og tomgang i den. Hele seks numre fik vi dog serveret fra Porcupine Trees repertoire, hvilket bestemt kan ses som absolutte højdepunkter i løbet af koncerten. Personligt var der ikke mange sange, som jeg kendte, men det bliver der lavet om på.

Steven Wilson leverede en koncert, der sad præcist, hvor den skulle, og sendte uden tvivl alle, som var på Store VEGA denne aften, hjem med et smil på læben.
Vi var alle blevet beriget af Steven Wilson og hans selskab.