Anmeldelse af: Mastodon. Train, Aarhus. 02. februar 2019.
Mastodon formåede at levere en af deres bedste shows på dansk jord i nyere tid, da de lagde vejen forbi et udsolgt Train i Aarhus. Med sig havde de desuden intet mindre end en formidabel opvarmning.
Foto: Sebastian Dammark.
Mutoid Man
Vi lægger aftenen ud med en god røvfuld bølle-trucker metal fra de amerikanske Mutoid Man. Trekløveren spiller unægteligt vanvittigt sejt, og lyden fungerer rigtigt godt, selvom man til tider godt kunne savne en ekstra guitar i mikset.
Forsanger og guitarist, Stephen Brodsky, kommer godt rundt på den sparsomme plads, som er overladt til opvarmningsbandsene, samtidig med at han simpelthen spiller en gedigen spade! Der er fandeme fart over feltet.
Desværre er publikum ikke rigtigt klar på denne energiudladning allerede så tidligt på aftenen. Bevares, der bliver headbanget hos enkelte publikummer, mens andre nikker anerkendende med hovedet. Uanset, er der desværre meget lidt energi at spore hos publikum, på trods af at bandet helt klart fortjener mere.
Der kommer dog lidt gang i den, da bandet begynder på de tunge toner til deres dejligt tunge nummer “Kiss Of Death”. Her får flere publikummer også sat lidt mere gang i futtemøjet. Mutoid Man kan virkelig finde ud af at trucke derudaf med fed stoner sludge, der indeholder en vanvittig energi. Det bliver til tider næsten helt thrashet, og det falder i god jord.
Lyden er ligeledes rigtigt fed, og noget af det bedre, jeg har oplevet på Train. Trommerne får lov til at baske igennem, imens både guitaren og bassen skiller sig godt ud.
Næstsidst i sættet får vi det helt fantastiske nummer “Bridgeburner”, der indtil videre har været mit ”go to”-nummer, når jeg har skulle introducere folk for Mutoid Man. Det er sludget, men med en god fart, sprøde melodier, godt med smadder og med en vokal, der her vækker minder om Dexter Holland fra The Offspring, en sanger, som jeg helt ærligt holder rigtigt meget af.
Det er et miks der helt klart fungerer, og Mutoid Man er jo nærmest en perfekt opvarmning for Mastodon, på trods af at man ikke nødvendigvis skulle tro det.
Her til aften på Train har de i hvert fald gjort det godt, og har uden den mindste form for tvivl scoret sig nogle nye fans.
Kvelertak
Så er det unægtelig blevet tid til fest!
En fest med punk-friske nordmænd af den bedste slags! Sidst, jeg så Kvelertak, havde jeg mildest talt en oplevelse for livet, da jeg blev hevet op på scenen inde på Lille Vega og fik en guitar i hænderne og fik lov til at spille med på bandets ekstranummer.
Siden da har bandet fået sig en ny vokalist, og om han kan holde Kvelertak-flaget (ikke bare i overført betydning – han svinger rent faktisk med Kvelertak flaget) ligeså godt som Erlend Hejvik gjorde det i sin tid, er mildest talt spændende.
Bandet lægger i hvert fald ud med den evigt fantastiske åbner “Åpenbaring”. Umiddelbart virker lyden ikke helt ligeså nuanceret, som den gjorde under Mutoid Man. De tre guitarer får lidt hinanden til at drukne i starten af sættet. Heldigvis bliver der ret hurtigt lavet om på dette, og vi får fornøjelsen af at kunne høre de tre meget forskellige stile, som de tre guitarister i Kvelertak besidder.
Den nye forsanger og frontmand, Ivar Nikolaisen, tilføjer en mere punket energi, hvilket egentlig klæder bandet en del, om end det gør, at de er lidt mindre unikke, end de var før i tiden. Energiniveauet er enormt højt, og Nikolaisen får sateme crowdsurfet. Dette virker som et godt cue til, at publikum skal gøre det samme, monkey see monkey do, og det er fedt!
Publikum er virkelig klar på at feste til Kvelertak. Der bliver headbanget, moshet og crowdsurfet, så det er en fryd. For mit vedkommende virker det dog stadig træls, at vagterne på Train altid skal skubbe crowdsurferne ud til publikum igen, i stedet for at spillestedet skaber lidt plads oppe foran, så man kan få hevet dem ned, således at de kan gå ud igen og eventuelt tage en surftur mere. Uanset, så er der i hvert fald en vild fest i gang under Kvelertaks koncert, og det smitter helt klart også af på bandet, der virker til at give den ekstra gas, præcis som de faktisk har tendens til, når de spiller under de danske himmelstrøg.
Kvelertak lever atter engang op til deres ry og får leveret en koncert med noget af den bedste energi, som man p.t. kan opleve på en scene.
Mastodon
Aftenens hovednavn indtager scenen til det klassiske nummer “Iron Tusk”, der så sandelig er sigende for aftenens koncert. Nummeret stammer nemlig fra det ekstremt fede album Leviathan, og netop dette album skal vise sig at være det helt store omdrejningspunkt for aftenens Mastodon koncert. Dette er ganske kærkomment, da det er ved at være længe siden, at Mastodon har haft et fokus på deres klassiske albums, når de har været på dansk visit.
Jovist, vi får da også en god håndfuld numre fra det seneste udspil, Emperor of Sand, men hovedfokus ligger altså på det ældre. Det er dejligt, at Mastodon forstår sig på at ændre i deres sætlister fra tour til tour, således at det giver mening at se dem flere gange.
Her til aften er bandet virkelig i hopla!
Mastodon plejer ikke at være et vanvittigt godt live-band, de mangler ofte noget energi og noget nærvær i forhold til deres publikum. Heldigvis er ‘plejer’ død i aften, i hvert fald i store dele af sættet. Bandet udstråler enorm kampgejst og får virkelig smækket publikum lige i fjæset, med en energi man sjældent har set fra Mastodon. Publikum er ligeledes ekstremt godt med fra starten af showet, og moshpitten er en ren fryd.
Desværre varer denne energi ikke helt ved, og koncerten formår midtvejs at stagnere en kende. Om det er fordi, at publikum har svært ved at holde gejsten, når musikken udvikler sig og kræver så meget opmærksomhed, som Mastodons musik gør, eller om det bare er fordi, der kommer nogle sange, som ikke rigtigt falder i god jord, er et godt spørgsmål. For mit vedkommende er det utroligt sejr, når de spiller numre som Capillarian Crest. Luften går i hvert fald uanset lidt af ballonen midtvejs i sættet, hvilket helt klart er ærgerligt.
Som modsvar hiver Mastodon sidst i sættet den altid vidunderlige sanger og performer Scott Kelly fra Neurosis på scenen, akkurat som de også gjorde det sidst, de var forbi det ganske danske land. Med tilføjelsen af Scott Kelly rejser koncerten sig atter engang, og publikum giver den ekstra gas. Kellys vokal rammer super godt og hårdt her til aften. Heldigvis har Mastodonterne da og løftet deres vokalniveau her til aften. Dette er nemlig ofte et problem for bandet, men her til aften har vokalerne siddet noget bedre, end de plejer, omend de stadig ikke er helt perfekte.
Sammenspillet i hele bandet har ligeledes været utroligt stramt og med et enormt energiniveau, der næsten er uvant Mastodon. Ikke siden deres koncert på Orange Scene i 2011 har jeg oplevet Mastodon være i sådan hopla. Lyden kunne godt bruge lidt mere bas, men udover dette rykker lyden rigtigt godt igennem nede på det tætpakkede Train.
Vi får serveret hele seks numre i slutningen af sættet med den kære og meget vrede Scott Kelly. Blandt andet får vi en virkelig solid liveversion af titelnummeret fra det helt fantastiske 2009-album, Crack The Skye. Desuden får vi denne gang, modsat deres seneste koncert i København, den klassiske koncertafslutning med bandets uden tvivl største hit, “Blood And Thunder”, ligeledes med Kelly på backing vokal. Her koger salen i særdelshed over, og både band og publikum formår nærmest at smelte sammen i en energisk symbiose.
Mastodon leverer en koncert, der er udover det sædvanligt særligt i forhold til deres egne standarder, der til tider kan være tvivlsomme. Dette er de ikke her til aften, og Mastodon overbeviser publikum om, at de så sandelig stadig er et band med relevans, omend størstedelen af relevansen stadig ligger på de ældre albums og de ældre sange.
