Anmeldelse af: Metallica, Jyske Bank Boxen, Herning, 27. marts 2018

 

Verdens største metalband droppede forbi Jyske Bank Boxen i Herning, hvor de leverede en koncert med enormt fokus på deres seneste album, Hardwired… To Self-Destruct. Det gav en koncert af svingende kaliber.

 

Kvelertak
Førend Herning får lov til at blive badet i lyset og festen, der er kendt som Metallica, skal publikummet smadres igennem af en led omgang norsk punk med black metal-elementer. Metallica har nemlig hevet ingen ringere end energibomben Kvelertak med sig til Herning.
Kvelertak har til dato ikke skuffet, og denne aften bliver bestemt heller ikke undtagelsen. Bandet leverer en glimrende koncert med god nerve og en super fed energi.
De store armbevægelser virker dog ikke umiddelbart på det noget træge danske publikum. Metallica har ellers en tendens til at hive vildt fede bands med som opvarmning til deres shows, og Kvelertak hører bestemt til i denne kategori. Problemet ligger så nærmere i, at publikum ikke rigtigt fanger Kvelertak ordentligt. Bevares, der bliver da klappet, men der er ingen gejst at spore hos publikummet, der mildest talt ikke umiddelbart består af folk, som rent faktisk hører metal. Dette er en ting der, desværre kunne forudses, da Metallicas fanskare er en bred flok, som består af rigtigt mange gange hr og fru Jensen. Metallica er allemandseje på disse breddegrader.

Kvelertak gør ellers alt, hvad de kan, for at hive folket op i et højere gear. Festen udebliver dog, dels fordi publikummet ikke rigtigt giver energi tilbage til bandet. Det når derfor aldrig op at koge, og man står med en fornemmelse af, at Kvelertak fortjener bedre, for de kan nemlig levere et intenst rockshow. Desværre er lyden mildest talt elendig under Kvelertak, hvilket er yderst mærkværdigt, da Boxen netop har haft glimrende lyd de andre gange, jeg har været derinde. Lyden mudrer, og vokalen er nærmest ikke eksisterende i lydbilledet. Det er super ærgerligt, for vokalen er meget bærende for Kvelertak og er netop med til at gøre bandet mere metallisk ved at give deres attitude-drevne melodiske punk et black metal-flair. Der er dog rigeligt med grund til at tage ind og se Kvelertak, når de vender tilbage til Danmark til maj i Lille Vega, hvor der uden tvivl kommer til at være gang i den.

 

Metallica
En førstegangsoplevelse skal til at i gang. Jeg føler, at jeg er en af de få danskere, særligt indenfor metalkulturen, der aldrig har set Metallica live på trods af, at de netop har været flittige til at besøge Danmark, samt det faktum, at de altid har nogle virkelig lokkende opvarmningsbands med. Det har alle dage været lokkende at tage med, selv bare for opvarmningen. Derfor er det med en del spænding i maven, at jeg står klar til at Ulrich og co. skal indtage scenen i Boxen. De har fået meget hug, men også megen ros for deres seneste koncerter i Royal Arena. Det er derfor et stort smil, et smil, der deles med resten af publikum, der breder sig over mit ansigt, da Ennio Morricones legendariske “The Ecstasy Of Gold” brager ud af højtalerne.

Vi lægger ud med to numre fra den nye skive, stærkt efterfulgt af Kill Em All-klassikeren og det typiske afslutnings- og ballonnummer, “Seek And Destroy”. Det sejler lidt rundt for bandet på scenen, og James Hetfield får kigget forundret på Lars over hans trommespil midt i nummeret. Hvis lyden er ligeså ringe på scenen, som den er på gulvet, så kan det give mening, at der snubles. Det knitrer og buldrer løs, men man får ikke ret meget af definitionen med, og det bliver en kende utight. Dette forhindrer dog ikke den store fællessang for at bryde ud, en ting der går igen særligt til bandets ældre numre.

Sætlisten er generelt meget præget af det seneste album Hardwired… To Self-Destruct, en plade, hvor der er ganske meget svinger i valsen. Det første af de knap så heldige numre, både live og på albummet, som vi får serveret, er “Now That We Are Dead”, som virkelig tager pulsen ud af koncerten. At de så går Safri Duo-mode, blot uden interessant trommespil, i den midtvejs, er da en okay gimmick, men så heller ikke mere end det. Samtlige medlemmer står og slår i takt på nogle ekstra trommer, der er blevet stillet frem på scenen, og de får da en applaus og masser af hujen, men musikalsk er det ikke i nærheden af at være spændende. Man kunne nå et helt nummer i stedet, så hvorfor ikke gøre det?

Det går så derefter direkte over i et andet af de kedeligere numre fra samme album, nemlig nummeret “Confusion”. Her begynder man at føle, at de godt kunne have skåret lidt i sætlisten, så man kunne have fået nogle andre og bedre livenumre. Festen udebliver desværre også her, og det er en skam, for bandet vil virkelig gerne, og det løses ved at smide publikums baskeren “For Whom The Bell Tolls” ud over scenekanten. Her begynder gryderetten ligeså stille at boble på trods af, at der er lidt problemer med noget utight guitar fra den kære Hammett. Dette lader dog ikke til at røre publikummet, og Metallica selv kommer også glimrende rundt på deres 360° scene i midten af Boxen, hvilket egentlig fungerer ganske glimrende.
Endnu et af de ligegyldige “Hardwired”-numre får lov til at løbe over i en fornøjelig cover version af “Rabalderstræde”. Her tager Hetfield og Ulrich en pause og lader Kirk Hammett spille guitar, og Robert Trujilo spille bas og synge. Ja, synge. På ”dansk”. Underholdningsværdien i dette indslag er super høj, og publikum æder det råt. Det er ca. herfra at koncerten virkelig begynder at tage fat.

Vi får serveret Cliff Burton-klassikeren “(Anesthesia) Pulling Teeth” ganske overbevisende fra Robert Trujilo. Denne løber direkte over i Misfits-coveret “Last Caress”, og her begynder det endelig at føles lidt mere som et metalshow. Der starter et par moshpits, om end de er lidt små i størrelserne, og netop her bliver mine bange anelser bekræftet. Metallicas publikum er desværre ikke et metal publikum, og hr og fru Jensen bliver utilfredse, når der opstår situationer, som ellers er ganske normale til en metalkoncert. Derfor blev moshpits hurtigt til et intetsigende helvede af folk, der stod og skæver til de 6-7 personer, der faktisk ville have det lidt sjovt. Hvis man tager til en metalkoncert, og særligt hvis man stiller sig op foran, så må dette altså være forventeligt, ellers må I sgu blive hjemme i stedet for at få sure miner og ville begynde at slås i stedet for at have det sjovt. Alt andet er direkte pinligt.

“Creeping Death” bliver blæst ud fra scenen med stor overbevisning og et stort overskud. Det nummer består altså også bare udelukkende af seje stykker. Bandet er på, og publikum er med. Herefter er der en ganske glimrende version af “Moth Into Flames”, hvor der flyver små droner rundt, som antageligt skulle symbolisere de mennesker, der flyver lidt for tæt på ilden i deres søgen på berømmelse. Bagefter går vi i klassiker-land med “Sad But True”, der nærmest så godt som dedikeres til den spirende generation. “One”, hvor trommerne desværre forventeligt halter (måske Lars burde øve lidt på sin dobbeltpedal) og slutteligt “Master Of Puppets”, hvor særligt James Hetfields solo står utroligt skarp.

Efter en kort pause vender bandet tilbage med det muligvis bedste nummer, de har skrevet siden Black Album, nemlig Hardwired-afslutteren, “Spit Out The Bone”. Desværre er lydforholdene således, at man ikke rigtigt får riffsene ordentligt serveret, og det hele mudrer lidt til. Herefter bliver det tid til, at hr og fru Jensen skal have deres mobiler op af lommen. Det er nemlig tid til de sidste to skæringer, som bliver “Nothing Else Matters” og det drøje nummer “Enter Sandman”. Ingen af disse numre kilder nævneværdigt her, men publikum æder det råt. “Nothing Else Matters” bliver ikke leveret super overbevisende, særligt ikke introen på guitaren, der ikke lige sidder så skarpt. Salen begynder dog at koge under “Enter Sandman”, hvor der bliver skrålet med af alle lungers fulde kræfter.

 

Metallica har leveret en koncert, som kun ganske få i deres alder rent faktisk kan præstere. Omkring to timer og tyve minutter i selskab med Metallica er sgu hyggeligt. Det føles på mange måder aldrig som et metalshow, men nærmere som en fadølsfest, og som dette gør koncerten sig glimrende.
Bandet spiller ujævnt, men formår alligevel at tryllebinde deres publikum, særligt fordi deres numre generelt er gode og let tilgængelige. Sceneopsætningen fungerer glimrende, og man føler, at man har fået serveret en god bid af hver enkelt medlem. Lysshowet var ligeledes lækkert gennemført, og de bevægelige skærme tog sig rigtigt godt ud særligt under nummeret “One”. Metallica har en vis charme over sig, og denne er bestemt ikke tabt her til aften.
De har igennem hele koncerten virket oplagte og ufatteligt glade og, ja, nærmest benådede over at spille. Danmark har fået serveret sig en fadølsfest i selskab med vores alles Metallica. Koncerten har været med sin del af svinger i valsen, men formår alligevel at stå skarpt i hukommelsen. Metallica kan altså et eller andet, og når det swinger, så swinger det fandeme også!
Lyden har desværre været af svingende kaliber lige fra fremragende til forfærdeligt. I det hele taget har lyden været mærkelig. For høj til ikke at have ørepropper i, men for lav til at have dem i. Der må man godt lige beslutte sig for, hvordan lyden bør være til et sådan arrangement. Metallica beviser i hvert fald, at de stadig er elskede, og at de stadig, på trods af haltende instrumentation, formår at levere en koncert, der er over det jævne. Tilsæt en bedre sætliste, og så ville de kunne køre den ekstra meget hjem, særligt fordi, de altså har en vis charme forbundet med deres optræden.