Anmeldelse af: Kellermensch, VoxHall, 16. februar 2018.

 

De post-inspirerede herrer fra det esbjergensiske mørk-rock band Kellermensch skulle genvise Voxhall i Aarhus, at de stadig har berettigelse iblandt toppen af dansk musik anno 2018

 

Kellermensch er et band, som jeg har fulgt personligt siden den helt spæde start tilbage i Esbjerg. Bandet har slået godt og grundigt igennem både på den danske og den udenlandske (særligt den britiske) scene. Derfor var det da netop også med nogen spænding i kroppen, at jeg marcherede ned på Voxhall denne kølige fredag aften i februar.

Er du gal, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

 

BIG MESS
Knap ankom jeg til spillestedet og fik mig placeret, før aftenens opvarmning entrerede scenen. BIG MESS er et band, som jeg personligt aldrig har hørt om før, men hvis de er valgt til at åbne for Kellermensch, skal de nok kunne et eller andet. Spørgsmålet er så, hvad dette ’’et eller andet’’ indeholder. Det kan jo være meget bredt, det der med at passe sammen med Kellermensch.

Big Mess viser sig dog hurtigt at spille indenfor en genre, som jeg personligt nyder. Det er en blanding imellem 70ernes og 80ernes punk og goth scene a.la. The Cure og Killing Joke. De særligt tydelige referencer til The Cure og Killing Joke ligger særligt i vokalen, som nærmest er taget direkte ud fra de to bands. Vokalisten gør det godt, rigtigt godt endda, med sin klynkende og alligevel punk-rå vokal. Det er bestemt ikke noget for alle i publikum, men der bliver hujet mellem hvert eneste nummer, som bandet smider ud fra scenen. Der bliver ikke sagt synderligt meget andet end et par enkelte ’’tak’’ oppe fra scenen. Bandet prøver ikke super meget på at tryllebinde deres publikum, og derfor lykkedes det heller aldrig helt for dem at fange Aarhus.

Bandets optræden viser sig denne aften som en speciel affære. Guitaristen har en super fed og punket attitude. Ligeså kan siges om forsangeren, der kommer fint rundt på scenen og laver fagter. Desværre er det som om, at der slet ikke er noget som helst af gejst at hente ved bassisten, der egentlig står stille og må svede jævnt meget i sin store dunjakke.
En dunjakke på VoxHalls scene? Så har jeg da set det med!

Bandet spiller et tight punket sætliste med super stramme guitarstykker og en lækkert vandrende bas, solide trommer og en af de bedre klynkevokaler, jeg har hørt i langt tid. Desværre fungerer guitarens lyd bedst, når der ikke bliver pillet ved distortionpedalen, dvs. med den rene guitar lyd. Det er som om, at en del af signalet forsvinder, når guitaristen vil have ekstra knald på.

Der er bestemt noget at hente i BIG MESS, og dette bliver ikke sidste gang, at jeg skal fange dem live. Umiddelbart et godt valg af opvarmning til sådan en aften som denne.

 

Kellermensch
Fra asken og ind i ilden. Pausen fra BIG MESS strækker sig udover cirka en halv time. Det er velsagtens ganske forventeligt, at Kellermensch går på klokken 22 sharp. Da forsanger, hovedkomponist og all-time-pissed-off-guy Sebastian Wolff træder ind på scenen, er det til enorm jubel fra et så godt som udsolgt VoxHall. Den første tanke, der strejfer, idet jeg orienterer mig i rummet, er, hvordan det nogensinde er lykkedes for et band som Kellermensch at ramme så ekstremt bred og stor en skare af publikum. Man kan ikke sætte en typebeskrivelse på det publikum, der kommer til en Kellermensch-koncert.
Der kommer alt fra mennesker, der umiddelbart ligner, at de lige har fået fri fra deres advokatpraksis, til folk, som man kender dem fra metalmiljøet. Det er fantastisk sammensmeltning, som jeg har svært ved at forstå, er sket for det band, som jeg føler, at jeg så blive født i Esbjerg i midten af 00erne. Det er helt fantastisk og fuldt ud fortjent, for Kellermensch skriver musik, der taler direkte til det menneskelige følelsesregister. Det tunge og depressive følelsesregister.

Der hersker fra første strofe ingen tvivl om, at Kellemensch er et ambitiøst band, der har noget dybt på hjerte. Deres fremtoning er ufattelig effektiv i forhold til det følelsesspektre, som der udnyttes og beskrives igennem musikken. Bandets positioner og optræden live komplementerer hinanden og virker nærmest symbolsk i forhold til de følelser, som de respektive instrumenter skal bringe ud i musikken.

Strygerne, dvs. både violinen og kontrabassen, der fra tid til anden bliver udskiftet med en guitar, står pænt ude i siden og tager ikke for meget plads, men har stadig et pænt fokus. De forskellige keyboards, orgler m.m. ligger godt og subtilt i baggrunden og sørger for at skabe en dyster stemning. Trommerne brager løst med lækre finesser, mens den ene guitar spiller stramt og energisk ude på sidelinjen. Bassisten, Claudio Wolff, tonser rundt fra den ene side af scenen til den anden, imens han elegant buldrer løst, der er en meget passende symbolik på hans rolle i bandet. Samtidig går kaosset amok inde i Wolffs hoved, hvilket resulterer i, at han kaster om sig med mikrofonstativer, telecastere og ikke mindst sin egen krop. Der er energi i manden med de mange tunge følelser og den energi bliver ladt ud til bandets livekoncerter. Wolff bliver løbende igennem koncerten suppleret af den fremragende brøler, Christian Sindermann, der bevæger sig oppe fra sit keyboard eller orgel ned foran, når han skal brøle igennem. Dette giver en meget metallisk ’’in your face’’-stil, som klæder bandet og dets musik godt.

Der er noget smukt over den form for kaos, som der foregår under en Kellemensch-koncert. Dette er opskriften på rock’n’roll. Liveshowet er tydeligvis ikke aftalt på forhånd, og bandet lever sig derfor netop bare ind i deres individuelle roller, en ting, som fylder og virker ufatteligt godt på scenen.

Lyden viser sig igennem Kellermenschs koncert fra en glimrende side. Desværre er det ikke altid, at den ellers lækre kontrabas fra John Laursen går helt ordentligt igennem, men når den gør, er det netop ufatteligt effektivt og smukt. Bassen buldrer løst i baggrunden, mens guitarerne spiller stramt. I forskellige numre, som f.eks. ’’The Day You Walked’’ benytter guitaristen John Laursen en E-bow, som er ufatteligt effektiv for udtrykket i musikken. Guitaren kommer derved til at have sustain næsten på samme måde som en violin og smelter derfor pænt sammen med violinens melodistykke. Keyboards osv. ligger meget fint i baggrunden og kan høres pænt igennem koncerten. De tre forskellige vokaler harmonerer rigtigt godt sammen og skaber et ufatteligt bredt lydbillede for bandet.

Kellermensch spiller noget post inspireret rock og metal af den slags, som virkelig kan sætte sig i hovedet. Hele turen hjem fra koncerten gik med at have sidste års bedste danske nummer det Depeche Mode-inspirerede ’’Mediocre Man’’ på hovedet. Det er næsten en nytænkning af ’’Personal Jesus’’, ja, faktisk ligger disse numre meget op ad hinanden, men hold da kæft, hvor swinger det altså bare.

Kellermensch leverede en fuldstændig fantastisk koncert på VoxHall. Vi er kun i Februar, og allerede har vi haft en så fantastisk koncert. Godt gået gamle fishtown boys!