Anmeldelse af: Alice Cooper, Harder Stage, Wacken Open Air, 5/8-17

Dårlig lyd satte en stopper for en stor del af morskaben ved Alice Coopers koncert på dette års Wacken Open Air.

(Foto: Arkiv)

Horrormesteren Alice Cooper vendte tilbage til Wacken Open Air i 2017 og skulle spille op til heavydans den sidste aften på den største scene: Harder. Han havde naturligvis alt det gode habengut med, som der simpelthen bare hører sig til en Alice Cooper-koncert. Der var dansere, der var Frankenstein, der var guillotine, spændetrøje osv. Der var altså lagt op til en kavalkade af det bedste fra Alice Cooper! Det var sådan set cirka også det, vi fik leveret.

Desværre var lyden under langt størstedelen af koncerten mildest talt elendig. Der var konsekvent problemer med lydniveauer. Ofte fungerede det sådan, at man slet ikke kunne høre vokalen, og hvis ikke den var galt med vokalen, så svingede lydniveauet generelt, eller også fløj guitarerne op og ned i volume. Det var ikke en lydpræstation, som var den største scene,på Europas største metal festival værdig. Det er simpelthen en ommer!

Heldigvis kunne backingbandet i høj grad veje op for den dårlige lyd! Det band, som Alice Cooper turnerer med lige nu, spiller nemlig for vildt! Specielt kan jeg ikke stoppe med at være imponeret af den hektiske Nita Strauss, som spiller helt fantastisk! Hun minder en kende om en kvindelig version af Steve Vai, og hendes niveau er helt klart oppe i den samme liga, som virtuosen bevæger sig i! Samtidig med, at hun bare spiller for åndsvagt godt, så er hun også tæt på at være den fødte performer. Hun kommer godt rundt på scenen, hvor hun får vist hele publikum, hvor let hun kan få det hele til at se ud. Hun er en af de guitarister, hvor det ikke gør noget, at hun får en fem minutter, hvor hun bare render rundt og spiller soloer.

Sceneshowet var generelt set ligeså godt, som det altid er til en Alice Cooper-koncert, der er altid gang i den med masser af skuespil og fede rekvisitter. Det er ikke rigtigt til at mærke på Alice Cooper, at han er ved at være så langt oppe i årene, som han egentlig er. Enten har han altid lydt gammel, eller også lyder han stadig ung. Faktum er i hvert fald, at han ikke er 18 mere, men ældre kan sgu også gøre det.

Sætlisten mindede lidt om den, som danskerne fik serveret på Copenhell sidste år dog uden helt så mange covernumre. Der skulle dog serveres et ekstra nummer, som blev et cover af Motörheads ’’Ace of Spades’’, hvor bassisten Chuck Garric overtog vokalen fra Alice, der så valgte at gå rundt og mime, at han sang med i stedet. Coveret fungerede fint, og Garric gør sig godt som Lemmy, men det havde nu været fedt med lidt mere Alice Cooper indover. Wacken fik serveret en perlerække af fede numre som ’’I’m Eighteen’’, ’’Feed My Frankenstein’’, ’’Poison’’, ’’No More Mr. Nice Guy’’ og naturligvis den klassiske afslutter i form af ’’School’s Out’’, hvor der, ligesom på Copenhell, blev blandet lidt Pink Floyd indover.

Alice Cooper leverede således en egentlig glimrende koncert med rigtigt meget af det, som vi alle forbinder og elsker ved Alice Coopers shows. Desværre ødelagde den elendige lyd virkelig meget af koncerten, hvor det til tider begyndte at blive helt pinligt at overvære, hvordan alt, der lydmæssigt kunne gå i kage, også gik i kage.