Metal i Forsamlingshuset – anmeldelse

Anmeldelse af Metal i Forsamlingshuset, Gylling, 08 okt. 2016

At holde metal i et forsamlingshus i en lille by, et sted udenfor Odder, lyder muligvis som noget som ikke blot er mærkeligt, men også underbesøgt

Af: Bastian Reinholdt Madsen

Det er overhovedet ikke sådan, det føles, når man er på besøg til Metal I Forsamlingshuset i Gylling. Arrangementet er præcis, hvad det udgiver sig for, der er ingen illusioner om, hvilken type arrangement man har med at gøre. Det er et simpelt, men meget velfungerende koncept: en god håndfuld metal bands der spiller på en, efterhånden, knap så lille scene i et forsamlingshus i en mindre by i provinsen. Hvor man så normalt ville tro, at der ikke ville komme ret mange mennesker til et sådant arrangement, kan man godt tro om igen. Gylling har et fantastisk metalpublikum og en meget støttende fanskare, hvilket også resulterede i, at denne 10. koncert i rækken af ’’Metal I Forsamlingshuset’’ var totalt udsolgt – og det endda ganske hurtigt. Til 50 kroner for så glimrende og varieret en bandpakke er dette nu også ganske forståeligt. Til jubilæet kom der derfor fire danske bands i hver deres ende af metal/rock genren.

Death To Seattle
Aftenens koncerter starter op med det meget kaotiske og punkede aarhusianske hardcore band ’’Death To Seattle’’. Koncerten var en velfortjent start-lussing og kunne velsagtens have været en ganske glimrende opvarmning, hvis blot musikken havde holdt ligeså godt som den ekstremt aggressive performance, der blev leveret. Desværre falder bandet, specielt vokalen, udenfor rækkevidde af, hvad denne anmelder finder reelt godt, hvilket er synd, for performe kan dette band fandeme finde ud af! Deres sange er meget simple og aggressive med masser af dertilhørende punk-attitude. Det er en vel brugt opskrift, men det er fordi, denne opskrift normalt virker. Denne anmelder følte den desværre ikke denne aften. Imellem den meget skingre skrigende vokal, der mest af alt mindede om, hvad jeg vil beskrive som en træls Metalcore- eller hardcorevokal, og den, i starten af sættet, totalt manglende bund, så ramte det bare ikke rigtigt publikummet i Gylling. Dette resulterede derved også i, at publikum mest af alt henstod til at stå lidt længere væk i lokalet. Baren virkede lidt mere interessant end selve musikken.

Bandet sluttede af på bedste punk vis med at kaste rundt med deres instrumenter på scenen, et klassisk træk indenfor genren – men som denne anmelder ikke rigtigt ser nødvendigheden i.

Beneath The Silence
Efter en god portion frisk luft og et par pilsnere mere var man således klar til det næste af aftenens brede vifte af bands. Vi skal nu ind til det melodiske metal af den slags, som hovedsageligt hærgede verden igennem 00’erne, dog med et mere moderne, groovy og tungt udtryk end de bands, som der ellers kan drages paralleller til. ’’Beneath The Silence’’ er et moderne melodisk groove metalband, med en fremragende sangerinde i front. Dette er et band, som denne anmelder velsagtens kan påstå, at han har fulgt en del, hvilket har resulteret i, at han har set adskillige koncerter med dette band.

Koncerten starter dejligt tungt ud, og man ved ligesom hurtigt, hvilket univers man kommer til at skulle befinde sig i henover det næste stykke tid. På trods af at have set dette band flere gange må denne anmelder indrømme, at han var imponeret over særligt deres liveperformance denne aften i Gylling. Der var simpelthen nærmest intet, man kunne sætte på den. Der blev givet gas direkte fra start, og så fungerede sangerinden, Mette Hessellund, som den perfekte front-woman, specielt indenfor genren. Hun var rundt over hele scenen og formåede derved at få en god portion af publikummet helt tæt på scenen, og ja rent faktisk give den gas. Det var en meget tændt liveperformance!

Men ikke alt var lutter lagkager for bandet denne aften. Man fik som publikum helt ondt af dem i forbindelse med de tekniske fejl, der lod til at plage bandet igennem hele deres koncert. Man kan dog ikke klandre bandet for ikke at fikse de tekniske fejl relativt hurtigt og effektivt, hvilket resulterede i, at koncerten fortsatte på trods af et trådløst system, som drillede bassisten; eller en streng der blev sprængt på den ene guitar lige op til aftenens sidste nummer. Desværre var der ikke kun tekniske fejl, der var også plads til at bandet kunne ramme lidt ved siden af hinanden som f.eks i introen i nummeret ’’Out Of The Grave’’, hvor det var som om, at alle instrumenter arbejdede imod hinanden. Der var tydeligvis nogen, der startede for sent med at spille sin del af nummeret, hvilket resulterede i en ødelagt intro. Således skete der også et par andre omgange af fejl 40, men hver eneste gang at man som publikummer lagde mærke til, at noget var off, fik bandet lynhurtigt rettet op på skuden igen. Det gode ved dette band er, at på trods af de fejl, der skete, var det som om, de var forsvundet igen, da de kom tilbage på hesten, for når alt spiller i ’’Beneath The Silence’’, så svinger det virkelig også.

Musikalsk set er der som sagt tale om en broget blanding indenfor metallens spekter. De fleste medier, der har hørt ’’Beneath The Silence’’, har en tendens til at sammenligne deres musik med det for nyligt Nuclear Blast-signede danske ’’Forever Still’’. Dette er jeg ikke enig i, da sidstnævnte bands musik i denne anmelders øjne lever udelukkende på vokalen, hvorimod ’’Beneath The Silence’’ umiddelbart har et godt musikalsk fundament, dem kan vi godt forvente at høre mere til i fremtiden.

 

Impalers
Mit første møde med Impalers var, da de spillede på Pandæmonium scenen på Copenhell tilbage i 2013. Siden jeg så dem første gang, har jeg velsagtens set dem en god håndfuld gange mere, og jeg må indrømme, at de aldrig skuffer. På trods af gode og mindre gode shows, så er der altid tale om en vis standard og fandenivoldskhed, når Impalers får lov til at fyre deres klassiske teutoniske thrash metal af fra scenen. Der er ikke rigtigt noget nyt musikalsk under solen ved Impalers, men det som de gør, gør de så dog skide godt. Det bliver velsagtens dårligt mere oldschool end hurtigt thrash metal med skarpe og voldsomme guitar soloer spillet af en flok dudes i stramme bukser.

En ting, man kan sige om thrash metal, er, at det skal være tight, og tight skal jeg lige love for at Impalers var, når alt spillede. Kun med en enkelt undtagelse i deres show, hvor bandet lod til at være uenige om, hvor de var henne i takten, var der et opbrud i deres ellers ekstremt stramme sammenspil. Vi har altså i den grad fat i et band her, hvor man kan høre, at de har brugt vanvittigt mange timer i deres øvelokale igennem de seneste år. Et band der helt klart fortjente den plads de i sin tid fik på Copenhell, ja faktisk et band der velsagtens fortjener at vende tilbage til Refshaleøen? For bandet er kun blevet bedre med tiden.

Bandet lagde hårdt fra start med et skudsikkert covervalg i form af verdens velsagtens første thrash metal sang ’’Symptom of the Universe’’ med ’Black Sabbath’. Rigtigt fed måde at starte en thrash metal-koncert. Derefter fortsatte vi igennem thrashland anført af Søren Crawack, der altså gør sig glimrende som frontmand. Midtvejs i sættet skulle vi igennem noget så old school som en regulær guitarsolo, hvor guitaristen fik spotlyset for sig selv, imens han lirede løs på sin klassiske Flying V. Vi er helt klart derude, hvor det føles som at være til koncert i 80’erne. Soloen sluttede derefter i en hyldest til druk i form af et meget kort cover af ’’(Empty) Tankard’’ fra det tyske band ’’Tankard’’, hvor det desværre ikke lykkedes Crawack at få hele publikum til at synge med. Yderst ærgerligt, for selve fremførelsen var skide god.

Impalers får ellers igennem resten af deres show publikum med på deres side og får derved også startet et par velfortjente moshpits. Et godt spark i kuglerne til publikum der helt klart nyder denne opvisning i den gamle metode. Bandet sluttede af med et fremragende cover af Misfits-nummeret ’’Halloween’’. Særligt i dette nummer opdagede denne anmelder noget, han ikke havde set ved Impalers før: Søren Crawack kan ikke bare gå amok med thrash metal vokal, han kan rent faktisk synge! Og det endda skide godt, særligt indenfor denne genre. Jeg håber, at lige præcis denne type vokal vil indgå meget mere i deres fremtidige musik, for det fungerede virkelig godt!

 

Grumpynators
’’Grumpynators’’ er et band jeg i forvejen kun kendte af navn, og havde egentlig slet ikke hørt deres musik. Velvidende om, at man nu skulle se noget, som af mange mennesker bliver set lidt som et kultband indenfor den danske scene. ’’Grumpynators’’ kan kaldes for det band, der er, hvad jeg godt kunne have ønsket mig at et band, som Volbeat havde været. Deres blanding mellem punk og Rockabilly fungerer glimrende, og de får hurtigt pisket en virkelig god stemning op i forsamlingshuset i Gylling. Publikum er ligeledes med på hele konceptet med kontrabas, punkede rytmer og slikhår. Derved formår bandet at skabe en fest i de sene og efterhånden ret fulde aftentimer på det herlige spillested. Musikken er let fordøjelig, iørefaldende og med en rigtigt god og velfungerende puls, i sandhed et band hvor der bliver høvlet nogle ekstra bajere indenbords hos publikummet.

Musikken kørte derud af, dog ikke uden at der opstod tekniske problemer for bandet, i og med at trommeslageren på forunderlig vis endte med at ødelægge det yderste stortrommeskind. Der er altså ikke tale om det skind, der bliver slået på, men frontskindet som simpelthen flækkede inde midt i deres show. Dette virkede dog ikke til at bekymre bandet synderligt, da de bare fortsatte lige ud af landevejen. Aldrig har punk lydt mere som noget fra 50’erne – og det endda på den gode måde.

Bandet havde en skide god energi og formåede at levere et fremragende liveshow for det metalglade publikum i Gylling. En koncert der i sagens kerne var en stor omgang kliche, men ikke desto mindre en velfungerende kliche.

 

Sådan afrundedes dette møde med Gylling og dets brogede befolkning af metalheads. Arrangementet forløb denne gang uden umiddelbar stor ballade, der var ikke en vred nabo, der denne gang anmeldte arrangementer til brandvæsenet. Publikummet i Gylling er en rar og speciel flok og arrangørerne består udelukkende af mennesker med en klar passion for, hvad de laver. Det er ikke så mærkeligt, når et af arrangementets masterminds er Thorbjørn Forsberg, som også er en del af det aarhusianske radiocrew som laver ’’Den Tunge Radio’’. Metal I Forsamlingshuset nærer ingen illusion om, hvad det er. Der er simpelthen tale om præcis det, som titlen antyder. Metal i et forsamlingshus, med alt hvad det indebærer af billige bajere, speciel scene, fællessang i forbindelse med jubilæet og desværre en mangel på scenelys og lysmand (dette kunne måske være noget man kunne overveje for fremtiden?). Der er helt klart tale om et arrangement, der bør besøges af den gængse metaller eller generelt folk med hang til rock, for det er en helt speciel oplevelse og stemning, man får ud af et besøg til det lille forsamlingshus ude i Gylling.

Nyd en billedserie fra fotograf Marika her (Den individuelle karakter til hvert band kan ses efter billederne):

bts_10bts_11bts_14

bts_15

bts_20dts_8dts_9

gylling

gylling_1

gylling_2

gylling_3

gylling_5

gylling_6

gylling_7

Impalers - Metal i Forsamlingshuset. Foto: Marika Hyldmar

impalers_20

stjerne

the-grumpynators_1

the-grumpynators_19

Mærkater: , , , , , ,