Alice Cooper
Forside Anmeldelser Metal-maskine i overflod

Metal-maskine i overflod

Author

Date

Category










  • Machine Head

4










Anmeldelse af: Machine Head. Store VEGA, kbh. 1. maj, 2018

 

Machine Head brød tirsdag aften den vanlige tour-procedure og bød indenfor til: ”…an Evening With” i VEGAs koncertsal. Ingen supportbands var på programmet, det var “blot” små 180 minutters tonstung metal i selskab med Robb Flynn & Co.

 

Foto: Jeppe Ludvig Jensen

Hvis man fandt vejret for koldt og vådt til at tage fælledparken denne 1. maj, ja, så kunne man nyde aftenen i VEGA i stedet. Her var tørt og rart, regntøjet var hængt i garderoben, og de røde farver var skiftet ud med sorte. Skulle det alligevel dirre i dig at have lyst til at fejre arbejdernes kampdag, så kunne man ramme baren i VEGA’s ”1. maj sal” og nyde en kold på fad, inden koncerten med Machine Head skulle starte. Der var mildest talt ingen undskyldninger for ikke at troppe op denne aften.

Sidst, Machine Head gæstede Danmark, var tilbage i 2014. Her spillede de også i VEGA, og det var ikke så underligt, at bandet endnu engang havde valgt det populære spillested i hovedstaden. Lyden var fantastisk! Der er virkelig en lydmand, der skal have en røvfuld kudos sendt i sin retning. Alle tænkelige lydkilder fra scenen kunne høres tydeligt i sammenspil med hinanden og Robb Flynns majestætiske brøl druknede heller ikke i trommeslag og guitarlir.

Machine Head overraskede mig gevaldigt. Allerede tidligt i koncerten havde jeg den samme begejstrings-rus, som jeg havde, dengang jeg oplevede bandet for første gang. Den gang foregik det på Roskildes græsmarker i 2007 under en teltdug. Denne aften i VEGA skulle ikke holde mig fra flere gange at tænke: ”Hold! Nu! Kæft!, hvor er bandet velspillende!” Precission og leveringsdygtighed bliver på magisk vis udført klokkeklart på anslaget. Trommemaskinen Dave McClain styrede slagets gang med sine ti tons trommestikker, alt imens guitarist Phil Demmel og bassist Jared MacEchern, i skyggen af Robb, spejder ud over det imperium, de gennem tiden har opbygget.

Vi slap da heller ikke for nogle ord fra den karismatiske frontmand, som i dagens anledning havde taget et kig i den gamle dagbog. Han nævner bl.a., at første gang, bandet spillede i Danamrk, var i 94′ som support for Slayer. De gamle shows i pumpehuset, Christiania og falafel var også lige hurtigt oppe og vende, inden nummeret ”Darkness Within” fra albummet Unto the Locust (2011), skulle gøre sin entré. Flynn havde en god kontakt med publikum og på trods at sit hårde ydre, så har manden en ydmyg karakter, der gør, at man nemmere kan knytte en stærk relation til ham. Hvis han siger: ”hop” , så hopper man. Hvis han klapper, så klapper man. Hvis han siger, at publikum skal lave aftenens største circle-pit, så laver man aftenens største circle-pit, som vel nok var omtrent så stor, som øjet i en tornado, og fik store VEGA til at føles ganske lille.

Denne aften i VEGA var virkelig for hardcore fans af Machine Head. Jeg ville nok kun betragte mig selv som en semi-hardcore-fan, og det kunne godt mærkes under den tre timer lange maraton af en koncert. Efter halvanden time begyndte minutterne at føles lange. Variationen i setlisten var mangelfuld og trættende for en fan som jeg, der ikke havde kendskab til alle numrene. Nu havde man ikke blot set giraffen, men man havde også studeret alle mønstrene i dens pels og endda op til flere gange. Men Robb Flynn nægter at lade minutterne spille en rolle denne tirsdag aften. Han fik hele balkonen til at rejse sig op, inden han dedikerer næste nummer til Dimebag Darrell og sætter gang i ”Aesthetics of Hate” fra milepælen The Blackening (2007).

Efter koncerten gik det op for mig, hvilken enorm størrelse Machine Head faktisk er. Deres numre er storladne og i sammenhæng med Flynns stemme, som han i øvrigt ingen problemer har med at frembringe på en live-scene, giver noget af det tungeste musik, som metallen kan præstere. Det giver uden tvivl bandet tilladelse til at sige: ”fuck festivaler!”, ingen supportbands samt en spilletid på tre timer, selvom de til dels kan føles lange.
Min personlige MH-sult er i hvert fald blevet stillet for det næste lange stykke tid.

Tidligere artikelMesterlig melodisk sludge
Næste artikelIntime kvæler-tæsk!

Recent posts

Var det ventetiden værd?

Anmeldelse af: Godsmack + Franklin Zoo. Den Grå Hal, Kbh. 21. marts 2019.   Godsmack havde lidt at bevise efter en længere pause med optræden på...

Fem hårde navne til Copenhell 2019!

En dag med nye bands til Copenhell er en god dag!   Copenhell bliver ved med at forkæle os!   Hvis ikke Copenhell 2019 allerede så ud til...

Saint Matthews Day

Anmeldelse af: Dave Matthews Band. Royal Arena, Kbh. 17. marts 2019.   Dave Matthews Band leverede en top professionel koncert, hvor fokus virkelig var på et...

Ikke alle spådomme går i opfyldelse

Anmeldelse af: Pest over Provinsen. Rotationen, Holbæk. 15. marts 2019.   Med en invitation til at afsøge nye kroge af det danske metalland drog to redaktionsmedlemmer...

Øl, fest, og gummiand: Alestorm retur!

Anmeldelse af: Alestorm, m.fl. Amager Bio, Kbh. 15. marts 2019.   Regnvejret i København ville nok være deprimerende for de fleste mennesker der havde ærinder at...