Metal uden udsving

Anmeldelse af: Hellbound-arrangement, Studenterhuset, København, 16. september 2017.

Metal-ildsjælene i Hellbound havde samlet tre metalorkestre fra indlandet til lørdagssmadder på Studenterhuset. Godkendt aften uden de store armbevægelser.

(Foto: Lasse Millek)

Pectora
Aftenens hovedfornøjelse fra min side var første akt, Roskildebandet Pectora, som vi tidligere har oplevet. Om det band varmer op med spandevis af diesel inden deres koncert nu om stunder, skal jeg være svar skyldig omkring, men deres fremførsel af deres Iron Maiden-inspirerede hymner blev i hvert leveret på højoktans-niveau.

Men det er uretfærdigt udelukkende at smide Pectora i bås med de engelske helte (selvom det blev pointeret fra sidelinjen ad flere omgange), da jeg fornemmede inspiration lige fra power metal til old school thrash.
At bandet så ikke opfinder den dybe tallerken, kan jeg tilgive dem, når jeg fik en formfuldendt fest fra start til slut. Mine noter siger det hele: “Vil have mere!” er min sidste sætning om Pectora på den side.

Impalers
Det var derfor med mindre bekymring, at jeg tænkte, om de rendyrkede thrash-drenge fra Impalers kunne holde kadencen. Tidligere på måneden udgav bandet “The Celestial Dictator”, som ikke umiddelbart sagde mig det store, men som skulle have givet lidt resonans blandt fans af bandet og genren.

Da Impalers så lagde fra land ihukom en beskrivelse, Kirk Hammett sagde om Metallicas begyndelse: Vi endte med at spille så hurtigt, fordi vi var nervøse og satte tempoet op.

Impalers var ingenlunde nervøse, men nu kunne jeg da huske, hvorfor betegnelsen speed metal også findes. Lyden gik godt igennem, og bandet var velspillende, og fik jeg sagt hurtige?

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at kalenderen denne aften sagde 1984 omkring eksplosionen af thrash-udgivelser fra bands som Metallica og Slayer.

Det skal forstås på den måde, at der var en grund til, at Metal A Day hev dem ind som optrædende orkester til et af vores live-arrangementer: De er jævnt dygtige, og det er som en god leverpostejsmad: Du ved, hvad du får, hvis du kan lide det, men der er ingen overraskelser at finde her. Jeg kan godt lide leverpostej.

Barricade
Her undrede jeg mig. Der var blevet tyndet en del ud blandt fremmødet. Var folk daffet hjem inden hovedretten? Det var egentlig en skam, når nu Barricade med deres lettere groovy hard rock med elementer af thrash og en knivspids sludge skulle lukke ballet.

De spillede tight, indlevende og leverede en koncert, der var et godt stykke over niveauet “godkendt”, men som dog ikke bliver uforglemmelig eller blandt mine favoritkoncerter for året 2017.

Det må være her, hvor jeg lige vender overskriftet til denne anmeldelse, der ikke skal forstås negativt, men alle tre bands serverede musik, jeg følte at have hørt før og ikke pirrede mig gigantisk, men med den begejstring og indlevelse, alle tre bands præsterede i deres performance, gjorde det ikke noget, at det smagte genkendeligt og lidt af luftkastel, for jeg var sgu godt mæt efter endt koncert.

Mærkater: , , , ,