Midnight Blues, Hugo’ Vinkælder, Køge, 22 oktober 2015
Forventningen til dette bluesy selvudnævnte boogie-rock band var lunken, og koncerten blev derefter. Mest på grund af rammerne
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at anmelde denne trio med den skaldede kok på bass, da jeg slog stængerne forbi det formidable vandhul Hugo’s Vinkælder i Køge, der også kan agere provisorisk spillested. Lidt kortfattet research gjorde dog, at jeg kunne forstå, at Midnight Blues blandt mange andre ting har eksisteret i over 20 år, udgivet en gedigen portion plader, varmet op for Deep Purple og spillet på det kjøbenhavnske rock-sted High Voltage, så anmelderblokken blev da alligevel fundet frem.
Nu er det immervæk for en forholdsvist ung rock’n’roller som undertegnede en mærkelig fornemmelse at SIDDE ned til en rock-koncert, men det var nu en gang forholdene i de køgegensiske rammer. Men bandet med de tre herrer kunne dog noget med at smitte deres entusiasme rundt i hele Hugos kælder. Den nåede ned bag kaminen, til pladserne ved trappen, hvor folk ikke kunne se noget, og videre til de tilstødende lokaler. Som det er at læse mellem linjerne, så var her tale om definitionen på proppet, så selv de berømte sild i tønden må have følt sig som en sildehaj i en olympisk svømmehal.
Der, hvor det imidlertid haltede i min optik, var i essensen af fremførrelsen: Musikken. Som nævnt spillede bandet med en livsglæde, som knapt kunne matches med en bumset teenager, der ser nøgne bryster for første gang. Men sangene i sig selv virkede ekseveret som endnu en dag på kontoret. De manglede simpelthen bid, kant og nærvær. Om det var lidt medley af AC/DC’s “Thunderstruck” til Van Halens “Eruption” eller fuldlængde fremførelsen af Steppelwolfs “Born to be Wild”. De var da godt spillet, men så heller ikke mere.
Som altid bliver publikums dom vægtet højest, og den mest gigtplagede publikummer til folk, der var mødt tilfældigt forbi, endte da som minimum med at nikke anerkendende til tonerne fra drengene.
Jeg tror ganske enkelt, at Midnight Blues fortjener større rammer at folde sig ud over. Mere scene, mere distortion og mere plads til bevægelse. Så musisk en godkendt mellemvægter fra et band, der lyser af spilleglæde. De skal bestemt ses igen – på en større scene.
