• NYOS
  • Zeal & Ardor
3.8

Anmeldelse af: Zeal & Ardor. Pumpehuset, Kbh. 22. november 2018

Det var et virvar af modsætninger, der mødtes på Pumpehuset for nyligt, da Zeal & Ardor gentog deres Copenhell succes.

 

Arkivfoto: Guillaume Blanjean

Det er en kølig aften i november, og jeg er på vej imod Pumpehuset med en god flok kammerater. Turen går ind for at fange det specielle band Zeal & Ardor, der imponerede med en formidabel koncert til dette års Copenhell. Dette har så tydeligvis udmundet i en booking til Pumpehuset.

Kan bandet dog gøre sig selv kunsten efter? Kan de leve op til forventningerne, der er blevet sat op efter den magtdemonstration, de leverede på Copenhell? Dette er de spørgsmål, der er i mit hoved, da jeg klokken lidt i ni om aftenen tjekker ind på Pumpehuset.

 

NYOS
Zeal & Ardor har det finske band NYOS med sig som opvarmning på denne turne. NYOS er et instrumentalt to-mands band, der består af Tuomas Kainulainen på trommer og Tom Brooke på guitar. Der er så sandelig budt op til trommeporno og loopmaskiner under dette ensembles show.

Trommespillet er ganske specielt og egentlig langt henad vejen meget interessant. Der bliver leget rigtigt meget henover de melodier, som guitaren får skudt ud i rummet. Til tider virker trommerne en kende for alternative, ja, faktisk på grænsen til, at man føler, at der bliver spillet forkert, men det gør der umiddelbart ikke.
Hvad trommerne gør for musikken, undlader riffsne langt henad vejen at gøre. Der bliver slet og ret brugt for meget loopstation, og det er så på en sådan måde, så man hele vejen igennem koncerten på intet tidspunkt føler sig overrasket over guitararbejdet. Lav en melodi, loop den og lav så et rytme-riff ind over og start derefter forfra.

Bevares, der er da sporadisk nogle ret fede melodier, men de fleste er nu lidt for hakkede, kantede og for ensformige. Det er ikke just noget, der virker synderligt ophidsende særligt ikke, når Brooke står halvdelen af koncerten med siden til publikum, en fjedredel med ryggen til og så kun en fjerdedel ud imod publikum. Det kommer hurtigt til at føles som om, at NYOS spiller musik for hinanden og ikke for det fremmødte publikum.

Lyden fungerer glimrende langt henad vejen. Der er enkelte tidspunkter, hvor den guitar, der spilles live, ryger lidt for langt bagud i lydbilledet i forhold til den, der loopes, hvilket for mit vedkommende er synd, men når ens rytme er den, man spiller live, fremfor ens melodi, så er det vel forventeligt. Trommerne får i sandhed lov til at blæse igennem og er uden tvivl det mest interessante og bærende for NYOS.

NYOS får leveret en koncert over det jævne, men hvor der så sandelig er adskillige ting, som man godt kunne pille ved for at få niveauet et godt hak op.

 

Zeal & Ardor
Så er der tid til kulturel appropriation, og det værende af den bedste slags!
Zeal & Ardor tager den sorte spiritual musik fra de afrikanske slaver i det mørke USA og blander det sammen med den europæiske (ja, velsagtens kan den betegnes som værende af skandinavisk oprindelse i hvert fald, som vi kender den i dag) black Metal.

Det er en sjov blanding, og på papiret kunne man fristes til at sige, at det ikke virker, men det gør det. Det virker endda ualmindeligt godt. På trods af at det er totale modsætninger, står konceptet nemlig stærkt. Dette blev cementeret ved deres koncert til dette års Copenhell, hvor jublen ingen ende ville tage og det endda ganske fortjent, for Zeal & Ardor leverede en af ikke bare årets bedste, men Copenhells bedste koncerter nogensinde.

Det er derfor også til enorm publikumsjubel, at Zeal & Ardor går på scenen til hvad, der kunne minde om noget light dubstep. Heldigvis er dubstep ikke kendetegnende for Zeal & Ardor, og vi er hurtigt i gang med den fede blanding imellem den spirituelle amerikanske slavemusik og den mørke krog af metal. Lyden er lidt træg i starten, hvor guitarerne samt de to korvokaler er røget lidt for langt ud i baggrunden. Det tager heldigvis ikke mere end et par numre, før alt lader til at sidde. Herfra står lyden ganske skarpt inde på Pumpehuset.

Forsanger og mastermind bag bandet, Manuel Gagneuxs, vokal sidder så skarpt, at den skærer igennem samtlige fremmødte publikummer på det udsolgte Pumpehuset. Ligeledes sidder både de afrikanske/amerikanske rytmer lige i skabet, imens at guitarerne får skåret en god røvfuld metal ind over det musikalske univers. Det fungerer utroligt godt, og publikum tager enormt godt imod denne specielle blanding. Der bliver headbanget igennem oppe på de forreste rækker, og der er masser af horn, der løftes i vejret, ligesom klapsalven er enorm imellem numrene. Det er tydeligt at se, at bandet er lige så positivt overraskede over denne modtagelse, som de var tidligere i år på Copenhell. At de så ganske enkelt også fortjener denne meget positive modtagelse, er en helt anden side af sagen.

Sætlisten består af langt størstedelen af bandets repertoire. Det er ganske få numre fra bandets to plader, der ikke bliver fyret af her til aften. Det er ret vildt, at Zeal & Ardor kan fyre så mange numre af på kun fem kvarter, men det er jo fordelen ved at have korte numre og minimal publikumskontakt imellem numrene. Det er dog på trods af den manglende publikumskontakt ganske tydeligt at se, at bandet i høj grad nyder at gøre det, de gør, overfor det ganske veloplagte publikum.
Vi svømmer ikke i moshpits, ja, faktisk opstår de ikke rigtigt under denne koncert, hvilket til tider godt kan undre. Hvor der ikke er moshpits, er der til gengæld fællessang, som særligt tager fat under numre som “Row Row”, “Blood In The River”, “Don’t You Dare” og naturligvis den evigt fede basker “Devil Is Fine”, der tager sig godt ud som ekstranummer.

Zeal & Ardor leverer atter engang en koncert udover det sædvanlige med en intensitet, nerve, vrede og et skide godt og veludført koncept. Hele ideen med at tage negro-spirituals og blande det med et godt skvæt satan fungerer ualmindeligt godt.
Det er to modsætninger der komplementerer hinanden ualmindeligt godt, og danskerne er tydeligvis (og forståeligt) enormt begejstrede.

Zeal & Ardor er kommet for at blive!