Mono Goes Metal – 10 år – dag 1

Anmeldelse af: Mono Goes Metal – 10 Years Anniversary – dag 1

Monorama lagde på fremragende vis baggrund til en solid omgang dansk metal, på førstedagen af årets Mono Goes Metal, hvor lyden desværre ikke var helt i top.

Metalfestivaler er lige så stille blevet en integreret del af nærmest alle større byer i det danske land. Iblandt de mange festivaler, særligt i Jylland, befinder den mindre festival Mono Goes Metal, som, præcis som navnet antyder, foregår i Monorama i Åbyhøj (Aarhus).
Denne årlige festival er altid garant for gode oplevelser med virkelig fede og solide bookinger af den slags, som du ikke nødvendigvis kan fange over alt. Det var derfor med stor fornøjelse, at jeg drog mod Monorama for at få mit årlige fix af metal og white russians.

Archives of Alaska
Aftenen på Monorama startede ud i den lettere ende med roskildensiske Archives of Alaska, der fremover vil kendes under navnet Daze of June. Bandet spillede en meget pæn, letgenkendelig og letfordøjelig omgang metalcore eller nærmere en form for rock-core. For mit vedkommende var musikken lige på grænsen til at være for melodiøs og manglede efter min personlige mening lidt nosser. Jeg er godt nok generelt ikke god til metalcore, så det skal man huske at have i mente.

Det taget i betragtning, følte jeg mig egentlig glimrende underholdt af Archives of Alaskas koncert, der efter den måske lidt begrænsede erfaring, som jeg har med genren, faktisk leverede en metalcorekoncert af den bedre slags. Deres fremtræden på scenen var langt henad vejen glimrende, om end jeg selv synes, at det ser mere fjollet end sejt ud, når bands vælger at løbe på stedet, imens de spiller.

Lyden var desværre ikke helt i top, og generelt var leadguitaren enten for lav eller manglede lidt mellemtone til at skære ordentligt igennem live-mixet. Bandet havde heldigvis to guitarister, hvor den ene af dem også fungerede som forsanger, hvilket gjorde, at lyden alligevel kom til at virke solid. Dette virkede glimrende, selvom man til tider godt kunne savne en sanger, som kunne komme lidt omkring på scenen. Det ønske fik man opfyldt ved det sidste nummer i sætlisten, hvor vokalisten stillede sin guitar fra sig. Man kunne med fordel også have sat nogle overheadmikrofoner på trommerne, så bækkenerne havde kunne få lov til at synge igennem. Dette er dog ikke bandets skyld.

Bandet spillede egentlig langt henad vejen glimrende og uden for meget slinger i valsen. Desværre for Archives of Alaskas vokalist var det ikke altid lige let, særlig imod slutningen af deres sæt, at ramme tonerne helt rent. Det kom ind imellem til at knække over.

Archives of Alaska fik altså åbnet for Mono Goes Metal med en omgang melodisk core der, på trods af god udførsel, ikke rigtigt fik røstet publikummet ordentligt igennem.

Saxtorph
Depressiv black metal. Dette er en yderst interessant genre, hvor der findes så glimrende og hårdtslående bands som Shining og Lifelover. Begge er bands, som jeg personligt nyder meget. Saxtorph befinder sig eftersigende i den samme genre, og det skulle da også vise sig, at de i den grad gik op i det mørke dystre udtryk, sådan som det bør høre sig indenfor genren. Da bandet trådte på scenen, var samtlige medlemmer iklædt store sorte kutter, der var trukket næsten helt ned over ansigterne på samtlige medlemmer. Som bælter brugte de galgereb. Æstetisk var det super fedt, særligt med de store lysestager med levende lys, som efterhånden er en fast ting til Mono Goes Metal.

Desværre måtte det imponerende ved Saxtorph nærmest stoppe ved deres fine outfits. Fra start til slut var det nærmest umuligt at skelne, hvad der reelt blev spillet oppe fra scenen. Musikalsk virkede det hurtigt som en stor rodebutik, hvor man gik i samtlige black metal-fælder, hvad angår lyd. Lyden var alt for højfrekvent og skærende uden nogen reel form for definition. Guitarens leadmelodier virkede heller ikke synderligt interessante og var desværre heller ikke super tight udført. Bevares, der var tekniske problemer igennem koncerten, der betød, at bassen først begyndte at spille halvvejs igennem showet.

Først da vi nåede til de sidste par numre i sættet, følte jeg, at der blev leveret noget musik, som rent faktisk havde noget på sig. Det var desværre for sent til reelt set kunne hive koncerten ordentligt op.

Bandets optræden fungerede egentlig på sin vis, om end jeg havde foretrukket, at bandet havde gået lidt mere til skejserne, sådan som man ser det hos bl.a. Lifelover og Shining. Man følte ikke rigtigt, at man blev en del af den følelse af desperation, som man gerne skulle blive indenfor denne genres liveshows. Der manglede simpelthen noget puls og noget fanden-i-voldskhed.

Taphos
Så kunne vi ikke vente mere. Danskerne kan godt lide deres død, det har der ikke hersket tvivl om gennem de sidste mange år. Særligt kører de jyske festivaler efter dødsmetalbandsene, måske fordi vi jyder bare helst vil have død med død på. Netop dette var en fornøjelig overraskelse til dette års Mono Goes Metal, da der denne dag kun var booket et enkelt dødsmetalband, navnlig i form af Taphos fra København.

Når nu Jylland er så overfodret inden for denne genre, er det naturligvis også svært at springe forventningerne og virkelig få sparket igennem. Dette var dog umiddelbart en opgave, som Taphos tog meget seriøst. Der var en god energi og glimrende knusende lyd fra samtlige medlemmer i bandet. Man kunne dog godt, ligesom hos samtlige andre bands, have ønsket sig, at guitarene skar lidt bedre igennem mixet. Det føltes som om, at der altid manglede lidt pondus fra guitarerne. Bandet spillede ligeledes fremragende, og nåede godt udover scenen. Dette betød derfor også, at publikum endelig kom lidt op i gear. Der blev givet gas, særligt oppe på de forreste rækker, hvor svaret fra bandet blev givet i form af ond og velspillet dødsmetal.

Desværre fortsatte de tekniske udfordringer. Hvor de under Saxtorph var gået ud over bassen, gik de for Taphos ud over trommerne. Publikum fik adskillige pauser, ja, nærmest efter hver andet nummer, for at der skulle rettes på nogle trommer, som mildest talt enten var ved at stikke af eller falde sammen om ørene på trommeslageren. Dette satte desværre lidt en stopper for festen, som uden disse problemer antageligt ville havde været større. Når det endelig spillede for Taphos, så spillede det helt klart også, og jeg vil se frem til at få muligheden for at fange dette band igen.

Smertegrænsens Toldere
Første lokale band på scenen skulle være punk/hardcore mændene fra Smertegrænsens Toldere. Jeg havde forud for koncerten hørt en del godt om bandets musik og i særdeleshed deres liveshows, der skulle være enormt imponerende og med store bevægelser og hård puls. Derfor var mine forventninger til koncerten på forhånd sat ganske højt. Punk fungerer altså bare bedst live, så spørgsmålet, jeg stod med, inden showet var, om der virkelig var grobund for hypen.

Det skulle det hurtigt vise sig, at der var. Smertegrænsens Toldere havde fra start til slut nærmest slet ikke tid til at flytte fingrene fra gribebrættet. Der var fuldt fart over feltet, og det energiske band havde en fremragende punket in-your-face attitude, der helt klart også smittede af på særligt det forreste publikum. Dette virkede blot til at give bandet ekstra blod på tanden til at forsøge at fange det resterende publikum. Desværre lykkedes dette ikke helt, og festen forblev derfor en fornøjelse for det publikum, som havde bevæget sig helt op foran scenen.

Bandets lyd var en umiddelbar forbedring af, hvad der var tidligere. Dette var umiddelbart den første koncert, hvor guitaren lod til at skære nogenlunde igennem, hvilket var kærkomment, særligt med musik, som er så afhængige af hurtige og skarpe guitarriffs.

Smertegrænsens Toldere nåede dog aldrig helt op og indfri de forventninger, som jeg havde fået sat inden koncerten. Det sagt, så leverede de stadig en glimrende punkkoncert, sådan som de bør leveres til en metalfestival. De skal uden den mindste tvivl fanges igen!

Dirt Forge
Aftenens sidste koncert skulle leveres af det københavnske stoner/doom metalband Dirt Forge. Bandet har haft en del hype om sig, særligt pga. deres debutalbum, Soothsayer, fra sidste år. Netop denne hype havde nået mine øregange, og jeg så derfor frem til at blive blæst bagover af en solid og tung omgang stoner. Genren er jo trods alt en af mine absolutte favoritter.

Dirt Forge har bestemt et potentiale, for de er egentlig et band, der har glimrende styr på, hvad det er, de laver, og de er tydeligvis glimrende til marketing. Desværre ramte musikken ikke ordentligt for det nu smådvaske aarhusianske publikum. Salen var ved at blive tømt ud her sidst på aftenen, og det er da bestemt også svært at skulle gå på med langsom musik efter den kraftanstrengelse af en punk/hardcore koncert, som just var overstået.

Musikalsk føler jeg personligt, at Dirt Forge godt kunne mangle nogle riffs, der er lidt mere solide. Melodierne og riffsene fra deres sange var allerede gået lidt i glemmebogen, så snart bandet rykkede videre til et nyt nummer. Stoner er en genre, som nærmest udelukkende bør bestå af seje og nærmest uforglemmeligt fede riffs for virkelig at slå igennem. Dette følte jeg desværre ikke, at Dirt Forge besad. Bevares, det var ikke dårligt, men musikalsk føltes det måske lidt mere som tomgang.

Bandets liveoptræden og fremtoning var meget typisk indenfor genren og bestod af solid hovedrysten til de tunge stenene rytmer. Vi er ude i en lidt mere indadvendt optræden, hvilket egentlig fungerede fint, men desværre ikke lod til at fange super meget opmærksomhed hos publikummet. Både vokalist og guitarist Alexander Kolby og i særdeleshed bassisten Yannick Bünger Kristensen fik tøffet rundt på scenen, imedens de fik fyret deres tunge rytmer af. Lyden var solid, selvom vi desværre var tilbage ved, at der godt måtte have været lidt mere kraft i guitaren.

Dirt Forge leverede altså en middelmådig omgang stoner, som afslutning på den første dag til årets Mono Goes Metal. Der er bestemt noget at hente, og jeg vil bestemt ikke afskrive bandet blot ud fra denne oplevelse. Måske de vælter mig fuldstændig bagover, næste gang muligheden for at opleve dem byder sig.