Mono Goes Metal – 10 år – dag 2

Anmeldelse af: Mono Goes Metal – 10 Years Anniversary – dag 2

Efter en glimrende første dag skulle det blive spændende, om anden dagen ville løfte niveauet på dette års Mono Goes Metal-Festival. Lørdagen stod i hvert fald på en umiddelbar mere interessant line-up, end hvad fredagen havde for mit vedkommende. Det skulle vise sig, at dagen gemte på nogle glimrende overraskelser i blandt de bands, som jeg personligt aldrig havde hørt om.

 

Golden Core
Dagen startede ud med intet mindre end dagens største overraskelse. Knap var man ankommet til Monorama, førend at en kammerat forklarede, at det første band bestod af to purunge knejter fra Norge, som spiller stoner-metal. Den ældste har maks været femten år, og de havde allerede åbnet for Napalm Death. Efter en sådan fortælling bliver man af naturlige årsager nysgerrig.

Bandet slog det tunge sejl ud, og så var der ellers dømt langsom stoner af en yderst høj kaliber. Størstedelen af musikken var instrumental, hvilket kan være farligt, særligt, når man nu kun består af en guitarist og en trommeslager. Heldigvis havde guitaristen, Simen Jakobsen, tilsyneladende fuldstændig styr på sin guitarlyd. Af hvad, jeg kunne se og gætte mig til, benyttede han sig af intet mindre end tre forstærkere, hvor den ene af dem var en basforstærker. Sjældent har jeg hørt så solid og badass en guitarlyd fra en enkelt guitarist. Det var sgu gennemført! Når man så blander den fede guitarlyd med nogle bundsolide riffs, er det altså svært at gå galt i byen, og bundsolide, det var langt størstedelen af de riffs, Golden Core præsenterede!

Overraskende nok, efter de første par numre, viste det sig, at trommeslageren, Johannes Thor Sandal, havde et talent for at brøle, imedens han spillede trommer. Det er altid sjovt med de bands, der har en tøndetæsker, der også brøler, som f.eks. Absu og Code Orange. Sandal havde en yderst speciel stemme, en vokaltype, som jeg ikke umiddelbart kunne genkende at have hørt andre steder. Uanset hvad, så passede den super godt ind i forhold til bandet og deres musik, og hjalp på at gøre det unikt.

Performancemæssigt kan man godt mærke, at de herlige gutter fra Norge stadig er en kende grønne. Det er også svært at fylde en scene totalt ud som to medlemmer, særligt, når der kun er en, som reelt set kan bevæge sig rundt på scenen. Derfor var det ganske naturligt, at koncerten ikke var med verdens største armbevægelser og eksplosiv energi. Til gengæld kunne man se, at de begge levede sig totalt ind i musikken.

Golden Core drengene leverede en formidabel og ekstremt overraskende koncert. At starte så solidt ud var en sand fornøjelse til Mono Goes Metal dag to!

 

Stalker
Efter at være blevet blæst bagover af Golden Core, skulle det blive tid til at gå amok til noget dødsmetal fra det københavnske band Stalker. Desværre kunne det, allerede inden bandet gik på, godt mærkes, hvor det bar hen ad, og det var ikke super kønt. Allerede under lydprøven kunne det mærkes, at guitarlyden var alt for skinger. Der manglede definition og mellemtone. Det hjalp desværre heller ikke, at guitaren ikke stemte og ikke blev stemt, før koncerten startede. Heldigvis havde koncerten den fordel, at man som dødsmetal-band sjældent tager reelle akkorder. Derfor ender det med ikke at skære ligeså meget i publikums ører, når ens instrument ikke lige stemmer helt.

Da bandet kom i gang med deres koncert, fandt jeg stilen meget klassisk tidlig 90’er hurtig dødsmetal. Det var bestemt ikke dårligt, men videre interessant var det heller ikke. Bandet forsøgte sig med at komme udover scenen, og det lykkedes da også at få lidt nakkemuskler i gang med at svinge. Som nævnt i anmeldelsen fra dag 1, så kan det jyske folk rigtig godt lide deres dødsmetal.

Der blev brølet godt igennem fra forsanger og bassist, Rasmus Rubæk, der besad en glimrende røst til genren. Bandets lyd var mig en kende mudret, og frygten for, at guitaren ville forsvinde i mixet, viste sig, om ikke andet at være en halv sandhed. Den kunne anes, og man kunne godt fornemme tremolo picking-teknikken, der blev udnyttet relativt ofte, men man fik ikke den fulde effekt. Baslyden var derimod solid og lå rigtigt godt sammen med trommerne. Desværre gik de numre, som Stalker spillede, ret hurtigt i glemmebogen, måske fordi de på Monorama fremstod en kende anonyme.

Stalker gjorde et forsøg, men blev kæmpet ned af dårlig lyd, en ustemt guitar og en anelse for trivielt dødsmetal, som den er hørt mange gange før.

 

The Surfing Henchmen
Så blev det re-union tid til dette års Mono Goes Metal! Det aarhusianske band The Surfing Henchmen, der blandt andet har festivalarrangøren Leifur Nielsen på sin medlemsliste, genopstod. Som navnet antyder, så står den på surf og det endda i spandevis. Der er naturligvis tale om et blandingsprodukt mellem surf og metal/rock, en blanding, der egentlig er superfed, og som flere bands godt kunne tage til sig.

Der herskede ingen tvivl, om at dette var bandet, som folket ville se. For første gang under hele festivalen var salen totalt proppet, ja, det var faktisk nærmest umuligt at komme fra den ene side af salen til den anden, så proppet var der. Det kunne virkelig mærkes under The Surfing Henchmen, at årets festival i bedste tradition var udsolgt.

Det var meget tydeligt fra start til slut, at vi havde med et erfarent band at gøre. Dette var på trods af kække bemærkninger fra scenen om, at de ikke var blevet bedre over de fire år, de har haft holdt pause. Lyden var langt hen ad vejen klar, og man kunne fange en del forskellige detaljer i musikken. Der var naturligvis heller ikke så meget knald på, som der havde været til samtlige andre koncerter på festivalen, så det må være en kende lettere at kontrollere. Bandet fremførte deres musik på glimrende og energisk vis. De formåede at komme godt rundt på scenen og havde tydeligvis ingen problemer med at fange det publikum, der havde bevæget sig helt op til scenen. Det er altid en fornøjelse at se Leifur spille bas på en scene, da han altid lever sig totalt ind i musikken. Der blev også danset igennem nede bagved, en ting, som jeg ikke havde forventet at skulle opleve til dette års Mono Goes Metal-festival.

The Surfing Henchmen vendte tilbage til de skrå brædder med en glimrende og energisk koncert. Det var ganske tydeligt, at det aarhusianske publikum var klar til at tage imod dem med åbne arme og på trods af, at jeg aldrig havde oplevet dem før, føltes det som at kunne skære nostalgien ud af luften.

 

Konvent
Fra surf direkte tilbage til tung sludge/stoner fra det københavnske band Konvent, hvad mere kunne man bede om? De tungere genrer af den slags, som Konvent netop begår sig i, er blandt de genrer, som jeg lytter mest til, og derfor er det altid spændende at se, om et nyt band kan sparke benene væk under mig. Konvent fik heldigvis overbevist mig, om at vi danskere bestemt har noget at byde på indenfor disse genrer.

Det var tungt. Tungt som ind i helvede tilsat et dybt og brutalt growl, der, på trods af, at det normalt ikke tilfalder min stil indenfor genren, lå solidt sammen med musikken. Det er simpelt, ja, endda meget simpelt at spille denne genre. Der er mange gentagelser og riffs, der ofte egentlig nærmere er rytmer end regulære riffs. Konvent formår dog at skabe en stemning, der gør, at man lever sig ind i musikken. Dette er en af de største kvaliteter et band indenfor denne genre kan besidde.

Lidt ligesom med Golden Core virker Konvent som et band, der stadig er lidt grønt i forhold til udførelsen af deres musik. Der mangler ligesom lidt intensitet særligt på trommerne, hvor der godt må baskes virkelig igennem, musikken fortjener det, for musikken holder helt klart.

Konvent besad en meget karakteristisk og gennemprøvet lyd, uden at den kom til at fremstå totalt anonymt. Der var godt med smæk på bassen, og en dejlig skarp mellemtone på guitaren. Dette gjorde, at man faktisk kunne adskille de to instrumenter ordentligt fra hinanden, en ting, som mange indenfor de tungere genrer har det med at undervurdere. Sammenspillet i bandet kørte rigtigt godt, og de formåede at nå glimrende ud over scenen særligt vokalisten, der kunne alle metalfagterne samtidig med, at der blev growlet løs.

Konvent leverede en glimrende Aarhus-debut! Lad dem endelig komme tilbage igen snarligt. Jeg vil i hvert fald i det tilfælde efter al sandsynlighed være at finde oppe foran.

 

Teleport
Cosmic metal. Det er hvad Teleport kalder deres genre. Egentlig er vi nærmere ude i noget death-thrash med space-elementer og tekstemner. Der blev i hvert fald nikket genkendende til bands som Vektor og Coroner i Teleports musik, om end det ikke rigtigt er oppe på det tårnhøje niveau, hvor de to andre bands befinder sig.

Det var dog fra start tydeligt, at Teleport kunne deres kram. Publikum fik serveret imponerende thrash metal, lynhurtige soli og en vokal, der var tilpas skinger og tør til, at det virkelig slog igennem. Bandet spillede super stramt, sådan som man bør forvente det indenfor genren. Det var ganske tydeligt, at bandet bestod af seriøse medlemmer, idet at musikkens fremførelse var teknisk udfordrende, men alligevel blev leveret med et vist overskud.

Desværre var lyden ikke synderligt tilgivende overfor Teleport, hvor guitarerne atter engang fik lov til at drukne lidt i den store mur af lyd, som publikum blev præsenteret for. Dette bidrog desværre til, at det blev svært at fange de egentlige guitarmelodier, og derved faldt det hele lidt til jorden.

Musikalsk virkede bandet ellers spændende. Parallellerne til Vektor og Voivod var tydelige, uden at man reelt følte, at man var ude i, at de havde nappet hele deres stil derfra. Det var netop tilpas unikt til, at man følte at det stadig fungerede som et friskt pust.

Teleport formåede at fange publikum, og der var godt gang i håret oppe på de forreste rækker, om end salen i løbet af koncerten blev tømt lidt mere ud. Teleport leverede en koncert over det jævne, som kunne have været løftet højere op, hvis bare lyden havde været det bedre.

 

Grift
Dagens første og eneste black metal-koncert skulle leveres af svenske Grift. Det, som publikum fik serveret, var intet mindre end en smuk omgang black metal med depressive tekster. Grift er i realiteten et en-mands-black-metal-band, hvor Erik Gärdefors skriver al musikken selv. Heldigvis har Grift et glimrende liveband, som spiller super godt. Dette var en helt anden oplevelse end det black metal, vi havde fået serveret dagen før på festivalen. Grift imponerede med deres solide lyd og desperate rungende black metal-vokal.

Lyden var under Grift blevet heftigt forbedret sammenlignet med lyden fra Teleport-koncerten. Det var tydeligere at høre detaljerne i det flotte guitarspil, og den voldsomme og angste vokal skar dejligt igennem. Bandet formåede også at tryllebinde en stor del af det aarhusianske publikum, selvom der desværre var begyndt at blive tyndet ud i mængden af tilstedeværende mennesker på dette sene tidspunkt. Der var masser af horn og alt lige fra anerkendende nik til voldsom headbanging i løbet af koncerten.

Performancen var indadvendt, sådan som den generelt set er hos rigtigt mange black metal-bands. Nogle får det til at virke, mens andre fejler hårdt. Grift fik det til at virke som en naturlig forlængelse af musikken, at der netop ikke skete så forfærdeligt meget andet end at spille og leve sig ind i det univers, som Gärdefors har bygget op. Fremførelsen af musikken stod skarpt og klart og efterlod ingen tvivl, om at der var blevet hyret yderst habile musikanter til at besidde de forskellige roller, som Gärdefors ikke selv kan udfylde live.

Grift leverede altså en fremragende melankolsk black metal-koncert med smukke melodier, fede mellemspil, og nærmest mest sjældent af alt: god lyd!

De skal bestemt tjekkes ud ved nærmeste lejlighed.

 

Impalers
Aftenen skulle sluttes af i selskab med de altid kække fyre fra det danske thrash metal-band Impalers. Der leveres thrash af den gamle skole. Den skole, hvor man er enige om, at hurtigt er sejt. Det er det bestemt også, og Impalers gør det altid godt, og denne aften på Monorama var bestemt ingen undtagelse.

Med solide og stramme rytmer formåede Impalers at sætte gang i en fed afslutningsfest på dette års Mono Goes Metal-festival, hvor der særligt var gang i den oppe foran. Desværre var salen blevet tømt en del ud, og det var derfor nærmest kun den hårde kerne af publikummer, der var tilbage til den sidste koncert. Det skulle dog ikke slå Impalers ud af den kurs, som de havde sat – nemlig at sparke røv. Impalers formåede at nå godt udover scenen og havde et yderst energisk show, som mange bands indenfor thrash metallen burde kunne lære noget af.

Bandet havde deres nye plade, The Celestial Dictator med sig i ryggen, og det er umiddelbart nye fede tilføjelser, som denne plade har bragt med sig til Impalers’ land. Personligt synes jeg stadig, at det klæder Impalers musik og udtryk, at de er begyndt at variere vokalen mere. Nu er det en fed blanding imellem brøl og en ganske glimrende ren vokal, der i min optik klæder bandet helt vildt.

Desværre var bandet ikke helt heldige igennem hele deres koncert. Tilsyneladende havde forsanger og guitarist, Søren Crawack, nogle gear-problemer, der betød, at clean-tonen på hans guitar ikke helt fungerede lige der, som den skulle. Bandet tog det dog med oprejst pande og kørte videre i deres sæt.

Da bandet meddelte, at de altså var færdige, blev der naturligvis brølet efter ekstranummer fra det meget glade publikum. Til dette kvitterede Impalers med deres hyldest til rock’n’roll guden Lemmy Kilmister i form af et cover af ’’The Hammer’’. Under dette sidste nummer for årets festival skulle der naturligvis gives ekstra gas også fra mig. Dette resulterede dog midlertidig et lidt for dybt headbang, der betød, at jeg formåede at blive intim med Crawacks monitor. Oh well, the show must go on!

Impalers leverede en solid koncert præcis, som de har for vane. Særligt stærkt stod det rytmiske sammenspil denne aften, og tilføjelsen af den rene vokal har i sandhed klædt bandet.

 

Sådan sluttede dette års Mono Goes Metal-festival, en festival der, som det gør sig gældende til samtlige af Monos metal-arrangementer, var præget af udbredt hygge og god stemning.
På den måde blev festivalen en rigtigt god repræsentation af sig selv under dens 10-årsjubilæum. Vi havde atter engang fået en interessant vifte af forskellige fede bands, hvor særligt Grift, Konvent og Golden Core formåede at være nogle yderst imponerende overraskelser. Dette er netop en af de ting, der gør, at Mono Goes Metal simpelthen kommer til at stå mit hjerte så nært, som det gør. Det er altid solide bookinger, af bands, som man enten ikke har hørt super meget eller måske endda slet ikke har haft hørt om.
Det er et rigtigt fedt sted at mærke, hvad der rører sig i metal-mulden. Bland dette med en super god og billig bar, og så har du opskriften på en fuldstændig henrivende fed metal fest!

Mono Goes Metal 2019? Vi ses derude!

Mærkater: , , , , , , ,