Monotonien og det majestætiske

Monolord + Dirt Forge, Templet, 1. okt. 2015

Der var dømt Stoner/Doom Metal og des lige på spillestedet Templet den første dag i oktober måned, og at bedømme ud fra musikken var der stor forskel fra opvarmning til hovednavnet.

Dirt Forge
Første band i det provisoriske tempel var det forholdsvis nyopstartede danske ensemble Dirt Forge, som da også i dagens anledning havde releasefest på deres første EP, “Ratcatchers”. Man kunne af den grund frygte, at leveringen ville blive overskygget af deres opvarmningstjans for svenske Monolord med deres egen version af Doom og Sludge Metal.

Det skulle i undertegnedes øjne dog vise at blive den modsatte forestilling, hvor – som det kan hænde – at det første navn på scenen overskygger hovednavnet. Det blev dog hovedeksemplet denne aften.

Dirt Forge er nemlig et skud på stammen, hvor Sludge og Hardcore Punk skuer fremad (de kunne egentlig passe meget godt sammen på turné med danske Torment, der også eksperimenter en hel del). Her var både de indadvendte stykker, de hurtige knusende numre. Bare første trommeslag fra tøndetæmmeren Nicolai truede med at skabe en konveks udformning i scenegulvet, da han slog den første takt an.

Der blev leget med udtryksformen for det danske band, der tidligere har varmet op for bl.a. Crowbar uden at have en egentlig udgivelse i baghånden. Her bevidste de ganske eksemplarisk, at genren ikke træder vande, men kan lege fremover. Metal A Day har været en anelse efter dem for, at de er bedre live end på plade (specielt forsanger Alexanders vokal), men hvis du ikke kan fange dem i din nærkommune, så kan vi varm anbefale, at hidkalder deres seneste udgivelse hurtigst muligt. Hvis du savner Sludge/Doom med Hardcore og Thrashede elementer, er det dem her, du skal skue efter i det danske land.

Monolord
Så entréede hovednavnet, svenske Monolord scenen i en lemfærldig omgang i ensformighed og bedrøvelig uengageret Doom med Stoner Metal elementer. Jovist, der er hårde ord at udgyge over hovednavnet.

Men måske er udsendte anmelder en afdanket størrelse, eller også har han stadig meget at lære. For Monolord kan undskyldes for deres uheldige scenestart med klam baslyd og sitrende samspil, men når musikken hverken blev hypnotiserende eller hårdtslående, står man tilbage med fornemmelsen: Var opvarmningsnavnet lige bedst her?

Og ja! I denne anmelders beduggede briller var Dirt Forge klart det navn, de trak overskrifter (derfor er de valgt som hovedbillede til denne anmeldelse). For selvom de som sådan ikke stjal showet, så kunne jeg gentagende gange høre ytringen: “Hvornår slutter Monolord?”. Og det er galt, når der ikke kommer mere live-musik bagefter.

Retfærdigvis skal det siges, at publikum virkede engaeret upåagtet af en halv-brandert eller ej. For de forreste folk skreg da efter mere, da vores tre broderfolk forlod scenen. Og siden publikums dom vejer tungest i sidste ende, sniger anmeldelsen her da også op på det gennemsnitlige – men så heller ikke mere.

Konklusion: Kan du lide dine Sludge og Doom metalliske indslag efter en gammel opskrift, så hold dig til Monolord. Hvis du vil se Metal i udvikling, så prøv at glo i Dirt Forges retning: Vi spår dem den ganske givtig udvikling.

(Siden Dirt Forge – bogstaveligt talt – stjæler billedet, er vores Spotify-link i denne forbindelse dedikeret til Monolort, så du kan bedømme, om vi har taget helt fejl eller ej om deres musik)