• PEARS
  • Sleeping With Sirens
  • Rise Against
3.7

Anmeldelse af: Rise Against, m.f., Store Vega, 29. oktober.

En blæsende søndag aften blev vi budt ind i varmen i Vegas store sal. Gulvet såvel som tribunerne var beklædt med mennesker. Aftenen bød på nostalgisk punk-rock i original stil, og selv inden aftenens første band indtog scenen, summede luften allerede af forventningsfuldhed og kampgejst. Vegas fanskare var mere end parate til aftenens forløb i selskab med tre hårde bandnavne: PEARS, Sleeping With Sirens og ikke mindst Rise Against

Foto: Guillaume Blanjean

PEARS
Fra min plads bagerst på tribunen måtte jeg rykke mig ud på kanten af sædet for nøje at beskue scenen, da aftenens første band udfoldede sig. Energi, humor og en excentrisk performance bredte sig fra scenekanten og ud over et overrasket og opstemt publikum.

Det kan være svært at finde et band, som kan sammenlignes med, hvad bandet PEARS har at byde på. Showet var anderledes, beundringsværdigt og til tider decideret forunderligt at overvære på mange forskellige måder.

I en blanding af punk og rock beats udfoldede PEARS karismatiske forsanger sig på scenen i bar mave og med en selvsikker overlegenhed. Sangene var præget af hurtige staccatorytmer og kraftfulde beats. Der var en overvældende feststemning på scenen, hvor bandets drenge rendte lalleglade rundt i wifebeaters og tyllede bajere, som var det et ægte halbal.

Bandets performance var så særegen at overvære, at det næsten fremstod, som om et bundt drengerøve havde sneget sig ind backstage og lavet en impromptu-amatør-koncert på scenen.

Sangenes indhold rangerede vidt fra musik omkring festligheder til ironiske indslag omkring verdens undergang. Forsangeren havde en fjollet og teenage-agtig fremførsel og supplerede musikken med kunstpauser, shout-outs til publikum og diverse sjofle one-liners.

Ren musisk fremstod PEARS ikke som det mest teknisk dygtige band, men de formåede at give en uforglemmelig performance, som man sjældent kommer til at overvære!

Sleeping With Sirens
Scenen blev badet i grønt lys, og salen fyldes af et rytmisk beat, allerede ved første riff er publikum på tæerne og klapper energisk i takt.

Sleeping With Sirens mandsopdækkede scenen, og energien bredte sig med det samme i salen. Publikum var i vild bevægelse, da forsangeren Kellin Quinn fløj over scenegulvet og anmeldte sin ankomst med et gennemtrængende shoutout:

How are you feeling tonight, Denmark!?

Samtlige hænder rakte mod loftet, mens publikum anerkendende skrålede med på sangen og de tunge elektroniske beats. De elektriske bølger af skiftende rytmer rullede ud og fyldte lokalet med den energi, som er så særegent og beundringsværdigt ved Sleeping With Sirens.

Kellin Quinns skarpe og næsten skingre vokal formåede lige så ubesværet at bevæge sig over i hæse skrig, som fik hårene til at rejse sig. En forunderlig karismatisk stemme, som kun de færreste kan gøre efter i samme dur og kraftfulde facon.

Bandets yderligere medlemmer tirrede publikum ved scenekanten og førte sig frem ved at balancere guitarer på én hånd over deres hoveder. Et vovet og overlegent move, som kun kan understrege, hvad Sleeping With Sirens repræsenterer. Musikken kan bedst betegnes som lidt metalcore møder poprock og alternativ rock.

Sleeping With Sirens fremviste deres standpunkter ved at adressere de for nylig afdøde kunstnere Chris Cornell og Chester Bennington og udtrykte deres sorg og medfølelse for deres familier og venner.

Herefter fulgte sangen “Better off Dead”, dedikeret til alle, som har haft det svært og har skullet kæmpe sine kampe. Et gennemført smukt og reelt budskab flettet ind i musikkens verden.

Bander fortsatte aftenen med at belyse flere sårbare og dybdegående emner gennem deres musik. En sang som “Legends”, der udtrykker håbefulde og optimistiske ting i livet, bragte et stort smil frem på mine læber. Den fængende rytme, de opmuntrende ord og ikke mindst den betagende energi på scenen gav hele Vega en kampgejst uden lige.

Alt i alt en kraftfuld, nærværende og følelsesladet koncert med modige og fremtrædende elementer.
En følelsesladet rejse gennem nedtur, kamp, overvindelse og sejr.

Rise Against
Lyset blev slukket endnu en gang, og det eneste, man kunne høre, var publikums begejstrede udråb. En forvrænget kommentatorstemme lød fra højtaleren, mens bandet indtog den mørke scene til lyden af krigstrommers tunge klang.

Publikum rejste deres næver i luften og messede: RISE!

Forsangeren, Tim McIllrath, kastede sig hovedkulds ud i det populære nummer “Chamber the Cartridge” og fløj hen over scenens gulv med en energisk fremførsel. Dette forekom desværre som et minus i forhold til hans vokal, som både var meget lav og nærmest hakkende.
Han virkede forpustet og cuttede ordene korte for at komme gennem sætningerne. Det var svært at høre, hvad der blev sunget, på trods af at han hev en megafon frem for symbolsk at råbe sangene ud i rummet.

Jeg var lettere skuffet, men håbefuld, grundet energiniveauet på scenen. Desværre forekom det af og til, at forsangeren decideret blev overdøvet af publikums udråb, især ved kendte klassikere som “Give it all”, hvor han haltede meget med at holde tonen.

Til gengæld formåede bandet at fyre op under publikum, som virkede både begejstret og betaget af sceneshowet og ikke mindst de velkendte sange, som ligger under huden på de fleste af de hardcore fans.

Til min begejstring voksede Mcllraths stemme, som sangene tiltog, og til min endnu større begejstring fungerede hans tag på growling eminent godt på scenen!

Rise Against er et band, som er kendt for at adressere aktuelle alvorlige problematikker i verden ofte med et skarpt syn på verdenssituationen i forhold til politik. Deres nyeste album, Wolves, afbilder især, hvordan mennesker i deres givne situation skal holde sig optimistiske og kæmpe imod med tænder og kløer og aldrig lade sig underkue.

Under koncerten diskes der op med disse indholdsrige og meningsfulde sangtekster, omhandlende både naturkatastrofer og andre politiske problematikker, forsaget af mennesker, understreget med det klare budskab, at kun vi som mennesker kan rette op på vores fejl igen!

Ved starten af sangen “Prayer of Refugee” jublede Vegas mangfoldige crowd allerede ved første guitarriff. Publikum stod næsten for tæt pakket på gulvet til at kunne bevæge sig, men formåede alligevel at kaste sig ud i hvirvlende moshpits og halsbrækkende crowdsurfing.

Der opstod et markant afbræk i den vilde stemning, da forsangeren indtog scenen med en akustisk guitar. Stemningen var bragt ned, men følelserne var på højeste plan. “Swing Life Away” spillede i takt med, at folk løftede deres tændte lightere mod loftet, som et smukt, men dog brandfarligt symbol. Publikum skrålede med, til hele salen rungede af genklang.
Koncerten havde udviklet sig til fællessang, og det fungerede!

Det akustiske lune blev afsluttet med “Hero of War”, som blev fremført fejlfrit, smukt og helt igennem følelsesladet. Jeg bliver efterladt med en klump i halsen, rystende hænder og makeup ned ad kinderne. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, som bliver rørt af dette både smukke og skræmmende musiske budskab, som blev udført med så stor indlevelse.

Aftenen rundes af med deres nye hit “Wolves” efterfulgt af det gode velkendte nummer “Saviour”, som på trods af en haltende vokal var betagende og medrivende fra start til slut. Beatet var fængende, catchy og lige til at synge med på.

Rise Against formåede at kæmpe sig gennem en koncert med en vokal, som desværre ikke kan modtage en topkarakter. Dog formåede de at fremføre excentriske, dybdeborende emner gennem en eminent musisk indlevelse, som på alle måder opvejede deres performance. Dette gjorde denne aften til mere end blot en koncert, men en decideret uovertruffen musisk oplevelse!

Se et galleri fra vores fotograf Guillaume Blanjean her: