Anmeldelse af: Pyramaze. M.fl. Forbrændingen, Albertslund. 01. september 2018

Jeg er stået af S-toget på Albertslund Station.
I den lune septemberluft går jeg af de rå stier mod spillestedet og husker min barndomslærdom om Terkel’s bedste ven Jason, der altid havde et jernrør med sig, fordi han kom fra Albertslund. Spillestedet Forbrændingen ligger lige ved Albertslund Varmeværks blå skorsten, der stikker op som et landemærke i betonjunglen, og jeg holder øjnene på målet, mens jeg spekulerer på, om jeg er på vej i den rigtige retning, eller om jeg er faret vild på Vestegnen.
Men så! Jeg ser dem! De andre metalheads, mine brødre og søstre, mit folkefærd! Jeg følger efter de andre langhårede gutter med sorte t-shirts, der er kommet for at se koncerten, der er arrangeret af vores kollegaer hos Heavymetal.dk.

Inde på spillestedet går den rå stemning udefra igen, men på mere hyggelig vis.

En smal, dunkelt belyst gang leder ind til koncertsalen, der åbner sig op med en svimlende loftshøjde og en klatrevæg i den ene ende af salen. Jeg er fristet, men beslutter mig for at man bedst ser lokalet fra gulvniveau, selvom salens layout tillader, at man kan komme lidt op og overskue herligheden fra nogle store trappetrin, der også fungerer som bekvemme siddepladser.

 

Fears Unfolding – Jysk charme
Siddepladserne har stadig en magnetisk effekt på en stor del af de første publikummer, når musikken starter. Et lille, men dedikeret, crowd har dog sluttet sig til forreste række sammen med fotograferne, når Fears Unfolding sætter ind med deres første nummer.

De spiller melodisk og tungt med snedige twists og dybfølte guitarsoli. En overraskende stærk vokal med tydelig inspiration fra klassisk power tonser ud fra vokalist Teodor Giorgiev og sættes i kontrast med bassistens dybe growls. Vokalisten har også en guitar i hånden, og sammen med bandets anden guitarist leverer de begge velovervejede solistykker og klassiske riffs. Der er ikke tale om akrobatisk lir, men et mere afdæmpet udtryk.

Mellem numrene bliver der aldrig stille, da der enten er noget guitar, der hænger i luften, eller et trommenbeat, der kører, mens bassisten på klingende jysk fortæller jokes, hyper crowdet op til de næste bands og viser folk, hvordan de giver horn og klapper i takt til numrene.

Musikalsk folder Fears Unfolding 30 fint sammenhængende minutter ud, der stille og roligt lokker det generte publikum tættere på scenen. Der forekommer fine pinch harmonics, en bassolo, masser af strobelys og til tider næsten atmosfæriske elementer i deres musik, der trækker varmen fra den lune aftenluft ind over publikum. Det når aldrig rigtigt at blive helt vildt, selv om de fleste i salen kommer godt med.
Måske er det lyset? Måske er det klatrevæggen og siddepladserner? Jeg ved det ikke, men alt tager pludseligt en helt anden drejning.

 

Defecto – Musikalsk magtdemonstration
Scenen bades i blodrødt lys. En storladen orkesterintro blæser ud over højttalerne. Det er uden tvivl: Defecto is in the hood!

Det er tydeligt, at bandets sceneudtryk er i en helt anden boldgade end Fears Unfolding. Der er dramatiske black-outs imellem numrene, ego-podier til guitar og bas, blændende strobelys, vindmaskiner og røgkanoner ad libitum. Det er som om, jeg pludselig er på et helt andet spillested, salen er tætpakket og virker større.

Defecto husker at minde os om, at vi er på Forbrændingen, hvis nu vi havde glemt det. Forsanger Niclas Sonne charmerer publikum med en Elvis-mikrofon, sin karakteristiske vokal og masser af velplacerede jokes.

Det er tydeligt, at Defecto er hjemmevant med store sceneproduktioner.

Bandet kanaliserer en fandenivoldsk rockstar-energi, som når helt ned i tæerne på publikum. Der er akrobatiske guitar- og bas-stunts, hvor guitaristen og bassisten skiftes til at tappe på hinandens instrument. Der er ekvilibristiske guitarsoli, hvor det går så stærkt, at man næsten kan se røg fra guitaristens fingre.

Defecto leverer et utroligt stærkt visuelt show, hvor der også er plads til masser af charme og glimt i øjet, når vokalisten erklærer, at “alle fede dage starter med vand”, kaster sin flaske ud i publikum og prompte får den kastet tilbage i bærret.

Under en instrumental intro til et af de næste numre går hele bandet af scenen, mens et fingerspils-stykke for guitar lyder fra backing tracket. Det ville have klædt dem lige at lade guitartroldmanden spille det stykke i stedet for backing tracket – vi vil så gerne høre mere, mere, MERE!

Bassisten og guitaristen supplerer frontmanden med korharmonier, der for det meste sidder rigtigt fint, men et par enkelte steder ikke virker til at være helt rene, hvilket slår lidt skår i magien. Det er hurtigt glemt og hurtigt tilgivet, for maskingeværstrommerne tonser afsted, der er powervokal og vind i håret, og selvfølgelig slutter Defecto på et bragende ekstranummer, der får salen til at ligne en dåse sardiner i et jordskælv.
Det er tydeligt at Defecto har taget det moderne koncertformat til sig, hvor det i lige så høj grad skal være en spektakulær visuel oplevelse at se deres koncert, som det skal være en musikalsk begivenhed.

 

Pyramaze – Stilfærdig virtuositet
Efter Defectos kraftudladning er der en del, der lige skal udenfor og få vejret.

Når aftenens sidste navn går på, er crowdet tyndet tydeligt ud. Det er synd for dem, der gået i hjem og i seng, for de går glip af en helt særlig musikalsk oplevelse.

Pyramaze spiller stort, smukt og dybfølt melodisk metal på et højt teknisk niveau.

Bandet sætter i gang uden de store armbevægelser og slipper et lille univers fri i den varme røgfyldte sal. Der fortælles velkomponerede historier med flotte synthesizer-flader og keyboardleads, tryl på guitaren og en næsten musicalagtig rocktenor-stemme fra forsanger Terje Harøy.

Efter første nummer hilser han på publikum på engelsk. Han har næsten lige så pænt hår som Niclas Sonne, men er charmerende på sin helt egen måde.

Han besidder et drenget, næsten nørdet udtryk, hvor hans passion for musikken er altoverskyggende – ja, nærmest så stor, at han ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv, når han ikke synger.

Men når musikken spiller i Pyramaze, åh, så spiller den! Hele to guitartroldmænd flankerer forsangeren, keyboardisten og trommeslageren, og der suppleres med kor fra den ene guitarist, der pludseligt siger hej til publikum på klingende sønderjysk!

Efter en smuk og næsten hypnotisk keyboardsolo, rækker forsangeren mikrofonen til den amerikanske keyboardist, der kommer med en meget dybfølt fortælling om sit forhold til bandet og musikken i Pyramaze, og inviterer to gamle medlemmer – en guitarist og en bassist på scenen. Først i dette øjeblik går det op for mig, at bandet indtil da ikke har haft en bassist på scenen! Bandet spiller igen upåklageligt, men mellem hvert nummer bliver man flået ud af det smukke univers og tilbage til den lidt for varme sal i Albertslund. Bandet ved ikke helt, hvad de skal gøre af sig selv under et langt orkestralt mellemspil, og det føles pludseligt som om, der er meget langt til Defectos magtdemonstration.

Pyramaze befinder sig i et andet koncertformat, hvor de ikke gør et stort nummer ud af sig selv, men lader musikken stå 100% i fokus. Jeg mærker en stærk og indadvendt passion i deres velreflekterede lyd, og står med følelsen af, at det kunne være så godt, hvis bare der var endnu mere røg, endnu mere lys, og hvis bare bandet ville være en smule mere “extra”, som de unge siger.

Jeg blev og nød musikken sammen med de sidste af publikum, for når sangene foldede sig ud, blev jeg absolut tryllebundet af Pyramazes musik, tekniske niveau og indlevelsesevne.

Jeg vender næsen hjemad og undrer mig i gadelampens skær over, hvorfor folk mon gik efter det ene hovednavn, når nu man havde betalt for hele pakken. Måske er det bare mig, der er nærig og vil have det hele med?
Måske havde det været en lang dag på kontoret? Måske var der for varmt, måske var det klatrevæggen? Måske vil vi metalheads egentligt bare gerne se det, vi kender i forvejen? Måske kan folk bare virkeligt godt lide Defecto?

Uanset hvad, er det en lun og dejlig septemberaften, og musikken sidder stadig i kroppen på mig, mens S-togets velkendte hyletone tager mig hjem til vante rammer.

Fra aftenens koncerter kan du se et galleri fra fotograf Anders Groos Mikkelsen her: