• The Zombies
  • Uriah Heep
4

Anmeldelse af: Uriah Heep + The Zombies. Train, Aarhus. 18. november 2018

Uriah Heep leverede en koncert af høj kaliber, da de lagde vejen forbi smilets by i selskab med The Zombies. Der var i sandhed lagt op til fællessang og orgelrock på Train!

Foto: PR

 

The Zombies
Før vi får lov til at få en ordentlig omgang i ringen med fed rock, sprøde soli og hammondorgel, skal vi lige have en omgang klassisk rock fra The Zombies. Bandet har eksisteret siden de tidlige 60ere, og derfor er der da netop også rigeligt materiale at vælge imellem i aften. Personligt har jeg dog aldrig hørt noget med The Zombies, og så det er da netop spændende at få oplevet dem – måske man finder et nyt band at lytte til?

Train er godt fyldt op allerede til The Zombies, og det tegner allerede godt for aftenen. Lyden er måske lige en kende lav, men det er sgu også rart at kunne høre et band, uden at man med død og vold skal benytte ørepropper.

Bandet spiller perfekt. Der er absolut intet at sætte en finger på i forhold til sammenspillet, og vokalen er også lækker og går rent igennem her til aften. Musikalsk finder jeg det dog ikke super spændende, og det rykker mest, når der ind imellem lige kommer en god omgang orgel på. Det hjælper lidt med at live musikken lidt op og sætte lidt mere fut i fejemøget.

Ligeledes er bandets optræden på en scene ikke noget, der just tager kegler. Bandet står ualmindeligt stille, som var de naglede til deres små krydser på scenen. De har dog ikke meget plads at gøre med, da deres udstyr er sat op foran Uriah Heeps udstyr, og der derfor ikke er meget plads på Trains scene.
Bandet er til gengæld rigtigt gode til at henvende sig til deres publikum særligt imellem numrene med små sjove anekdoter og historier. Ligeledes lykkes det også konsekvent at få Train til at klappe med til numrene. Bandet virker oprigtigt glade over at være tilstede i aften samt at så mange er mødt op på en søndag.

Alt i alt leverer The Zombies en glimrende koncert med noget hyggeligt gammelt rock. Der er aldrig på noget tidspunkt fare for, at musikken bliver for vild, og det rammer desværre ikke rigtigt mit temperament her til aften. Uanset hvad, skal der da lyttes lidt mere til deres musik, for dygtige musikere er de helt bestemt, og til tider hjælper det at kende lidt mere til et band.

 

Uriah Heep
En halv times changeover imellem The Zombies og Uriah Heep, og så er vi ellers klar til at få den førnævnte omgang i ringen. Fyffer Pyffer!

Uriah Heep lægger ud med et ordentligt brag af en energiudløsning. Man skulle virkelig ikke tro, at dette er et band, der har eksisteret i over 50 år efterhånden. Særligt er forsanger, Bernie Shaw, i hopla her til aften. Han kommer rigtigt godt rundt på scenen og udviser enormt energiniveau. Heldigvis følger hele bandet trop, og det er mildest talt imponerende at bevidne, hvordan dette band på ingen måde føles som om, at de er ved at være oppe i alderen.
Shaw forlader scenen i de lange instrumentalstykker og lader derved også scenen være åben for både Davey Rimmers lækre basspil og stifteren Mick Box’ super fede guitarlir. Dette fungerer super godt, og giver lige det ekstra skub, når Shaw så vender tilbage.

Sammenspillet er der ikke en finger at sætte på, hvor alt fra hammondorgel til trommer til bas og guitar sidder lige så stramt, som man nogensinde havde kunne håbe på. Shaw lader dog umiddelbart til at lige skulle synge sig varm, i hvert fald er hans stemme en lille smule træg i starten. Heldigvis bliver han hurtigt varm til samtlige publikummers øreganges fornøjelse.

Bandet er ganske åbne om, at der er her for at spille numre fra deres nye plade. Det gør bestemt ikke noget, når numrene har den kaliber, som den seneste plade (Living The Dream) med Uriah Heep har. Der er godt med knald på de nyere numre, og man står med en følelse af, at det er fantastisk, at der stadig kan leveres så fed gammeldags rock her i 2018 og så særligt fra originalerne.
Bandet har dog ikke helt glemt, hvor de kommer fra, og der bliver da bestemt også lukket en vifte af klassikere ud senere i sættet. Faktisk består sidste halvdel af sættet nærmest udelukkende af klassikere, og så er der sgu ellers også bare dømt fællessang.

Det er en af de bedre aftener på Train i forhold til lyden. Den er ikke helt perfekt, men den er god nok, til at du kan høre, hvad der foregår. Til tider er guitaren lidt for lav, til andre tider er hammondorglet lidt for lavt. Hvorfor er der i øvrigt ikke flere bands i dag, der spiller på hammondorgel? Det burde der altså laves om på, for det fungerer super godt og sætter en rigtigt fed puls i musikken.

Bandet virker i øvrigt utroligt tændte, og man oplever blandt andet en sanger, der står og tager lidt pis med en herre oppe på balkonen, der læner sin kind imod sin håndflade, imens resten af publikum klapper. Det viser en utrolig fornemmelse for sit publikum samt enormt overskud, at man netop lægger mærke til individuelle publikummer. Det er der ikke mange professionelle bands, der i dag gør efter, og da slet ikke bands der er/har været så store, som Uriah Heep unægteligt er/har været. Ligeledes virker bandet ualmindeligt begejstrede for fremmødet, for som der bliver ytret fra scenen ’’så føles det her ikke som en søndag, det føles som en fredag’’, og det er der meget sandhed i.

Det formidable nummer “Lady In Black” får lov til at afslutte koncerten, men til publikums enorme jubel vender bandet naturligvis tilbage med ekstranumre. Første skud bliver “Sunrise” fra “The Magician’s Birthday-albummet, og atter engang står bandet utroligt skarpt. Da nummeret slutter, siger Shaw, at de da naturligvis ikke kan tage fra en koncert uden at spille “Easy Livin’”, og her begynder salen rigtigt at koge på den for fede måde! “Easy Livin’” er et formidabelt nummer og fungerer vanvittigt godt som afslutning på en koncert. Der er godt med gods i bandet. Selv til det sidste er energiniveauet og den enorme spilleglæde til at skære ud af luften. Intet mindre end imponerende.

Uriah Heep beviser i sandhed, at man ikke behøver at hvile på laurbærrene, blot fordi man er ved at være et stykke oppe i alderen. Der er stadig masser af energi og fed rock at hente i Uriah Heep, og de beviser i sandhed, at alderen ikke trykker, altså andet end at trykke den af!