Anmeldelse af: Prime is Giving. Gimle, Roskide. 08. februar 2019
At man kan præsentere ni(!) livenavne på en aften og aldrig ramme et gennemsnitligt niveau eller under er imponerende!
Foto: Mark Stoumann
Sådan var det imidlertid, da Prime Collectives årlige showcase tour, Prime is Giving, (tidligere Prime is Coming) igangsætte deres lille tour over det ganske, danske land med en gigantisk bandpakke, som kunne passe til en mindre festival, men som hver aften bliver eksekveret over cirka seks timer.
Lidt hurtigt hovedregning vil medgive, at der da så ikke kan være meget tid til hvert band, eller at der er tid til sceneskift.
Det er ganske korrekt. Derfor veksler bandsene – der på hver punkt på touren bliver roteret rundt og udskiftet, hvorfor der er grund til at dukke op hver aften og opleve noget nyt – mellem to scener, så der kun er cirka fem minutter, mellem hvert orkester spiller, og hvert bands sæt er lidt over de 20 minutter.
Man kan elske eller hade dette koncept. Jeg falder ud til den første holdning.
Hvis man ikke synes om musikken i et band, er det hurtigt slut; og hvis man kan lide et band, men synes, sættet er for kort, er det bare med at sætte kryds i kalenderen senere, da der er stor chance for at fange et af disse band en anden god gang i indeværende år.
Og (som jeg er så lykkelig for) slipper man for de enerverende 15 minutter+ på, at bands skal skifte om på scenen. Så må man tage med, at man ved hver koncert ‘mister’ sin gode plads, at der ikke er lang tid til at tanke op i baren, og at man ikke skal blive taget som gidsel på lokummet.
Som nævnt i overskriften var der generelt højt niveau at spore hos hvert enkelt band denne aften. De bands var forskelligartede at opleve og høre i lyd, men jeg tænkte aldrig på noget tidspunkt: “Puha, I skal vist holde fast i jeres hverdagsjob!” – nærmere tværtimod.
Starten på aftenen var dog, i mangel af bedre ord, ‘mærkelig’.
Celestial Son
Disse progrockere havde fået æren af at lægge aftenen ud med deres stemningsfyldende rock-musik med mange elektroniske elementer, der er med til at skabe et lækkert lydlandskab.
Her laver jeg så den første undtagelse af min egen regel ved at sige, at det var en imploderende start af en aften. Sættet var for kort til, at der kunne blive skabt en sammenhængende stemning for bandets musik, der gav genlyd til publikum, der koncerten igennem stod langt fra scenen og ventede tålmodigt på noget.
Dette ‘noget’ har i min optik nok været det, som jeg synes, første band skal præsentere for en koncertaften: En smagsprøve for det kommende, og aftenen skulle jo byde på lidt hårdtslående metal i forskellige afskygninger og ikke stemningsopbyggende progget rock.
Celestial Son spillede godt, men de var for mig glemt lige så snart, seancen var slut. Jeg vil dog gerne se dem en anden gang, når de har mere tid til rådighed – til et andet arrangement.
Between Oceans
Se, så er vi rigtigt i gang nedenunder den store sal i Gimle!
Metalcore til den store guldmedalje, men leveret af et band, der tydeligt tør stå ved genren og levere den, som havde de selv lige opdaget, at sammenblanding af hardcore og metal jo virkelig bare er det sejeste siden skiveskåret brød.
Jeg fik faktisk associationer til sidste weekends koncert på samme venue i den forstand, at her var et band med potentiale til at komme langt.
Oplevelsen her på den lille scene var dog for kompakt til, at lyden kunne få lov at skinne flot igennem, da melodierne flød lidt sammen, og lydene blev som blæst bagover til bandet i samme sekund, de havde sendt den videre til os publikum.
Her var simpelthen for kompakt, men den slags passer jo godt til lidt hygge-moshing, og noget andet – der ifølge mine noter – blev blæst bagover, var undertegnede.
Så Between Oceans glæder jeg mig til at se igen!
The Vision Ablaze
Næste levende billede på den store scene var The Vision Ablaze, som der har været lidt stille omkring den seneste tid, men som nu er tilbage med deres progressive forslag på lidt melo-død med visse andre afarter af metal.
Der er sket udskiftning i besætningen på vokalfronten, og det skar for mig også tydeligt igennem, at det lod til, at sammenspillet og den interpersonelle forståelse for bandets optræden fungerede bedst, når der var fokus på deres nye lyd.
Forstå mig ret, bandet er stadig genialt sammenspillende, og den nye forsanger har et stort vokalregister, men man fornemmede, at de allerede er på vej videre mod nye territorier end at skue bagud.
Flot koncert, omend lidt for meget mudret lyd hist og pist.
Blind Channel
Hvad får man, hvis man blander melodisk metalcore med Nik & Jay på syre? Så vil resultatet nok ligne og lyde som finske Blind Channel.
Aftenens eneste udenlandske indslag bestod af dette band, der virkede til at have en anelse mere rutine og gennemført live-tække, end mange af de andre bands denne aften besad. De kom ganske enkelt udover scenekanten på den lille scene bedre, end mange andre bands gjorde denne aften.
Og før du vrænger på næsen over min genrebeskrivelse af bandet, så er den nok den slags, du skal opleve, for at forstå, for det fungerede perfekt i min bog! (Er du ikke til metalcore, så vil du formentlig løbe mere skrigende væk, end kvindelige fans til nævnte danske duo ville gøre det anno 2002.)
Sunless Dawn
Jeg har tidligere ikke lagt skjul på min begejstring for dette band.
Og live kan de også sagtens deres kram, hvilket de beviste i dag, hvor deres progressive og tekniske afart af metal blev leveret stensikkert fra scenekanten på den store scene i Gimle.
Man siger, at forventningens glæde er den bedste, og at se dette band indfri disse forventninger både live og på skive er simpelthen en fryd for både øje og øre, hvor det kun var en lidt for høj bas, der gav skår i glæden.
Ivy Crown
Vi fik fortalt, at dette var en ur-opførsel for dette band, hvilket jeg betragter som en stramning, da guitaristen og trommeslageren da har spillet sammen i en håndfuld år efterhånden og ifølge mine efterretninger ‘blot’ har skiftet navn og besætning – og også lidt i lyden.
Men der havde bestemt være optakt til noget nyt længe fra dette hard rock-band, og specielt deres nye single, “Lonesome & Cold”, har kørt længe i rotation på nærværende skribents anlæg.
Og trods lidt nervøsitet fra bandet som helhed, så var det en flot og gennemført koncert, de fik leveret denne aften.
Der skal dog arbejdes med den clean vokal, da den svævede i mange retninger, mens jeg var overraskende imponeret over growlet fra forsangerinden! Det håber jeg, bliver mere repræsenteret i fremtiden.
Billy Boy in Poison
Anciennitet fornægter sig ganske enkelt ikke, og her var vi et sammentømret band, der har leget med alt fra dødsmetal til deathcore og nok noget nærmest bedst kan kategoriseres som progressiv metalcore med fokus på det tunge aspekt nu om dage.
Og jeg har simpelthen ikke en finger at sætte på deres performance, selvom jeg prøvede at kigge i alle krinkelkroge. Der vil altid lige være lidt med lyden, som kan finjusteres, men når der skal være retfærdighed til (og jeg er i godt humør lige nu), så rammer den her korte optræden sgu den sjældne topkarakter for mit vedkommende!
Deres frontalangreb på os publikummer var lige dele velspillende, sønderflænsende og præcis til, at man med et blink med øjet kunne gå fra at få smadret trommehinderne på den gode måde til at høre en knappenål falde til jorden midt i et kort break i en sang – så præcise var de i deres sammenspil.
Hvis den her performance kommer på professionel optagelse, vil jeg til hver en tid levere den til en ungersvend, der spørger mig: “Hvornår er heavy metal bedst live?”.
Hearteater
Retur til et sidste besøg i kælderen for at få ædt hjertet med en runde post hardcore fra Hearteater, der varsler ny udgivelse i den nærmeste fremtid.
Her har vi altså at gøre med et band, der tydeligvis har spilleglæden i sig og ser ud til at elske samspillet med publikum, hvor især forsangeren elsker at komme helt tæt ud at lege med de fremmødte.
Lydmæssigt var der lidt for meget distant, hvor det samlede lydbillede savnede mere bund, og i forhold til mixet lod instrumenterne til at være for langt bagud i relation til vokalen, men der virkede til at indfinde sig et passende niveau mellem disse, som den korte koncert nåede sin ende.
Cold Night For Alligators
Apropos ende, så var vi efterhånden nået til vejs ende med Prime is Giving på den første aften, og det skulle lukkes med en gedigen teknisk, progget og djentet omgang metal(core).
Det gik op for mig, at jeg faktisk så dette band live for næsten ti år siden i samme by, men sikke en udvikling dette band har gennemgået, og hvor det er en fryd for de tidligere nævnte sanser (hørelsen og synet, for de glemsomme), at man kan spille så teknisk perfekt, som disse kuldskære krybdyr kan, og samtidig bevæge sig så legende frit rundt på scenen og vise spilleglæde.
Og så tager de heller ikke sig selv så fandens alvorligt, mens musikken stadig bliver leveret så virtuost smukt, som tilfældet var her.
Aftenen blev afsluttet med en god knytnæve i fjæset for mit vedkommende, mens de første publikummer allerede var ved at sive ud i den begyndende kolde nat (for alligatorer).
Metal A Day dækker mere fra Prime is Giving, og der kan kun opfordres til herfra, at man køber billet til et eller flere af disse arrangement(er) på den kommede tour – og forhåbentligt også til næste år!
Galleri fra aftenen af Mark Stoumann:
