Anmeldelse af: Annihilator, Pumpehuset, København 10. november 2016.
Jeff Waters og Co. er tilbage. Annihilator spillede i torsdags i Pumpehuset. Det blev til en rendyrket udryddelse af dine dårlige vibes på bedste canadiske vis.
Så var man der igen. Pumpehusets intime rammer. Eller ”Bombehuset” som det også kaldes. Thrash-metal bandet Annihilator var øverst på aftenens plakat, og jeg må indrømme, at jeg havde sommerfugle i maven. Selvom man godt nok skulle kigge langt efter sommerfugle i hvad, der er blevet kaldt: ”Den koldeste november måned i 46 år”.
Ak ja. Ikke desto mindre er det 9 år siden, jeg så Annihilator optræde for første gang. Det var faktisk – pudsigt nok – også i Pumpehuset, da de tilbage i 2007 var support for Trivium. Jeg husker dog ikke så meget af Annnihilators optræden dengang. Jeg var jo bare en ung knejt, som gerne ville opleve mine helte i Trivium. Men jeg mindes guitar-mesteren Jeff Waters stå i venstre side af scenen med langt hår, en anelse anonym, men stadig utrolig ferm på en guitar.
Annihilators pumpende hjerte skal nemlig findes i den 50-årige Jeff Waters fra Canada. Han har siden 1984 været kaptajn for bandet og dens udvikling. Tag bare seneste Annihilator udgivelse “Suicide Society”, som udkom i slutningen af sidste år. Jeff Waters står alene for indspilningerne af alt guitar, bas og vokal. Kun trommerne har manden ikke selv stået for. Det er lidt af en bedrift i sig selv, og hvis Jeff Waters kan finde den samme passion frem live. Så skal det ikke være en hemmelighed, at er jeg solgt på stedet.
Annihilator ligger stærkt ud med titelnummeret ”Suicide Socitey” og klassikeren ”King of The Kill”. Forsanger Jeff Waters har allerede på dette tidspunkt publikum i sin hule hånd. Selvom jeg ikke just forbinder ham med en frontmand af særlig høj karakter. Men han er smilende, han er veloplagt, og manden har en særdeles god humor, som han ikke er bange for at ytre på scenen. Det klæder ham, og man føler, at man er velkommen til hans show lige fra start. Det kan være den sære fornuftige tilgang til tingene, vi danskere og canadiere har tilfælles, der gør udslaget.
Han er nærmest et legebarn på scenen, og man kan virkelig mærke, at han laver det, som han elsker mest i hele verden: at spille musik.
Derfor er det vigtigt, at de musikere, han turnerer med, gør det samme. Nøje udvalgt af manden selv havde han den ‘kun’ 23-årige Fabio Allessandrini med på trommerne. Han fik i løbet af aftenen også lov til at vise sine færdigheder med en kort solo. Måske var den kort, ja, men for fanden, manden er en maskine bag trommerne. Bassist Richard Hinks måtte synge stroferne til ”No Zone”, da Jeff Waters døjede med en forkølelse. Det gjorde desværre, at Waters’ stemme ikke kunne fungere optimalt hele aftenen. Til sidst har vi guitarist Aaron Homma, som er lynhurtig på gribebrættet og leverede den ene guitarsolo efter den anden i tæt samarbejde med Jeff Waters.
Alle musikerne er med til at holde energien oppe, og der er ingen tvivl om, at de løfter Jeff Waters op på den piedestal, hvor han hører til.
Hen mod slutningen af koncerten får vi for alvor varmen med Annihilator-klassikeren ”Alison In Hell”, og efterfølgende bliver der ovre fra venstre side af publikum råbt ”Never, Neverland”. Det hører Jeff Waters og vælger derfor at spille nummeret. Det er på trods af, at nummeret slet ikke er øvet til denne tour. Den var slet ikke at finde på sætlisten, og på grund af sygdom kunne Jeff Waters slet ikke synge den live. Men alligevel fik vi en halvt instrumental version af “Never, Neverland” serveret.
Jeg må indrømme, at jeg sjældent kommer til koncerter, hvor man kan gå derfra med et kæmpe smil på læben. Selvom det er ærgerligt, at Jeff Waters stemme ikke kan levere super godt under hele koncerten, men alligevel er underholdningsværdien skruet op på 11. Interaktionen med publikum, spilleglæden og spontanitet gør, at man føler sig i virkelig godt selskab med Annihilator.
Som Jeff Waters selv siger: ”If you go to a Slayer show, you’ll feel like getting a punch in the face. If you go to Annihilator show, you’ll all be smiling”. Dermed er stilen lagt. Det eneste Annihilator tilintetgør under deres shows er hermed dårlige vibes, og det skal gøres med en ordentlig omgang thrash-metal.
Derfor er dette uden tvivl en af de bedste koncerter jeg har været vidne til i 2016.
