Når tiden har passeret en

Anmeldelse af: Nick Mason’s Saucerful of Secrets. Forum, København. 03. september 2018

Nick Mason gjorde en del ud af at distancere sig fra sine tidligere band-fæller, men det blev lidt på bekostning af at fremhæve sig som egenrådig kunstner

Så skulle vi til det igen: Under en måned efter, Roger Waters fra hedengangne og legendarisk Pink Floyd havde givet en mesterlig koncert i den danske hovedstad, kiggede trommeslageren fra bandet, der har medvirket på alle studiealbums, forbi DK med sit eget band, “Saucerful of Secrets”, der består af medlemmer fra bands som The Blockheads og Spandau Ballet.

Nick Mason har opkaldt sit band efter den anden plade i Floyds diskografi, og erklæringen var da også fra start, at manden med følge ville opføre numre fra den psykedeliske rockgruppes tidlige alder, hvorfor der på papiret var lagt lidt syre på skeen til en outreret omgang space-rock med lange jam-sessions.

Igen, det var på papiret, for hvad, vi fik, var, når det var bedst, en håndfuld gamle mænd i deres søndags-uniform, der forsøgte at genoplive gamle dage med nostalgiske indslag uden en fornemmelse for at komme energisk ud over scenekanten eller inddrage publikum.
Når det var værst, var det som et provinsielt halbal med et suppe-steg-is-orkester, der spillede hyggeligt i baggrunden – mens vi andre (og det var ALLE os publikummer) var tildelt en siddeplads med front mod bandet.
Det egner sig måske til alderssegmentet dømt ud fra gennemsnitsalderen på publikum denne aften, men det er stadig underligt at sidde ned til en rock-koncert.

Men hvis bare nærværet, spilleglæden og engagementet er der, kunne man påstå, at publikum kunne stå på hovedet og stadig have en vild oplevelse.
Det virkede bare ikke til at være Masons agenda at have en fornøjelig aften i DK.

Som jeg indledningsvist nævner, så lagde Mason stor afstand til sine bandmedlemmer fra start af, og selvom han proklamerede endelig at være glad for at spille live, så var det for mig en bitter mand med backup-band, der skulle vise, at han i en alder af 74 gerne VIL spille – men kun de gamle numre.

Fungerede det så?
Sangene “Green is the Colour” og “Let There be More Light” var fint gennemførte. “Set the Controls for the Heart of the Sun” gav mig decideret kuldegysning, hvilket er den enevældige årsag til, at karakteren kommer over middel. Resten af numrene blev leveret uengageret, og fra min stillesiddende plads spekulerede jeg mest på, om jeg havde husket at lukke vinduet ud til altanen.

Trommerne var for høje, keayboardet døde ud en gang eller to, og scenografien var mest af alt lidt syrede billedvirvar eller u-synkroniserede gamle optagelser uden en rød tråd i sig.

Det er svært ikke at drage en parallel til Roger Waters fabelagtige koncert i sidste måned, men selv fraset Waters’ imponerende opsætning, så var spilleglæden og lysten bare i Superligaen hos Roger, mens Mason mest af alt tumlede rundt nede i toppen af 2. division.

Skulle jeg være letterede flabet, kunne jeg næsten bare have sat de gamle albums på derhjemme, for der var ikke meget andet at komme efter ved at se legenden live.

Lykke Nielsen var så flink at assistere os med at tage billeder fra koncerten: