Alice Cooper

Nordens heavy-helte tog Pumpehuset med storm!

-

  • ONI
  • Forever Still
  • Children of Bodom
4.2

Anmeldelse af: Children of Bodom m.f. 01. april 2017.

Overdimensionerede xylofoner, et mikrofonstativ med hænder og finsk speed-metal. Dette var få af mange elementer, som Pumpehuset kunne byde på lørdag aften. Dørene åbnede til en verden af uforglemmelige musiske indtryk, som tog publikum på både en tidsrejse gennem 90’erne, og en rejse gennem de nordlige lande, lige fra Canada til Finland og hjem igen!

 

ONI
I takt med, at et blændende lysshow blinkede ud i salen, blev scenen mandsopdækket af en betagende hær af mægtige og kraftfulde mænd med langt stereotypisk heavy-hår foran ansigtet. Uden tøven sparkede det canadiske band ONI gang i festen og lagde hårdt ud med et øresønderrivende melodisk beat, understøttet af frontmand Jake Onis hæse magtfulde vokal.

Det fængslende navn ONI stammer fra gamle japanske sagn og er navnet på en ondsindet dæmon, som er i stand at ændre udseende og form. På samme måde som deres navnebror formår bandet ONI skiftende at svinge mellem de brutale og vrede toner til varme hjerteskærende vokaler, som omfavner hele salen med en dyb følsomhed.

Bandets sceneshow var på alle måder betagende og umuligt at tage øjnene fra. Alle bandets guitarister spillede på de karismatiske Steinberger-guitarer, som er designet uden stemmeskrue, hvilket giver streng-instrumenterne et minimalistisk ”hovedløst” look. Derudover var det svært at tage øjnene fra bandets betagende trommesæt og ikke mindst manden bag. På trods af sin plads ved bagvæggen formåede trommeslager Joe Greulich at nå udover scenekanten med en vedvarende energi og et kæmpe tand-smil, som emmede af glædesrus og kampgejst.

Men mest betagende var nok bandets helt enestående og beundringsværdige medlem Johnny D på xylofon. På en scene blandt store svedige brølende mænd, tog han alt opmærksomheden med en fuldkommen spektakulær energi og vilde tekniske kompetencer. Hans performance på dette noget bizarre og malplacerede musikinstrument supplerede, til stor forbløffelse, musikken optimalt!

ONI formåede at ryste Pumpehusets scenegulv med svedige elektroniske beats, hårde vilde breakdowns og highfives til hele første række af et opstemt løssluppent publikum!

 

Forever Still
Ingen kunne tage øjnene fra scenen, da Forever Stills forsanger, Maja Shining, gjorde sin entré, og som en engel badet i det kolde blå lys fra projektorerne fløj hun næsten ud mod scenekanten; elegant, energifuld og understøttet af en gennemskærende fejlfri vokal.

De atmosfæriske elektroniske teksturer og rungende beats bredte sig ud som en vifte over scenen og satte alle Pumpehusets gæster i vild bevægelse.

Efter en lang tour rundt omkring i Europa var Forever Still hjemvendt til deres hjemby København og udviste intet mindre end en banebrydende performance på scenen.

Der var fokus på bandets nyeste album, ”Tied Down”, som håndterer nogle meget sårbare, men også stærke temaer. Bandets medlemmer formåede at fortælle en autentisk historie med deres karismatiske udtryk og tekniske komposition af musikken.

Sangene rangerede vidt fra hårde vrede numre til forsigtige rene melodier.

Med hænderne dansende foran sig som et skrøbeligt skjold hvislede forsangerinden lysende, perlende toner ud i salen, mens hun langsomt lod kroppen falde længere tilbage og rakte armene mod loftlysets skær. Kort efter sprang hun frem mod scenens kant med klørene foran sig som et utæmmet dyr brølende sine ildevarslende skrig, mens guitaristerne rakte deres instrumenter triumferende mod et hav af knyttede næver.

Med hænderne fæstnet om en karismatisk gotisk-inspireret mikrofon fyldte Maja rummet ud med en fuldkommen troværdig og følsom lyd, som fik det til at isne ned af ryggen på samtlige gæster i salen.

Aftenens performance sluttede af med nummeret ”Scars”, som blev suppleret med lyse skrøbelige toner, der knækkes over, samt elektroniske elementer i baggrunden klingende som perler af regndråber.

Pumpehusets gæster blev efterladt målløse og dybt berørt af denne gennemført smukke og stærke performance.

 

Children of Bodom
Lyset blev dæmpet endnu engang og efterlod salen i mørke, mens publikum messede ”Bodom” gentagende gange med triumferende hænder strakt mod loftet.

Fire gigantiske lamper blev tændt på bagvægen og afslørede scenens imponerende set-up med et gigantisk storslået trommesæt i centrum.

Children of Bodom indtog scenen med stort engagement, badet i publikums hyldest, og leverede lyden af deres excentriske melodiske speed-metal.

Forsanger Alexi Laiho stod ved scenekanten med sin guitar lodret løftet, mens han ubesværet og i højt tempo spillede suveræne medrivende riffs. Han supplerede med en vokal, som på trods af dens renhed, ikke trængte tilstrækkeligt igennem. Laihos performance var lettere anonym fra starten, og han leverede ikke en overbevisende præstation ved sin plads i frontlinjen.

Dette forekom dog ikke som nogen stopklods for bandets overordnede performance, da publikum mildest talt var tryllebundet af musikken, som blev fremført professionelt med de klassiske elementer fra Children of Bodoms karismatiske tempo-prægede musik.

Et majestætisk keyboard komplementerede bandets helhed fremragende med lyden af orgelspil, elektroniske elementer og perlende toner, der dalede ned over scenen og fyldte salen med anspændthed. Samtidig blev der udleveret et fuldkommen betagende lysshow, som badede scenen så vel som publikum i glimtende skiftende farvetoner i takt med de lynhurtige riffs.

Efter de første håndfuld numre virker frontmanden Laiho til at være blevet varmet op, han rettede øjnene mod publikums bedende blikke og hvislede med hæs stemme:

”It’s always a fucking pleasure playing for you guys”, hvilket resulterede i et rungende understøttende bifald i takt med bandets opstart på nummeret ”Needle 24/7”.

Resten af koncerten var som en tidsrejse fra 1999 og frem. Bandet formåede at runde nye som gamle numre til stor glæde for et umætteligt og utrætteligt publikum. Salen havde udviklet sig til en uigennemtrængelig skov at djævlehorn, som dansede i luften til symfoni-metalliske rytmer, ekstreme blast-beats og dystre undertoner.

På trods af Laihos manglende energi-niveau og lettere anonyme performance leverede bandet som helhed, hvad man kunne forvente, og fangruppen i Pumpehuset var langt fra skuffet, da bandet gen-indtog scenen til deres sidste ekstranummer og lukkede scenen med et brag, som efterlod publikum, hvor de startede: Skrålende i kor efter endnu en dosis finsk metal!

Tjek et par udvalgte billeder fra vores fotograf Guillaume Blanjean Matthiesen ud her:

 

 

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier