• Pectora
  • Seven Thorns
4

Anmeldelse af: Seven Thorns + Pectora. Tapperiet, Køge. 26. januar 2019.

Hvor var det rart at opleve metal næsten i ens egen baghave – og sikke en god omgang!

Det var næsten med en tåre nedad kinden, at jeg trådte ind på det køgensiske spillested Tapperiet nede ved havneområdet.

Her har jeg haft nogle af mine første koncertoplevelser, der blandt andet inkluderede Volbeat, da de kun havde én plade bag sig; The Psyke Project, der rev stedet i smadder for den lille fremmødte skare, og det var da fedt, at der ligefrem dukkede en Køge Metal Festival op på et tidspunkt, som jeg og en ven deltog i – næste som de eneste.

Derfor kunne det nok ikke undre, selvom jeg blev vred, at metallen blev taget af programmet på Tapperiet med minimale undtagelser dengang i midten af 00’erne: Folk dukkede ikke op.

Hvilket skam, at der ikke længere var metal i noget nær ens barndoms baghave.

Men så skete der det, at der dukkede fornyede kræfter op, der godt turde booke metal på Tapperiet igen, hvorfor spillestedets forårsprogram 2019 tegner lovende for os hungrende metal-fans syd for København.

Seven Thorns og Pectora var inviteret til S-togslinjens sydligste station og så en spytklat længere for at indtage spillestedet og bevise, at der er et publikum for metal i Køge anno 2019.

 

Pectora
Helt oppe foran, vise fanen, engagere publikum: Sådan var både Pectoras og min indstilling denne aften. Kom så Køge, hvis hvad du har af indebrændt metal-hunger!

Jeg har set bandet et par gange før, og måske var det nostalgien og hyggen, der lige tilføjede det ekstra for mig, for jeg vil vove den påstand, at det var bandets bedste koncert, som jeg har overværet.

Det hænger nok sammen med, at rammerne (modsat henvisningen ovenfor) denne gang passede perfekt til et band som Pectora, der med deres powerede thrash gerne skal komme helt over scenekanten og have brede rammer at udfolde sig på.

Vokalen sad også, modsat hvad jeg tidligere har oplevet fra bandet, lige i skabet. Eneste mindre malurt for mig denne aften var, at guitarlyden fra begges led var lidt for langt tilbage i lydbilledet, når der ikke lige var dømt soli, men det lod der til at blive rettet op på.

Det var en god genfødsel af metal i Køge, der beviste, at der både er rammerne, personalet og – ikke mindst – publikum til at dukke op allerede ved første band!

 

Seven Thorns
Videre til hovedmenuen denne aften, hvor der var kommet godt med folk til i mange forskellige aldersgrupper og endda folk, der aldrig havde været til koncert før(!)

Dette band, der også har sin oprindelse i Køge, udgav ved udgangen af sidste år skiven Symphony of Shadows, der stolt bygger videre på deres tradition for at brygge velkomponerede power metal-tracks samtidig med, at de tør udfordre sig selv.

Pladen var da også rigt repræsenteret denne aften, hvor albuerummet i lokalet på scenen virkelig passede til power metallens-drenge, der spillede, shreddede og slog, så det bragede i Tapperiet.

Forsanger Björns vokal var, som det også blev pointeret af mine sidemakker, ret lav og ramte aldrig den pondus-nerve, der skal til for, at man virkelig mærke de sidste 10 procents energi i kroppen – men 90 procent kan også gøre det.

Seven Thorns havde også planer om at spille dejligt længe og med mange sange – og jeg blev aldrig træt, selvom power metal ikke er min favorit (sub)genre, men jeg nød det hele vejen, og bandet lod til at nyde det i lige så høj grad, da oplevelsen kørte i vekselvirkning mellem publikum og fremmødte hele aftenen igennem.

Tak for den, drenge!

 

Og sådan blev det atter skudt i gang med en satsning for metal på Tapperiet, og det er jeg så lykkelig for, så jeg vil lige slutte af med en sidste generel opfordring (før jeg sætter mig foran Tapperiet og venter på Bersærk den 29. marts):

Nu hvor metallen herhjemme (atter) har fået et så højt bundniveau, og der skyder bands op alle vegne, der har mulighederne og chancerne for at skrive og indspille gode numre derhjemme i soveværelset, er det også åbenlyst, at metallen tør brede sig ud på de mindre spillesteder væk fra de større danske byer.

Jeg har tidligere belyst min mening om konsekvenserne ved en omfangsrig metalscene herhjemme, som jeg kun ser positivt. Og dog skal du som potentiel publikummer nok ikke regne med, at de store bands fra udlandet lige kommer til din kommune i den nærmeste fremtid.

Men hvis du bare sidder derhjemme og venter på dette sker, eller du kun gider troppe op, når vennerne skal optræde live i deres band, så gør du dig selv en bagvendt tjeneste. For kommer der ikke publikum på dit lokale spillested, så bliver der cuttet i budgettet, og her bliver metal ofte frasorteret hurtigt.

Så prøv noget nyt! Se et band, du ikke kender og vis stedet, at der er publikum i dit sogn til, at man gider komme ud til (især) metal-koncerter – hvem ved, måske lykkes det en dag at få noget nær dit favoritband forbi spillestedet!