Nostalgiens herlighed

Anmeldelse af: CKY, High Voltage, 05. december 2017.

En råkold tirsdag i Boltens Gård, København skulle vi en tur ned ad mindernes allé med amerikanske CKY.

 

Foto: Mark Stoumann

Det kan være svært at forestille sig, hvis man er yngre end cirka 25 år, men der var en tid før sociale medier og YouTube, hvor et flygtigt afsnit af “Jackass” kunne udgøre hele fredagsunderholdningen. Baggrundsmusikken til dette herlige program bestod ofte af sange fra et band ved navn CKY.

CKY er desuden en videoserie, der gik forud for “Jackass” og bestod af lige dele stunts og skateboard-tricks. Forkortelsen, “C.K.Y.”, er meget passende “Camp Kill Yourself”. Selve bandet har desuden originalmedlemmet Jess Margera, der er bror til “Jackass”-stjernen Bam Margera.

Så har vi det formelle på plads, men der er sket en hel del ting siden “Jackass”, hvorigennem bandet fik stor eksponering. I dag skal man jo slås med udøde trolde om spilletid i videosfæren, så hvor meget besøgstid var der grund til at vie et skater-punk/rock/alternative metal-band, der havde sin storhedstid for snart 27 år siden?

En fest kunne de i hvert fald levere, men opvarmningen lå i hvert fald i sin ende af spektret kedeligt og god festivitas.

 

Big Kizz 
På papiret var svenske BIG KIZZ ellers en god scoring til plakaten, når man tager baglandet i betragtning: Medlemmer fra Graveyard og Witchcraft.
Men ferme musikere var denne aften ikke garant for alsidighed og fest. Det var lidt en fejlkobling til CKY rent genremæssigt.
Forestil dig, hvis filmen “American Pie” udelukkende havde soundtrack af The Cure: Det er god musik, men det passer ikke til stemningen. Til dette arrangement var begge dele galt: Musikken var intetsigende, og det lød faktisk som ét gabende, kedeligt langt nummer at overvære BIG KIZZ. Man savnede mere noget pop-punk som Halcyon Hope eller Daycare for Jedi til at sætte stemningen.

Jeg er med på, at det altid er en sur tjans at være første navn på scenen, og så endda en tirsdag så tidligt på aftenen, men bandet gjorde intet væsentlig ud af sig for at engagere publikum. Faktisk virkede det lidt ligeglade med at være på scenen…

 

Lionize 
Festen blev først reelt startet med amerikanske Lionize, og glemt var den rædderlige “forestilling” ved navn BIG KIZZ.

Med Lionize var der både indlevelse og variation over musikken. Jeg oplevede både funk, rock, reggae, metal og uptempo bluessange. Man forstår godt, at de har turneret med Clutch, for de passer godt genremæssigt ind i den kategori.

Bandet optrædende medrivende, og et enkelt medlem var iført en heldragt i lilla glimmer, der glimtede perfekt med diskolyset over scenen. Nu kunne man mærke, at festen var ved at være startet, og at man var på High Voltage.

 

CKY
Et umiddelbart lettere klatøjet CKY indtog efterfølgende scenen. Jeg var lidt nervøs for, om bandet egentlig var oplagt til en formfuldendt fest, som man kender dem fra musikvideoer, privatoptagelser, etc. – eller hvis man så dem sidst, de gæstede DK i 2009.

Siden da har det stiftende medlem Deron Miller forladt gruppen. Hans leadvokal var ellers noget af det genkendelige ved CKY’s lyd, og bandet er nu decimeret til blot at være tre medlemmer, hvor karismatiske Chad Ginsburg skulle påtage sig hele vokal- og guitardelen, som han ellers har delt med Miller.

I løbet af de første numre ledte jeg ellers efter et passende akronymbaggrund til CKY, der handlede om noget med kedeligt, for bandet virkede sgu lidt tøffende i deres optræden.
Men jeg ved ikke, hvad der skete efter et par numre, men det virkede som om, at de fremmødte publikummer insisterede på, at den tirsdags-fest bare skulle have et los bagi med vores ungdomshelte.

Sætlisten var heldigvis domineret af sange fra deres første par plader. Her fik vi formidable “Attached at the Hip”, “Flesh Into Gear” og den uomgængelige “96 Quite Bitter Beings”.

Deres seneste udgivelse, The Phoenix”, blev også luftet lidt, men det var tydeligt, at folk – jeg selv inklusiv – var kommet for at høre klassikere.

Glæden var publikum smittede hurtigt af på bandet, der satte spilleglæden op i gear og festede videre sammen med os resten af koncerten ud.

Havde bandet kørt kadencen fra start til slut og i min optik ikke kørt sangen “Escape from Hellview” ned i halvt tempo, var der dømt fuldt hus herfra.  

CKY har aldrig været et banebrydende band, og måske var de heldige med den eksponering, de fik degnag, men deres numre vil altid være synonym med min ungdom. De får formentlig aldrig en renæssance, men det behøver de slet ikke, så længe de spiller det, vi kender.

Her er et galleri fra aftenen:

Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , , ,