Nostalgisk grunge-trip

Anmeldelse af L7, Amager Bio, 31. august 2016

Det var en tur ned ad epoken med Grungens højtid, da amerikanske L7 besøgte Danmark

Det var som en tidslomme, da pigebandet L7 var et smut forbi det amagerkanske spillested i går. Skovmandsskjorter og punket attitude dominerede publikumsmængden, og musikken var af samme art. Men var det tilbageskuen nødvendig?

Men før vi nåede så langt, så tog vi et kig på duoen i østrigske White Miles, der skulle stå for opvarmningstjansen.

Man kender danske Castles Made of Sand og deres halve navnebrødre i amerikanske hedengangne White Stripes, og alle tre ensembler beviser, at rock’n’roll ikke forlanger mange fiksfakserier for at kunne tonse igennem med de de tunge afskygninger i forskellige faconer.

Og White Miles kunne det samme med sangerinden og guitaristen Medina (Det heder hun sgu!) i front, som forstod at udnytte hele scenerummet. Men umiddelbart var musikken ikke det store at skrive hjem om efter de første par numre. Det var hurtig Punk Rock blandet med en kvart del Grunge, ergo en passende forvarming til L7.

Men midtvejs i bandets set blev tempoet sat en anelse ned, hvilket klædte gruppen, da vi så fik en snert midttempo Hard Rock med lige dele Blues og Stoner-mentalitet.
Faktisk var det sådan en herlig kombination, at undertegnede efter bandets set, der desværre kun varede 30 minutter, savnede mere af samme vare.

Det bragte os efter en halv times pause over til L7, der var programsat til en time og 45 minutter, men kun spillede en time. Næsten punktligt betrådte den amerikanske pigegruppe scenen på Amager.
Damerne var blevet ophøjet som den kvindelige pendant til Nirvana, og både Kurt Cobain og Courtney Love har da også siddet på bandets scene og nydt deres optræden, da bandet havde sin velmagtsdage i starten af 90’erne.

Den tid er vel overstået. Der skal ikke lyde et ondt ord om overgangsalder, mormor-rock eller ekstra kilo, for det handler alt sammen om attituden, og anciennitet er kun en god ting i Rock- og Metal-sammenhæng.

Dog måtte denne anmelder tage sig til munden for ikke at grine over gruppen i starten, da disse – på papiret – genopståede legender betrådte scenen.
Det lignede min stedmor med veninderne til halbal…

Og fornemmelse var svær at slippe, og det gjaldt også, når man kiggede rundt blandt publikum. Lige dele af fans, der skulle se giraffen; folk, der formentlig var vokset op sammen med gruppen og skovmandsskjorte-segmentet, som minus lyset fra mobilerne, kunne hensygne én til at fornemme stemningen fra en dokumentar-film om Grunge-bevægelsen i Seattle.

Det er ingen klandring af bandets stil! Jeg kunne bare konstatere med mit sparsomme kendskab til L7, at de i deres dvaletid nok netop har misset udviklingsfasen, som ligesindende grupper som Pearl Jam og Alice in Chains tydeligvis har gennemgået.

Sangener var derfor en kende ensformige i mine øre, men som en koncertgænger så fint påpegede – som det er gjort i mange andre sammenhænge: Man skal nok kende bandet.

Og publikums dom vejer altid højest: De var ellevilde, glade og ekstatiske. Dem, der altså var mødt op. Amager Bio virkede som lidt for stor en satsning til et band som L7. De kunne nok ikke have trukket lige så mange mennesker til to dage i træk, når man ligesom havde fået set giraffen nu her.

Som fotografen så kækt pointerede: Jeg er fan af Joan Jett, men jeg ved ikke, om jeg ville have lyst til at se hende live i dag.

Apropos fotografen kommer her et par skud fra hende af begge bands den aften:

Alle billeder af Denice Bjørndal

IMG_3594_editedigen

IMG_3556_edited_BW

 

IMG_3576_edited

rsz_img_3766_edited

IMG_3793_edited

IMG_3796_edited_BW

IMG_3756_edited_BW

rsz_img_3572_edited

Mærkater: , , , , , , , , , ,